Kronik

Danmark og EU mellem USA og Kina

Hugo Gården: En ny global realitet er opstået i år: Kina er kommet på niveau med USA, og Tyskland har fået en dominerende rolle i EU. Begge udviklinger gør det mere relevant for Danmark at indføre euroen.

Underskriftceremoni på kinesisk aftaler på Christiansborg Minister for den Nationale Udviklings- og reformkommission H.E.Zang Ping og Klimaminister Martin Lidegaard afslutter aftale om etablering af Kina-Danmark Energipartnerskab. Lidegaard hilser på Kinas præsident Hu Jintao, mens Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager ser på.
Underskriftceremoni på kinesisk aftaler på Christiansborg Minister for den Nationale Udviklings- og reformkommission H.E.Zang Ping og Klimaminister Martin Lidegaard afslutter aftale om etablering af Kina-Danmark Energipartnerskab. Lidegaard hilser på Kinas præsident Hu Jintao, mens Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager ser på.
2012 kan gå over i historien som et skelsættende år. Det er året, hvor der blev en magtpolitisk ligestilling mellem USA og Kina, og det er året, hvor Tyskland fik den dominerende rolle i EU. For Danmark har det en særlig betydning. Det bliver nemlig endnu mere relevant at være fuldgyldigt med i EU og at indføre euroen.
Jævnbyrdigheden mellem USA og Kina skal ikke ses i valget af nye ledere i de to lande i den samme uge, men i Kinas vedholdende økonomiske styrke og en amerikansk erkendelse af en magtpolitisk ligestilling. Erkendelsen blev synlig i september. Da den amerikanske forsvarsminister Leon Panetta besøgte Kina, undlod han at vælge side mellem Kina og Japan i striden om øen Senkaku/Diaoyu.
USA er ellers Japans allierede, og udenrigsminister Hillary Clinton har i det seneste år bakket højlydt op om de øvrige asiatiske lande omkring grænsestridigheder i de øst- og sydkinesiske havområder. Hun har tilmed sagt, at USA har en interesse i områderne, ligesom hun ofte har kritiseret Kina omkring menneskerettigheder og Syrien. I det seneste år har USA lavet en såkaldt asiatisk kursændring og forsøger bevidst at holde Kina uden for et fremtidigt Stillehavs-EU.
Men da Clinton i september besøgte Beijing, holdt hun en bemærkelsesværdig lav profil, og Panetta forsøgte få dage senere at sige, at den asiatiske kurs­ændring overhovedet ikke tog sigte på at holde Kina ude, tværtimod. Han mødtes med den kommende kinesiske partileder og præsident , Xi Jinping, hvad Clinton ikke gjorde, og efter mødet stod det klart for USA, at Kina ikke vil hundses med. USA skal ikke blande sig i kinesiske anliggender og skal ikke vælge side i eventuelle stridigheder. Det er ikke ensbetydende med et gnidningsfrit forhold mellem de to, måske tværtimod, men nu er det tydeligt, at det er to kæmper, der står over for hinanden.

Det er ikke kun over for amerikanerne, at kineserne har demonstreret den nye magtpolitiske styrke. Den blev også vist i forbindelse med den tyske kansler Angela Merkels besøg i samme måned. EU-Kommis­sionen havde netop lagt op til sagsanlæg ved WHO omkring solpaneler, fordi Kommissionen mener, at kineserne skaber unfair konkurrence. Merkel gik imod et sagsanlæg og gik ind for en forhandlingsløsning, som kineserne gør det. Kommissionen trak i land. Et mindre land ville ikke kunne feje Kommissionen så markant til side, men det kunne chefen for EUs stærkeste nation, største industriproducent og største pengetank.
At Tyskland har fået en helt ny og stærkere rolle i forhold til EU og Kina blev især demonstreret ved det fælles regeringsmøde, som Merkel og et stort hold ministre holdt sammen med den kinesiske regering – svarende til de strategiske ministermøder mellem Kina og USA. Kina har ikke den slags møder med andre EU-lande eller med EU-Kommissionen. Tyskland er kommet på niveau med USA. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger spurgte engang, hvad telefonnummeret til Europa var. Kineserne véd det. Det er kanslernummeret i Berlin.
Det var forståeligt, at statsminister Helle Thorning-Schmidt under sit Kina-besøg i samme berømmelige september sagde, at hun ønsker tilsvarende møder med kineserne. Hun har ikke foreslået noget tilsvarende med den amerikanske regering. Det viser, hvor stærkt Kina er kommet ind på den internationale motorvej. Det kinesiske vogntog er nu lige så stærkt som det amerikanske. Europa ligger midt på vejen som et desorienteret trafikoffer med benbrud. Men i den øverste del af patienten er der et Tyskland, som rejser hovedet og viser vilje til at komme op.
Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer blev i sin tid spurgt, hvordan Tyskland orienterer sig efter genforeningen. Vil Tyskland stadig have fokus rettet mod USA og Vesten? Han svarede, at Tyskland orienterer sig hele kompasset rundt.
Der var ikke mange, som hæftede sig ved den slående melding. Der var mere opmærksomhed om Fischers forslag om, at en stærk gruppe af kernelande går foran i EU-samarbejdet i stedet for at vente på de mest langsomme og tøvende lande. Men forslaget døde hen i en europæisk apati. I dag kan alle konstatere, at tyskerne ikke har glemt ideen med et kerneeuropa. Det er dét, der skal skabe et handlekraftigt Europa.
Derfor går Tyskland nu foran mod et mere integreret EU for at løse euro-krisen, f.eks. med en bankunion og skrappere krav til finanspolitikken. Det blev synliggjort ved et nyligt finansministermøde mellem Tyskland, Holland og Finland. De »hårde« lande i euro-krisen, dvs. i Nordeuropa, begynder at optræde stærkere, og skeptiker-lande får mindre indflydelse. Det sætter ikke bare Sydeuropa, men også Storbritannien i et dilemma, og det kan få praktisk betydning for London som finanscenter.
Euro-krisen har vist, at Berlin i højere grad end Bruxelles er blevet centret – eller hovedstaden – i EU, og det er dér, kompasset drejer hele kloden rundt. Det giver Danmark en enestående chance for at komme ud af den fastlåste tænkning om EU, nemlig at det europæiske samarbejde kun handler om EU, og at euroen er blevet et symbol på en EU-skeptisk holdning. Dermed har vi gjort kronen og den økonomiske politik til et gidsel i EU-politikken.

I dag handler euroen ikke bare om EU. Euroen handler om at få etableret et stærkere Europa, der kan klare sig i en global verden, hvor vækstlandene om få år overhaler de vestlige lande økonomisk. I den globale verden spiller Tyskland en langt stærkere rolle end EU. Tyske virksomheder véd, at fremtiden ligger i vækstlandene. Men Tyskland véd også, at EU og euroen giver er stærkere grundlag for en global rolle, men grundlaget skal gøres stærkere, end det har været hidtil.
Da Tyskland er Danmarks vigtigste handelspartner, og da hundreder eller tusinder af underleverandører er knyttet til tyske eksportvirksomheder, bør Danmark i endnu højere grad styrke denne forbindelse, så danske eksportvirksomheder kan vokse i samme tempo som de tyske – hvad de ikke gør i dag. De skal følge med de tyske virksomheder, når tyskerne investerer i vækstlandene, ligesom underleverandører følger med f.eks. Vestas.
Det seneste årti har de danske regeringer haft som målsætning at satse på Kina og de øvrige vækstlande. Skal satsningen have endnu mere effekt, vil det være klogt at gå gennem Berlin. Historisk har Tyskland været vores vigtigste partner på næsten alle områder, og 1864-komplekset er for længst overvundet.
I årene omkring Murens fald og de store sikkerhedspolitiske forandringer var der et usædvanligt stærkt samarbejde mellem udenrigsministrene Uffe Ellemann-Jensen og Hans-Dietrich Genscher, og de skabte især resultater i Østeuropa. Det er en slags alliance, der bør genoplives – og uden at ignorere det europæiske samarbejde. Det vil tilmed være en forlængelse af de seneste års aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor vi ikke længere bøjer nakken.
Vi kan få langt større indflydelse både i Europa og globalt ved at arbejde tættere sammen med Berlin. Men det kan i sagens natur kun ske, hvis vi indfører euroen – ikke af hensyn til EU-medlemskabet men for at være med i den kerne, som vil præge fremtidens Europa og den globale udvikling.
Den europæiske gældskrise kan føre til handlingslammelse det næste årti. For at komme ud af det dødvande bør Danmark koble sig på de lande, primært Tyskland, som vil videre. Uanset hvad vi mener om EU, bør vi være med dér, hvor den europæiske beslutningsproces har et globalt perspektiv. Det er morgendagens nye realitet.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.