Som jeg har forstået din kommentar bakker du op om den Krakupske menneskerettighedsforståelse ved at afvise, at universelle menneskerettigheder kan begrundes rationelt ved bl.a. at skrive.
”Udgangspunket for den Krarupske kritik af de universelle menneskerettigheder er, at værdier eller normer ikke kan begrundes rationelt. Og det som ikke kan begrundes må nødvendigvis være udtryk for irrationel overbevisning eller tro - altså en form for religion eller erstatningsreligion.”
Jvf citatet fra din kommentar, har du ret i, at man ikke kan konkludere fra præmisser, som er givet ved kendsgerninger til værdier. Disse kan vi kun selv enten afvise eller placere forskellige steder i henhold til vore individuelle værdiskalaer, som du også selv udbygger ved, som jeg tolker det, at inddrage KE Løgstrups bog ”Den etiske fordring”

Hvis det nu er umuligt at bevise formålserklæringen i menneskerettighedserklæringen rationelt, må vi nøjes med afklare påstandes overensstemmelse med kendsgerningerne jævnfør Alfred Tarski.

Søren Krarups påstand, som skinner ud af titlen på hans blogindlæg er, at opfattelsen og praktisering af menneskerettighederne er at sammenligne med guldkalven eller Svantevit.

Min påstand er, at de hviler på en række gennemprøvede normer, som bygger på de institutionelle erfaringer, menneskeheden har gjort gennem historien.
Lad mig nu for en stund snige mig ind i den del af Søren Krarups univers, der bl.a. hævder traditionen og nævne den konservative engelske filosof Michael Oakeshott.
Michael Oakeshott forsømte ikke en lejlighed til at kritisere den akademiske verden for gennem hele historien at hævde teoriernes overhøjhed på bekostning af traditionen samt den praktiske erfaring, almindelige mennesker gjorde i deres daglige virke på alle niveauer i samfundet(ne). Videnskabelig erkendelse udsprang ifølge Oakeshott ikke af den teoretisk bedrevidenhed, men af menneskets praktiske erfaringer også kaldet tavs viden.
Jeg deler for mit eget vedkommende Oakesshotts syn på traditioner et langt stykke af vejen.
For når det drejer sig om menneskerettighederne, som de er implementeret i frie demokratisk forfatning, hviler de på et velgennemprøvet praktisk grundlag, som også er teoretisk understøttet.
Menneskerettighederne, som vi kender i dag, blev først udformet i 1789 i forbindelse med den franske revolution, men den praktiske udformning af statsforfatninger med uafhængige magtinstanser går længere tilbage i historien.
Tager vi England som eksempel, tror jeg, at det hele startede utilsigtet med de engelske frihedsbreve Magna Carta 1215, i hvilke Kong Johan blev tvunget til at dele magten med baronerne.
Til trods for, at Kong Johan´s forhandlingsposition var dårlig, blev Magna Carta udformet på en rimelig måde og blev derfor grundlaget for Englands industrielle vækst op til 1600 tallet. Den italienske historiker Nicololo Macchiavelli underbyggede teoretisk i sit værk Discorsi fra 1516, hvordan en statsforfatning kunne udformes med uafhængige magtsfærer, der indbyrdes holdt hinanden i skak. Macchiavellis værk inspirerede bl.a. Thomas Hobbes og John Locke og som igen i sit andet forfatningsudkast fra 1689 havde stor indflydelse på the Bill of Rights med opdeling af magten i uafhængige magtinstanser.
Bill of Rights har haft utrolig indflydelse på den politiske udvikling i Europa op til vor tid. Man kan bare tage den Danske Grundlov fra 1848. Ikke som religionsdyrkelse, men som Danmarks styreform.

Efter min hukommelse har Søren Krarup ved flere lejligheder sammenholdt synet på menneskerettigheder med humanistisk tænkning i den betydning, at de har skiftet troen på Gud ud med troen på mennesket. Som kendsgerning betragtet, kan det have sin rigtighed i stor udstrækning, når det drejer sig om litteratur. Man kan bare tage Nietzsche som eksempel, som ikke kunne døje Dostojevskijs forfatterskab.
Men med henblik på menneskerettigheder for det enkelte menneske, har begrebet humanisme en anden betydning. Er et menneske sigtet for et forhold, optræder denne person som indikator for, om forfatningens hensigt med henblik på uafhængige magtinstanser også udmøntes i den praktiske verden.
Da retsstillingen for det enkelte individ således er placeret i skæringsfladen mellem forvaltningen og domstolene, er dette givet som det enkelte menneske, men det har intet at gøre med humanismen i den betydning, som eksempelvis kulturradikale fortolker i en langt bredere sammenhæng.

Jeg vil afslutte denne kommentar, ved at anføre, at menneskerettigheder, som de er implementeret i frie demokratiske landes forfatninger, er til gavn for samfundet som helhed og det enkelte individ.
Jeg tror derfor ikke, de er opstået som en utopi eller afgudsdyrkelse, men på grund bitre erfaringer i Europas historie.
De kan ses i lyset af Karl Poppers negative gyldne regel, som tager sigte at løse samfundets mest påtrængende problemer gennem reformer ved at forsøg på at afbøde de værste utilsigtede virkninger.

Lars Bordal

Kan man overhovedet forestille sig etiske/moralske rammer for handlefriheden, der kan respekteres i enhver situation?
Det tror jeg personligt ikke – selvopholdelsesdriften er stærkere.
Hensynet til andre må altid vige, hvis omkostningerne er for store – det er overlevelsens logik.

Adfærdsnormer udsættes altså endda for en situationsvurdering, der uundgåeligt må være subjektivt præget, hvor omkostningerne for individet/gruppen afvejes mod gevinsten for andre individer/grupper.

Realistisk set er der således intet funktionelt bolværk mod det totale barbari.

"Menneskerettigheder er blevet vore dages nye religion ... Det er helt i orden at have den slags religiøse overbevisninger om en bestemt morals overhøjhed, men kunne vi ikke bare få lov at kalde dem det, de er - nemlig religiøse overbevisninger?
(Marie Krarup i Kristeligt Dagblad 24.8.)

FN's Erklæring om Universelle Menneskerettigheder er udtryk for en slags religiøs tro eller irrationel overbevisning, hvis de ikke kan begrundes rationelt.

Udgangspunket for den Krarupske kritik af de universelle menneskerettighederne er, at værdier eller normer ikke kan begrundes rationelt. Og det som ikke kan begrundes må nødvendigvis være udtryk for irrationel overbevisning eller tro - altså en form for religion eller erstatningsreligion.

Menneskerettighederne fra 1948 indeholder da heller ingen rationel begrundelse for deres gyldighed. De er udtryk for et politisk kompromis mellem primært USA og Sovjetunionen.

Når det kommer til begrundelsen, så er menneskerettighedserklæringen selv tavs. Den siger ganske vist i indledningen, at "anerkendelsen af den indre værdighed og af de lige og uafhændelige rettigheder af alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdghed og fred i verden."

Det kan imidlertid ikke gælde som en egentlig begrundelse. Det er snarere et håb om, at hvis alle anerkender de rettigheder, som specificeres i den følgende erklæring, der definerer, hvad der menes med frihed og retfærdighed, så vil vi nå frem til en tilstand, som karakteriseres ved frihed, retfærdighed og fred. Man da det først er de rettigheder, som specificeres i den følgende erklæring, der definerer, hvad der menes med frihed og retfærdighed, og som altså bestemmer de betingelser, hvorunder en fred er acceptabel, så er det der siges i indledningen, ikke en begrndelse.

Det opfylder ikke det krav, som er implicit i selve kravet om en begrundelse: Kravet om, at begrundelsen for rettighedernes universalitet må hvile på noget, som er gyldigt og forpligtende ganske uafhængigt af vor faktiske anerkendelse.

Desuden er der indbygget et fundamentalt logisk problem i erklæringen, idet man tager udgangspunkt i rettigheder i stedet for fordringer. Fordringer må nødvendigvis komme før rettigheder, for der kan kun eksistere rettigheder hvis vi opfylder de fordringer som muliggør rettighederne.

Det er således umuligt at begrunde universelle rettigheder, for rettighederne forudsætter eller er en funktion af opfyldelsen af etiske fordringer. Det eneste mulige udgangspunkt må være at begrunde hvilken etisk grundfordring vi er underlagt alene qua person og så fra dette grundlag bestemme hvilke rettigheder der overhovedet er mulige.

Er det ikke muligt at begrunde etikken rationelt og derudaf udlede nogle rettigheder, så har Krarupperne ret i, at ikke blot de universelle menneskerettigheder, men en hvilken som helst udformning af sådanne rettigheder står på samme grund som religionen, nemlig en irrationel tro.

Umiddelbart synes det vanskeligt at begrunde en universel etik rationelt. Problemet blev allerede påpeget af filosoffen David Hume i hans påpegning af, at man ikke kan slutte fra ER til BØR. Det centrale er her, at man ikke kan slutte fra en eller flere påstande om, hvad der ER tilfældet, til en påstan dom, hvad der BØR være tilfældet. Man kan altså ikke slutte fra deskriptive præmisser til en normativ konklusion. Da begår man "den naturalistiske fejlslutning".

Påstanden om, at man ikke rationelt kan begrunde de etiske grundværdier, er ligeledes knyttet til positivismens krav om, at sandheder må kunne verificeres, og til deres opfattelse af, hvad en verifikation indebærer. Efter positivisternes opfattelse så kan bør-sætninger ikke verificeres, fordi man kun kan verificere, hvad der er tilfældet, og det vil sige konstatere empirisk. Man kan ikke empirisk verificere at en norm er gyldg. Herved mente de logiske positivister at kunne begrunde, at etiske grundværdier ikke kan begrundes rationelt. Dertil kommer så, at positivisterne også opfattede verifikationskravet som et meningskriterium og derfor gik videre og hævdede, at etiske udsagn lå uden for det strengt meningsfulde.

Faktisk er der tale om et og det samme argument hos Hume og positivisterne, blot i to forskellige udforminger. Spørgsmålet er så blot, om argumentet holder?

Hertil må man svare, at det er rigtigt, at man ikke kan slutte fra er til bør - og altså fra det, at noget empirisk er tilfældet, til det, at det bør være tilfældet. Det afgørende er så, hvorpå denne regtighed begrundes. Argumentet hviler på en rent begrebslogisk afklaring af forholdet mellem er og bør - mellem konstateringer og normer. Og accepterer vi dette argument, så må vi også acceptere, at vi ikke kun kan begrunde en erkendelse på basis af empiriske konstateringer, men også ved hjælp af begrubslogiske eksplikationer.

Så kan argumentet fra, at vi ikke kanslutte fra er til bør, altså ikke i sig selv udelukke, at vi rationelt kan begrunde en universel etisk norm. Det kan kun udelukke, at en sådan norm kan begrundes på basis af en empirisk konstatering; men det kan ikke udelukke, at det kan ske ved begrebslogisk eksplikation. Rent begrebslogisk må vi altså konkludere, at HVIS vi rationelt kan begrunde en gyldig etisk fordring, så må det ske begrebslogisk.

En rationel begrundelse af et system af menneskerettigheder kan kun ske på basis af en rationel begrundelse af en basal etisk fordring, fra hvilken rettighederne kan udledes. Det er simpelthen et krav til en rationel begrundelse af menneskerettighederne. Så længe man derfor ikke har givet en rationel begrundelse af en basal etisk fordring, så længe har man heller ikke opfyldt den nødvendige forudsætning for rationelt at kunne tale om menneskerettighedernes universalitet - og så er det eneste rationelle at erkende begrænsningen af ens viden. Der er i hvert fald ingen grund til at tro, at man bliver et bedre menneske, fordi man - uden at kunne begrunde det - hævder menneskerettighedernes universalitet.

Mig bekendt er der gjort to seriøse forsøg på rationelt, d.v.s. begrebslogisk, at begrunde et universelt etisk grundprincip, nemlig af Immanuel Kant og den danske filosof Kai Sørlander.

Det vil føre for vidt her at gå ind i en nærmere analyse af Kants "kategoriske imperativ" og Sørlanders "etiske konsistenskrav" der erstatter det.

Min konklusion er altså, at en rationel universel etik er mulig, men at de universelle menneskerettigheder ikke lever op til kravet om rationel begrundelse og tillige bytter om på rækkefølgen af fordringer og rettigheder. Det ville være bedre om man startede helt forfra med en enklæring om menneskepligter som muliggjorde nogle dermed sammenhængende rettigheder. Et af problemerne er jo netop, at folk bilder sig ind, at de har rettighederne uanset om de opfylder fordringerne eller ej.

Problemet for religionerne er, at deres fordringer alene kan have gyldighed for de troende og da der findes forskellige religioner som fordrer noget forskelligt, så havner man uundgåeligt i en almen kulturrelativisme. Så må man afvise, at kristendommens grundfordring om næstekærlighed umuligt kan være en universel fordring, og det er så vidt jeg har forstået også de to Kraruppers standpunkt.

I denne kommentar er det min hensigt at kritisere påstandene vedrørende menneskerettighederne, som går ud på

1. At de totalitære

2. At de er religiøse

Det er antageligt rigtigt, at der er manglende kongruens mellem den måde vi anskuer menneskerettighederne på i dag og Grundtvigs oprindelige frihedstanke. En tanke, jeg tror, han fik under et studieophold i England af de angelsaksiske håndskrifter og deres betydning for forståelsen af den danske oldtid på bevilling af Kong Frederik 6 i 1828.
Englandsrejsen må have været et stort input for Grundtvig, fordi englænderne var så langt fremme i demokratisk og industriel udvikling, mens resten af Europa inklusiv Danmark nærmest stod i stampe. Grundtvig havde jo netop i 1826 fået afslag på, at hans salme ”Den signede dag med fryd vi ser” måtte synges i Vor Frelser Kirke (han var præst der) og bagefter var han blevet udsat for censur for i et efterskrift at have kritiseret professor H N Clausen. Dette betød, at Grundtvig nu skulle have alle sine udgivelser godkendt hos den stedlige politimester under påskriften ” Må trykkes”.
Et fænomen, man på det tidspunkt ikke kendte i England, hvor ytringsfrihed var en selvfølge og som blandt andet havde sit udspring i landets forfatning fra 1690 under inspiration fra John Locke i hans andet forfatningsudkast fra 1689, der fastsatte magtens adskillelse i en udøvende, lovgivende og dømmende del.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at Tidehverv står i gæld til John Locke`s tolerancebrev fra 1690, der fastsætter individets suveræne ret til at være ortodoks for sig selv i forhold til statsmagten. Øvrighedens (The commonwealth) opgave er jvf Tolerancebrevet at varetage sager, som er fællesanliggender for alle aktører i samfundet uafhængig af identitet. Troen derimod, er individets eget private anliggende. Dette princip tolker Tidehverv i dag på sin egen måde ind i en dansk sammenhæng.
Jeg vil som afslutning på denne del give SK ret i, at Grundtvig ikke kan tages til indtægt for den måde vi opfatter menneskerettigheder på i dag, for efter Englandsrejsen tolkede Grundtvig Ånd og frihed ind i en national (og nordisk) enhed som uadskillelige størrelser.

Den måde vi tænker menneskerettigheder på i dag jvf menneskerettighedserklæringen fra 1948 er snarere som nogle overordnede juridiske punkter, som er beregnet til implementering i frie demokratiske landes forfatninger. Med demokratisk menes i den forbindelse, at landenes respektive forfatninger foreskriver opdeling af magten i uafhængige instanser og at regeringerne kan afsættes med jævne mellemrum gennem frie valg. Mange af punkterne fra menneskerettighedserklæringen er implementeret ind i den Danske Grundlov fra 1953, f.eks. at § 62, som bestemmer, at retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen.

Dette står i modsætning til den totalitære stat, hvor al magt gerne er samlet i en politisk administration uden magtdeling, som refererer til et centralt politisk organ eller diktator, som ikke kan afsættes ved frie valg. Kun ved brug af vold, som desværre er tilfældet i Syrien i dag. I den forbindelse skal nævnes, at individet i en totalitær stat ingen retstilling har, fordi der ikke findes en uafhængig magtinstans til at afprøve vedkommendes sag i tilfældet af en strafretslig anklage. Og magtudøvelsen over individet i en totalitær stat overstiger langt omfanget af magtanvendelse under enevælden, hvor man på Grundtvigs tid af censorer i Kongens administration kunne blive anklaget for skrivefrækhed, hvis man i skrift kritiserede den siddende regering og skulle efterfølgende have sine udgivelser godkendt hos politimesteren.
Det kan derfor afvises, at menneskerettigheder er totalitære i sin udformning, fordi de i en demokratisk stat sikrer, at enhver kan få sin sag prøvet ved en anden magtinstans på objektive juridiske vilkår. F.eks. om man har gjort sig skyldig i skrivefrækhed.
Menneskerettighedserklæringen garanterer altså individets retsstilling og gendriver derfor Søren Krarups påstand om, at de er totalitære. Artikel 18 vedrørende religionsfrihed taler for sig selv og fører en lige linie tilbage i historien til John Lockes tolerancebrev.

Endvidere er menneskerettighedserklæringen institutionelt givet og angiver retningslinjer for, hvordan offentlige aktører skal forholde sig i forskellige sager. Religiøs udøvelse, i betydningen personlig tro, er et derimod privat anliggende. Som jeg skrev i min kommentar til Marie Krarup berører dette punktet om institutioners oprindelse. John Stuart Mill troede, jvf Karl Popper, at institutioner havde deres oprindelse i den menneskelige natur. Da sidstnævnte er individuelt givet kaldes dette også en psykologisme. Problemet er, at institutionalisme er en gren inden for samfundsvidenskaben og det er ikke muligt at reducere sociologiske emner til et spørgsmål om psykologi. Et eksempel herpå, som skrevet tidligere af undertegnet i Marie Krarups blog, er kommunikation inden for organisationer et gruppefænomen – ikke individuelt.
Da menneskerettighedserklæringen er institutionelt givet, kan den derfor ikke være genstand for religiøs tilbedelse, da den er et gruppefænomen. Den religiøse tilbedelse er derimod individuel.

Lars Bordal

We hear a lot about the Human Rights
but
are there any Human Left ?

ironi.mus

Søren Krarup har misforstået menneskerettigheder som så meget andet. De menneskerettigheder, den vestlige verden dyrker, er bl.a. ytringsfriheden, Søren Krarup flittigt benytter, religionsfrihed og andre rettigheder, som blev nedfældet i Frankrigs forfatning efter revolutionen omkring 1790 og USAs uafhængighedserklæring i 1776. Nogle af de samme rettigheder fik den danske befolkning med enevældens afskaffelse i 1848. Hele denne historiske baggrund har Dansk Folkeparti forvansket til noget nutidigt, som gives til etniske minoriteter.

Det passer selvfølgelig godt til et menneske, der angiveligt har prædiket tro på en usynlig Gud men ikke kan finde ud af sin nationalitet, hvis den ikke bestandigt bekræftes. Min egen nationalfølelse påvirkes ikke af åbne grænser, etniske minoriteter el. internationalt samarbejde, sådan som Søren Krarups åbenbart gør. For mig er det mere en følelse på samme måde som fx. min kristne tro.

Hvis du, Søren Krarup, virkelig ønsker at sige nej til de menneskerettigheder, du kalder en falsk religion og afgudsdyrkelse, håber jeg, du vil starte med at give afkald på ytringsfriheden.

Der er fare på færde, når én referenceramme bliver udslagsgivende for alt fra børneopdragelsens indoktrineringsmulighed - Krarups børn - til demagogi og selvforherligelse. Luthers alternative tilgang til livet var en modstand imod noget, som han mente burde være anderledes, og som andre mener burde udryddes. Evangelisk-luthersk religion og Tidehverv bør skræmme ethvert menneske - de er på niveau med det selvsamme religiøse vanvid, som de forsøger at bekæmpe. Enhver har mulighed for at vælge en referenceramme at leve i, men heldigvis er det efterhånden de færreste, der gør det. Man kan leve sit liv med overbevisningen, at 2+2=5, eller at Søren Krarup har svarene, men noget godt fører det næppe med sig. Søren Krarup og proselytter er skamstøtter over dehumaniseringen og uanstændighedsgørelsen af en verdens forsøg på at tage ved lære af krige og deres følger. Jeg har ikke det, der ligner respekt for dette lille, usle menneske og hans forsøg på at spærre os alle inde i et Tidehversk helvede.

Jeg er sådan set meget enig med Krarup i kritikken af menneskerettighederne. Men på den anden side, så har vi både som danskere men også som menneskehed et stort behov for nogle fælles værdier. Globaliseringen har skabt et behov for en ny verdens orden, og menneskerettighederne er bare ikke gode nok til at kunne være menneskehedens forfatning, vi har brug for noget bedre.

Den nye verdens orden´s etiske fundament bør bygges op omkring troen på det universale Menneske, det evige Liv, den fuldkomne Kærlighed og den absolutte Sandhed:

http://anthropos-ecclesia.org/

Hvorfor skulle Mennesket nøjes med mindre end det bedste ?

Bibelen anviser: ”Giv Gud, hvad Guds er, og giv kejseren, hvad kejserens er!”

Kejserens byrde er, at han må træffe de hårde beslutninger, når det er nødvendigt.
Han afskæres så fra at opføre sig overfor sin næste, som bibelen foreskriver.

Det menige individ bør opføre sig overfor sin næste og sin Gud, som bibelen foreskriver - når det har frihed til at vælge selv.
Dette under ansvar for Gud, der kan tilgive eller straffe.
Men først og fremmest bør individet være en lydig undersåt.

Menneskerettighederne anviser, hvorledes kejseren bør opføre sig overfor sin næste.
Men kejseren kan ikke opføre sig overfor sin næste, som bibelen foreskriver individet at opføre sig overfor sin næste – kejserens byrde forsvinder ikke, fordi man ignorerer den.
Men det forsøges med individets rettigheder overfor staten – kejseren.
I demokratiet – folkestyret – er alle jo kejsere i teorien.

Individets opførsel overfor sin næste og Gud behandles ikke direkte i menneskerettighederne.
Der er faktisk ikke meget fælles mellem Kristendom og menneskerettigheder.
Islam ligner mere, da både individets og kejserens adfærd specificeres i den religion – det er jo en lovreligion.

Det er åbenlyst langt mindre krævende at være humanist end at være kristen eller for den sags skyld muslim, hvis en humanist er en menneskerettighedstilhænger?
Så det er populært blandt mange moderne mennesker, der næppe har tid til andet end dem selv.

De kan lige overkomme et ubegrundet krav om menneskerettighedernes hellige uomtvistelighed eller universalitet på trods af selve rettighedernes tekst, der siger noget andet:

Artikel 15 i ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” tillader således i nødstilfælde staterne at sætte de i konventionen givne rettigheder ud af kraft.
Alle lande inklusive Danmark har politi, fængsler og militær, der er beregnet til at bruge magt overfor individer.
Så det burde være ganske indlysende, at situationen er bestemmende for det hensyn, hvormed staten kan behandle individet – rettighederne kan slet ikke være universelle – kejserens byrde kan ikke ignoreres.