Kronik

Connie Hedegaards farlige antikapitalisme

Eva Agnete Selsing: Krisen i Sydeuropa er en direkte konsekvens af manglende økonomisk vækst. En krise, der truer ikke bare levevilkårene for virkelige mennesker på vores kontinent, men også freden. Forstår Connie Hedegaard virkelig ikke det?

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig. I disse tider, hvor antikapitalistisk vrøvl fylder den offentlige debat til dåregrænsen, er der god grund til at minde om, hvad markedsøkonomien er, og hvad vi har at takke den for. På public service-kanaler, på uddannelsesinstitutionerne, og endog fra det private erhvervsliv, flyder propagandistiske myter om den usle mammon. Ja, fattigdom, finanskrise, ulighed, integrationsproblemer, stress; hvad som helst kan man klandre kapitalismen for. Som canadieren Mark Steyn ville have sagt det: Kapitalismen er Orwells rum 101 – hvad du end frygter er derinde. Vores hjemlige dokumentar-filejs, Christopher Guldbrandsen, er bange for de multinationale selskaber, som han frisk giver skylden for Zambia og Afrikas problemer. Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed. De velbeslåede bureaukrater skal nu belære masserne om den materielle velstands ubetydelighed. Men hvor kommer det fra? Ved Connie & Co. mon, hvor denne afvisning af vækst er hentet? Ved de, hvilket tankegods de kolporterer? Det tror jeg ikke.

Lad mig, i den immaterielle velfærds ånd, være behjælpelig her: Der er tale om et sammensurium af de mest radikale idéer, den filosofiske kollektivisme kan frembyde. Et tankespor, der kulminerede med postmodernismens rigor mortis, dekonstruktivismen. Et spor, hvor mennesket og dets faktiske virkelighed systematisk negligeres til fordel for fantastiske utopier. Hvor individer, institutioner og kulturer er brikker i et skakspil, som de sociale ingeniører kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Kort sagt en tænkning, som ikke kan adskilles fra radikal venstreekstremisme. Det er dette, Connie Hedegaard og de andre antikapitalisters udtalelser om vækst er informeret af. Ja, det lyder utroligt, men også på dette område er den nominelt konservative kommissær altså helt på linje med sine nominelle modstandere på venstrefløjen. I den røde lejr er den grønne sag uadskillelig fra den antikapitalistiske dagsorden. Ræsonnementet på venstrefløjen er – i en aggregeret udgave – at mennesket skal leve i en form for harmoni med ’naturen,’ fordi andet er amoralsk. ’Naturen’ har dermed et moralsk primat over mennesket, der har en tendens til at ’misbruge’ den. Der indføres altså et skel mellem ’natur’ og ’menneske,’ hvor det underforstås, at mennesket og dets gerning er noget unaturligt. Dermed kan man demoralisere menneskets iboende tendens til at kultivere sine omgivelser. Vi er nemlig, i modsætning til vore venner i dyre- og planteriget, et kulturvæsen. Modstanden mod det industrielle samfund, mod væksten og velstanden og altså kapitalismen, begrundes på venstrefløjen med, at disse landvindinger ikke er ’bæredygtige’ – de ødelægger ’miljøet’, som det vestlige samfundsmenneske tilsyneladende ikke er en del af. Kapitalismen, udviklingen og velstanden er billedligt talt forurening, der forgifter den autentiske, bæredygtige levevis. Moderne socialister går ikke linen ud og kræver os tilbage til jordhulen, men det er ekkoet, hvis man accepterer dikotomien mellem menneske og natur. Rousseau og dennes civilisationsforskrækkelse er ikke langt væk. Det menneskelige, kultiverende, er ondt, og dets umiddelbare og naturlige modsætning, er godt.

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi. Desværre for Connie og hendes allierede på den ydre venstrefløj har vi, historisk set, ikke særlig gode erfaringer med den slags konstruktioner. Hvad vi til gengæld har gode erfaringer med, er kapitalisme. Ja, kapitalisme. Altså dette, at du og jeg har friheden til at handle med hinanden. ’Markedet’ er os alle sammen. Det er her, vi mødes, udveksler varer og idéer. Det er her, vi konkurrerer med hinanden og bliver bedre til at producere netop det, naboen gerne vil have og betale for. Markedet er et fællesskab. Et socialt anliggende, hvor enhver har en plads og påvirker det overordnede udkomme. Og også et socialt anliggende i den forstand, at det er herfra, vi får brød på bordet. Og væksten er det, der sikrer markedets beståen. Det, der giver fattige mulighed for at arbejde sig op til bedre løn og højere levestandard. Det er et ubestrideligt, men af uransagelige årsager ugleset, faktum: Kapitalisme er det eneste, der historisk har løftet hele befolkninger ud af total forarmelse. Kapitalisme er det, der har givet Kina og Indien store middelklasser med forbrug og produktion, hvor der før var fattigdom, sult, død og elendighed. Og mens kapitalismen rigtignok ikke er perfekt – markedet er ikke et ideologisk system, men bare katalysator for de mange præferencer i samfundet, hvoraf nogle er skadelige – har den vist sig overlegen i forhold til at skabe vækst, velstand og muligheder. Den kulturelle overklasse griner som regel hånligt forelagt ’vækst og velstand’ som noget i sig selv ønskværdigt – en foragtelig reaktion. Det er muligvis ikke ’fint’ at ønske sig en fladskærm eller et stort hus – men det giver tryghed, glæde og ægte livsindhold for mange, mange mennesker.

Modstanden mod kapitalisme er derfor modstand mod mennesker og deres muligheder for at skabe og udvikle de samfund, der i stadig højere grad kan levere frie, rige og trygge liv. Liv, som det kulturelle og politiske aristokrati ser ned på, men som langt de fleste af os på kloden drømmer om og ønsker. Connie Hedegaards antikapitalistiske dagsorden er derfor ikke bare amoralsk. Den er farlig. Og hvis hun interesserede sig lidt for det EU, hun er magthaver i, ville hun vide hvorfor: De borgerkrigslignende tilstande i Sydeuropa er netop et produkt af, at EU har ofret velstandsskabelsen på et andet moralistisk projekt, nemlig nedbrydningen af nationalstaterne gennem stadig øget europæisk integration. Argumenterne for euroen var aldrig økonomiske, men politiske (læs: moralistiske). Krisen i Sydeuropa er en direkte konsekvens af manglende økonomisk vækst. En krise, der truer ikke bare levevilkårene for virkelige mennesker på vores kontinent, men også freden. Forstår Connie Hedegaard virkelig ikke det? Antikapitalisme er antihumanisme.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.