Kronik

Civilisationskrig er en farlig myte

Brian Esbensen: Marie Krarup og andres idé om en civilisationskrig mellem Vesten og islam er både forkert og farlig. Og så viser den, at de radikale muslimer og det yderste højre ser verden gennem den samme snævre optik.

Marie og Søren Krarup
Marie og Søren Krarup

»Vi er i krig med den islamiske civilisation.« Således påstod Marie Krarup i sit omdiskuterede blogindlæg 14 december 2012, her på Berlingske. Hun er langtfra alene, men blot en af dem, der forsøger at italesætte teorien om civilisationernes sammenstød. Sammen med bl.a. Sørine Gotfredsen, Jesper Langballe, Lars Hedegaard, Ralf Pittelkow, Mikael Jalving, Søren Espersen, Karen Jespersen osv. insisterer hun på, at en såkaldt vestlig og en islamisk civilisation ikke kan eksistere side om side.

Den tanke er ikke blot, af mange grunde, forkert, men også farlig, da det risikerer at blive en selvopfyldende profeti. Problemet er ikke så meget, at en mindre forvirret kreds tror på det, men at det er en tanke, der både har bredt og stadig breder sig i et omfang, så den delvis bliver omsat til praktisk politik og danner grundlaget for vores (ofte meget fejlagtige) analyse af Mellemøsten.

Denne jul oplevede vi f.eks. hvordan et enkelt (manglende) juletræ blev til en hel skov. Det, der burde have været et træk på skulderen, lokalt, udløste nærmest panik og national undtagelsestilstand, netop fordi optikken var en variant af ’civilisationernes sammenstød’.

Balkan bruges ikke sjældent, også af Krarup, som eksempel på et af de steder, hvor de to civilisationer støder sammen. Denne kronikør har, udover flere lande i Mellemøsten, boet og arbejdet på Balkan, og befinder sig i skrivende stund i Sarajevo. Helt kort: At bringe Balkan på banen er dog et selvmål af rang.

Da man må formode, at der ikke er tale om uvidenhed, er der sådan set kun én mulighed tilbage: En overmodig satsning, hvor man bevidst manipulerer i håbet om, at de fleste alligevel har glemt, hvad der skete i 1990erne. Da Balkan-konflikten bryder ud i 1991 sker det ved, at (det kristne) Slovenien river sig løs fra Jugoslavien, som reelt er ensbetydende med (det kristne) Serbien. Konflikten fortsætter, og forværres ved at (det kristne) Kroatien følger Slovenien. Krigene på Balkan starter altså med, at tre etniske grupper bekæmper hinanden, men med ét interessant fællestræk: de er alle sammen kristne. Så langt så godt.

Konflikten udvides i 1992, da det multietniske Bosnien og Herzegovina, som det fjerde område, inddrages i kampene. Den sidste brik vælter på Balkan i 1999, da det (kristne) Serbien påbegynder en regulær og systematisk etnisk udrensning i det (overvejende muslimske) Kosovo. Der er tale om så grove forbrydelser, at end ikke Vesten kan ignorere folkemordet og en million etnisk udrensede kosovo-albanere, og man bliver ganske enkelt nødt til at intervenere, hvilket konkret sker inden for en NATO-ramme.

Tilbage står altså, at hele balladen startede med, at forskellige kristne grupperinger bekrigede hinanden, og da muslimerne to steder inddrages, sker det begge gange ved, at de bliver angrebet og begge gange resulterer det i krigsforbrydelser så systematiske og grove over for den muslimske befolkning, at omverdenen må stoppe vanviddet.

Det er således ikke bare absurd, men foragt for flere hundredetusinde tabte menneskeliv i den største tragedie i nyere europæisk historie, når man henviser til Balkan for at ’bevise’ sin teori om ’civilisationernes sammenstød’.

Den pointe leder videre til Mellemøsten, for det er et andet kort ,denne gruppe ynder at spille. Der henvises ofte til Libanon som konkret eksempel og den sag kan overstås ret hurtigt, for her gælder det samme som på Balkan:

Det er korrekt, at der findes både kristne og muslimer i Libanon, men det er sådan set ikke de to grupper, der har konfliktet specielt. Den lange borgerkrig varer fra 1975 til 1991 og kun i 75/76 deler konflikten sig mellem kristne og muslimske grupperinger. Derefter er det ét kaos, hvor alle kæmper mod alle, i skiftende alliancer, der bliver stadig mere bizarre. Her er vi et sted, hvor en meget vigtig pointe og delkonklusion kan drages: De fleste samfund er i konstant forandring og først og fremmest udfordret ’indefra’, snarere end ’ude fra’. Disse ’civilisationer’, der henvises til, findes simpelthen ikke.

Det, man kalder en ’islamisk civilisation’, består af et hav af retninger, der kæmper om magten, hvilket de seneste års oprør i Mellemøsten netop bevidner. Det er et flertal blandt de arabiske befolkninger, der er i ’krig’ med konservative og reaktionære kræfter, og ikke Vesten.

Hvis ikke før, så står det nu lysende klart, at den arabiske verden ikke er én homogen masse. Der findes både sekulære, liberale, urbane, religiøse, konservative, fundamentalistiske og andre kræfter, der kæmper om magten i en udvikling, vi kun har starten på.

Sagt kort: Hvis der er ’sammenstød’, så sker de oftest inden for de såkaldte civilisationer, hvor demokratiske, moderne, liberale kræfter kæmper mod konservative, totalitære og religiøse ditto.

Således er Vesten heller ikke én civilisation, men en størrelse, der er i konstant forandring og i konflikt med sig selv. Og det er netop et eksempel på sammenstød inden for den vestlige civilisation, når Krarup m.fl., forsøger at få os andre til at acceptere deres verdenssyn som den sande virkelighed.

Men sandheden er jo, at denne gruppe er en minoritet i det danske samfund. Mange af dem er aktive inden for den danske folkekirke, og selv her udgøre de et mindretal, og henvises til som Tidehvervsteologerne.

De læser Bibelen på en anden måde end flertallet, og derfor er det heller ikke så underligt, at de læser Koranen på en anden og meget mere dogmatisk måde, der gør, at de når frem til de tanker, der danner grundlaget for civilisationernes sammenstød.

Når man end ikke kan tolke sin egen religion inden for en moderne ramme, ja, hvordan i alverden skulle vi så kunne forvente, at man forstod islam meget bedre?

Det er eksempelvis interessant, at bemærke at Tidehvervsteologerne med Krarup og Langballe i spidsen aktivt kæmper mod de universelle menneskerettigheder. Og her har vi den helt centrale pointe: Vesten er ikke i krig med en muslimsk civilisation.

For det første, som redegjort ovenfor, fordi den ikke findes, men er en fantasikonstruktion. Men også og måske allervigtigst fordi den lille gruppe, vi taler om af Tidehvervsteologer og det yderste værdikonservative højre, er mere i konflikt med de moderne demokratiske værdier i det danske majoritetssamfund, end de er med Mellemøstens reaktionære muslimer.

Det så vi allersenest 10 januar, hvor Mette Hjermind Dencker (DF) redegjorde for synet på bl.a. insemination, unge der flytter hjemmefra før de er 18 år, alene-forældre og homoseksuelle, der alt sammen blev kaldt for ’mod naturens orden’. Det er i sandhed ironi på højt niveau, at det lige så godt kunne have været sagt af en radikal muslimsk imam.

Familieskænderier er og bliver de værste, og netop derfor, er fronterne så hårdt trukket op mellem en minoritet i den muslimske verden og en minoritet i Vesten.

Det vigtige er, at vi andre ikke lader os narre af nogen af grupperne, men holder hovedet koldt. Skellet går først og fremmest mellem tilhængere af demokrati, menneskerettigheder og rummelighed på den ene side og værdikonservative og religiøse dogmer på den anden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.