Kronik

Carina, Joachim og velfærdssystemet

Gunnar Viby Mogensen: Får den offentlige sektors interessenter deres ønsker opfyldt, vil politikere som Joachim B. Olsen blive ved med at kunne finde Carina’er. Et problem som dog har sit udspring endnu tidligere end Velfærdsdanmarks fødsel i slutningen af 1960erne.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

Sagen om den fattige »Carina« viser sig jo efter Özlem Cekics og Joachim B. Olsens indsats ikke at dække over ret megen fattigdom. Derimod har Carina gennem en snes år haft en ganske god levestandard på kontanthjælp. Joachim B. Olsen mener i kronikken her i bladet i lørdags at kunne fastslå, at problemet faktisk ikke er Carina, men selve det danske velfærdssystem, som han mener, gør mennesker til klienter og ofre.

Hvis man tør tro på beskrivelsen af udviklingen gennem de sidste fire tiår, som den gives i Gyldendals Det danske velfærdssamfunds historie, har Joachim B. Olsen delvis, men altså ikke helt ret. Noget af problemet er faktisk af meget ældre dato.

Vort nuværende velfærdssystem er i alt væsentligt blevet udformet i slutningen af 1960erne og i løbet af 1970erne. Før da havde Steinckes socialreform i 1933 og reformer i de første par årtier efter Anden Verdenskrig kraftigt reduceret den fattigdom i Danmark, som siden 1800-tallet havde præget tilværelsen for eksempelvis mange nedslidte ældre, syge, invalide og arbejdsløse. Men store lommer af fattigdom var endnu i 1950erne særdeles synlige. Initiativerne til at udrydde fattigdom var ikke kommet fra de borgerlige partier, hvis politik dengang mødte stor sympati i de fleste dagblade. For folk med politisk interesse og med et humanistisk livssyn var en retfærdig vrede mod fattigdommen og mod dem, det syntes at ville bevare noget af den, helt logisk.

Samfundsvidenskabelig forskning viser, at befolkningens basale værdier i lange perioder kun ændrer sig meget langsomt. Holdningen til forskelle i indkomster er i vidt omfang, med en formulering fra Socialforskningsinstituttet, præget af de værdier, der var bærende under den foregående generation. Der er altså intet forbavsende i, at rigtig mange politisk interesserede midt i 1900-tallet var brændende overbeviste om nødvendigheden af at fjerne endnu mere af fattigdommen i Danmark.

Sidst i 1960erne skete der med ungdomsoprøret og den generelle politiske radikalisering et voldsomt værdimæssigt skred, også vedrørende synet på den resterende ulighed og fattigdom. Ifølge de fremherskende meningsdannere skulle både ulighed og fattigdom nu fjernes én gang for alle. Uheldigvis var den politiske vilje på dette som andre områder fastere i kødet end analyserne af, hvad konsekvenserne kunne blive på længere sigt.

Også 1970ernes store socialreform blev stærkt inspireret af denne lighedsprægede tidsånd. Ganske vist havde de sagkyndige omkring kommissionen fået deres første viden om samfundshusholdningen fra lærebøger i nationaløkonomi, hvori det typisk hed, at »de færreste vil påtage sig arbejde til lav løn, når de har ret til at få en ikke væsentligt lavere offentlig hjælp«. Men de pågældende sagkyndige lod sig nu vejlede af, at en række faglige organisationer, startende på venstrefløjen, netop havde ladet sig inspirere til tværtimod at kræve »fuld dækning for tabt arbejdsindtægt«. Og af at dette krav om helt at lukke øjnene for incitamentsproblemet derpå var blevet vedtaget på Socialdemokratiets 30. partikongres i 1969.

Herefter blev Socialkommissionens nye velfærdsmodel for Danmark fra 1970erne lagt fast på, at »sociale begivenheder ikke må føre til større indkomstbortfald«. Altså måtte det trods alt godt fortsat kunne betale sig at arbejde, men ikke i for høj grad. Citat kronik 061211

Værdimæssigt blev kommissionens valg yderligere styrket af 1970ernes mest omtalte og mest sælgende danske bog, Niels I. Meyer med fleres Oprør fra midten fra 1978, som anbefalede en kraftig tilnærmelse til fuld økonomisk lighed: Alle danskere over 15 år skulle have udbetalt en ensartet borgerløn. De, der ikke var tilfredse med dette leveniveau, havde lov til at arbejde ekstra, med »meningsfuldt« arbejde i nationaliserede virksomheder. Det skulle ske til en for alle ensartet timeløn, men højst op til en indkomstgrænse fastsat af Folketinget.

Velfærdsmodellen fra 1970erne garanterede så herefter for, at rigtig mange personer med svage ressourcer på arbejdsmarkedet måtte havne i velfærdssystemets klientgruppe.

Et tiår senere sørgede udviklingen på et helt andet politikområde - den kraftige lempelse af udlændingelovgivningen i 1983, begrundet med hensynet til internationale menneskerettigheder - for en yderligere forøgelse af klientgruppen. Frem til den fornyede opstramning fra 2001 blev der nemlig især tale om øget indvandring fra udviklingslande af uddannelsesmæssigt svagt udrustede nye medborgere, som da også endnu i dag for halvdelens vedkommende er uden beskæftigelse.

Et yderligere bidrag til periodens klientgørelse udsprang af den danske models valg af næsten helt at samle velfærdsindsatsen i offentligt regi. Den private del af den samlede velfærd i Danmark ligger på under en tredjedel af niveauet i Tyskland, Holland og England. Altså var vejen banet for udviklingen af de forventelige effekter i den offentlige velfærdsproduktion af mangel på konkurrence.

Som det måske bør være, kom den mest markante advarsel mod, hvad Systemet Danmark havde gang i, fra en uafhængig forsker. Allerede i 1973 pegede professor i socialpolitik ved Aarhus Universitet Jørgen S. Dich på, at personalet i den offentlige sektor muligvis var ved at udvikle sig til »Den herskende klasse«, som han kaldte det i sin bog. De offentligt ansatte gav ifølge Dich et selvforstærkende bidrag til klientgørelsen, bygget på deres egen interesse i fortsat afsætning af offentlige velfærdsgoder i en lav arbejdsindsats og i høje lønninger.

Trods Dichs advarsel - og i øvrigt delvis tilsvarende advarsler fra departementschef Erik Ib Schmidt i Finansministeriet samt fra politikere som Poul Møller, Ritt Bjerregaard og Aase Olesen - voksede den offentlige sektor videre. Andelen af befolkningen, som enten var ansat i sektoren, eller som levede af overførselsindkomster fra det offentlige, steg fra omkring en tredjedel i 1970erne til omkring to tredjedele i dag.

Denne »velfærdskoalition« har altså nu et solidt flertal af vælgerbefolkningen bag sig. Måske ikke uden sammenhæng med denne realitet synes de fleste medier - herunder samfundets egne elektroniske medier - at have udviklet en vidtgående forståelse for Velfærdskoalitionens interesser. Et enkelt eksempel fra den netop overståede valgkamp er mange mediers omfattende og forstående dækning af nogle tilsyneladende alarmerende tal fra en interesseorganisation om »stigende ulighed« og »stigende fattigdom«, hvor tallene i realiteten er af nogenlunde samme bonitet som Özlem Cekics fremstilling af tilfældet Carina.

Trods denne mediemæssige opbakning, og trods erobringen af vælgerflertallet, har Velfærdskoalitionen naturligvis en solid egeninteresse i at fremhæve nødvendigheden af fortsat at udvide dette arbejde med ulighed, fattigdom og internationale menneskerettigheder, som garanterer en fortsat sikker og rimeligt høj aflønning til koalitionens medlemmer.

Den høje prioritering af bekæmpelsen af fattigdom m.v. er altså for meget tunge interessegrupper i vort samfund dybt rationel. Til taberne hører på kort sigt især det overskuelige mindretal af danskere, der er skatteydere uden for den offentlige sektor.

På længere sigt vil tabet berøre det danske demokrati, der jo reelt først blev indført med kvinders valgret i 1915. Får den offentlige sektors interessegrupper fortsat ønskerne opfyldt, vil politikere, der som Joachim B. Olsen ikke er bange af sig, kunne blive ved med at finde velfærdsklienter som Carina.

Og engang i årene omkring demokratiets 100 årsjubilæum i 2015 vil velfærdskoalitionens kurs mod stadig flere klienter, mod fortsat stigende offentlige udgifter, og dermed mod den statsfinansielle afgrund, være kommet langt med at flytte store dele af suveræniteten over vore statsfinanser til en fælleseuropæisk institution. Vi vil så med stolthed kunne pege på, at vores eksperiment med denne samfundsform holdt et helt århundrede.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.