Kronik:

Budbringeren for retten

Katrine Winkel Holm: Den 24. januar skal Lars Hedegaard møde i Frederiksberg Ret. Anklaget for hate-speech. Her vil det vise sig, hvilken straf den danske stat vil idømme budbringeren af oplysninger om seksuelle overgreb i det muslimske miljø.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen
For et år siden skabte det overskrifter, da Lars Hedegaard, forfatter og formand for Trykkefrihedsselskabet, i et interview med internetsitet Snaphanen kom med nogle kontroversielle udtalelser om et af vor tids tabuer: familieovergreb på muslimske piger. Det blev hurtigt en stor historie i medierne. Netavisen 180grader og kommentatoren Niels Krause-Kjær piskede nemlig sagen op ved at tilføje sensationelle selvopfundne anklager om, at Hedegaard »opfordrede til en slags lynchninger«, hvad der senere viste sig at være løgn.

På den baggrund tog den ene efter den anden højlydt afstand fra Hedegaard.

Jeg, der til daglig arbejder tæt sammen med Hedegaard i Trykkefrihedsselskabet, tænkte dengang: På et eller andet tidspunkt bliver de vel færdige med deres hektiske afstandtagen, så de kan begynde at forholde sig til sagen selv: den eventuelle forbindelse mellem voldtægter af muslimske piger og den lave status, hunkønsvæsner har i islam.

Her et år efter kan jeg konstatere, at vi aldrig nåede frem til denne sag. Og spørgsmålet er, om vi nogensinde gør det. For i mellemtiden er Lars Hedegaard blevet sigtet af statsadvokaten for sine udtalelser og Jesper Langballe dømt for beslægtede udsagn. Signalet fra den danske stat er til at tage og føle på: Vil du have sikkerhed for en pletfri straffeattest, skal du ikke udtale dig om overgreb på muslimske piger. Det risikerer at være krænkende, og krænkende udtalelser kan være strafbare. Så ti hellere stille for en sikkerheds skyld.

Da Langballe i december blev dømt skyldig, skrev en bekendt til mig: »Jeg forstår det slet ikke. Langballes udtalelser var jo ikke generaliserende. Han skrev, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre – og det er der jo. Det er et faktum«. – Min bekendt var naiv. Overtrædelse af §266b har intet med generaliseringer eller ikke-generaliseringer at gøre. Og hvad værre er: Det har intet med sandheden at gøre. Det afgørende er, at om det, du siger, kan fortolkes som forhånende eller nedværdigende af nogen, som vælger at blive så krænkede, at de slæber dig i retten. Krænkede følelser overtrumfer fakta. Resultatet er vilkårlighed.

Uanset hvad man mener om de to herrer, bør denne retstilstand få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der sætter pris på at få væsentlige, også tabubelagte, emner drøftet i offentligheden. På enhver, der sætter pris på det frie ord.

Der er blevet sagt meget om sagen. De klogeste kommentarer kommer fra tre internationale iagttagere, men før jeg citerer dem først lidt om de formuleringer, Hedegaard er anklaget for.

Hvad var det egentlig han sagde? De færreste har hørt interviewet i sammenhæng, og erindrer vel kun de to sætninger: »De voldtager deres døtre, det hører man hele tiden«. Upræcist, groft? En utidig omgang med et af gode grunde følsomt emne? Måske og uden tvivl i den udlægning, kuglestøbere på 180grader serverede for offentligheden: Lars Hedegaard mener, at »alle muslimske onkler, fædre eller fætre voldtager pigebørnene i familierne«.

Sagen er bare, at det ikke var, hvad han sagde.

I det meget lange interview gentager Hede­gaard flere gange, at det er islam i sin grundform, han forsøger at beskrive. Altså hvad de islamiske helligskrifter og trosvogtere sanktionerer eller forlanger af muslimer – ikke hvad hver eneste muslim i verden foretager sig. Det gør Hede­gaard i forbindelse med omtalen af forpligtelsen til jihad (hellig krig), taqiya (retten eller pligten til at skjule sine sande hensigter) og islams forbud mod at muslimer integrerer sig i og bidrager til at opretholde den vantro orden. I disse tre tilfælde gør han udtrykkeligt opmærksom på, at det naturligvis ikke er alle muslimer, der efterkommer ideologiens formaninger og påbud. Et enkelt sted – nemlig når det gælder islams accept af det, som vi i Danmark ville kalde voldtægter – glemmer han at gøre det.

Og det er så det eneste sted, 180grader og Niels Krause-Kjær slog ned på og blæste stort op.

Oven i købet præciserede Hedegaard meget hurtigt – http://www.sappho.dk/udsigt-fra-sumpen.htm – at han netop ikke mener »alle« eller »de fleste«, og kom med en række henvisninger til rapporter, der dokumenterer, at der finder hårrejsende ting sted. En af dem blev i 2008 udsendt af det engelske Centre for Social Cohesion. I konklusionen hedder det: »Dette studie viser, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse af kvinder ikke er isolerede fænomener, men snarere led i et selv-reproducerende socialt system bygget på ideer om ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed. Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, tvangsægteskab samt forbud mod at tage en uddannelse – af deres egne familier. Dette er ikke et engangsproblem, der kan forklares med, at førstegenerations-indvandrere medbringer hjemlandets skikke til Storbritannien. Snarere er den æresrelaterede vold stort set et hjemmegroet og selv-reproducerende fænomen, som udøves af tredje- og fjerdegenerations-indvandrere, der er vokset op og har fået deres uddannelse i Storbritannien«.

Overgrebene er altså udtalte. Hedegaards brøde bestod så i at kæde overgrebene direkte sammen med islams kvindesyn og et enkelt sted glemme at være præcis i sin formulering. Det bringer ham nu i byretten.

Set fra Norge så sagen sådan ud: »Der er unægtelig ironi med en tragisk klangbund over Lars Hedegaard-sagen. Danmark, som efter årtusindskiftet har ført an i vor tids nye frihedskamp, har valgt at sætte en af dem, der er gået forrest i denne kamp, på anklagebænken for racisme«.

Ordene er Hege Storhaugs fra tænketanken Human Rights Service. Hun har hele tiden opfattet Lars Hedegaards udtalelser til Snaphanen som grovkornede og unuancerede, men hun, der i mange år har beskæftiget sig indgående med muslimske kvinders forhold, understreger samtidig, at Hedegaard med sine udtalelser satte fingeren på et ømt punkt: omfanget af seksuelle overgreb i det muslimske miljø. »Vi tager debatten, når der afdækkes børnemisbrug i den katolske kirke – heldigvis. Men den samme nødvendige debat blev som bekendt ikke resultatet af Hedegaards udtalelse. Man gik efter budbringeren, til trods for at Hedegaard med det samme rykkede ud og dæmpede de bastante udtalelser, han var kommet med«.

En amerikansk iagttager, den højt respekterede jurist Ann Snyder fra tænketanken The Middle East Forum, er ligeledes rystet, både over sagen med Hedegaard og dommen over Langballe, der som bekendt erklærede sig skyldig i at krænke og tilstod. Under overskriften Jeg tilstår også skriver Snyder: »Selv om jeg kan forstå Langballes begrundelse for at tilstå, får jeg kuldegysninger ved tanken om, at han i et vestligt samfund overhovedet retsforfølges. Især er jeg skuffet over, at danskerne tillod denne proces, selv nogle danske politikere i august havde udtalt, at de ville afskaffe denne hate speech-paragraf«.

Også den engelske forfatter og kommentator Melanie Phillips har udtrykt skuffelse: »En nedslående udvikling i Danmark illustrerer, hvordan »hate speech-love, vedtaget af vildførte vestlige venstreorienterede, bruges til at kvæle og kriminalisere legitime holdninger og debatter af afgørende betydning – forudsætningen for et liberalt samfund«. Hun betegner det som uundgåeligt, at netop Lars Hedegaard, der som formand for Trykkefrihedsselskabet, der forsvarer ytringsfriheden, især mod truslen fra radikal islam, selv er blevet anklaget for racisme for udtalelser om islam. Uundgåeligt, fordi det er en islamisk strategi at lukke munden på enhver, der kritiserer islam og dermed ikke behandler Muhammed underdanigt. Phillips kalder det »ordets jihad« og ser retssagerne mod Hedegaard og Langballe som forpostfægtninger i denne hellige krig mod det frie ord, hvor hate speech-love og venstreorienterede og anstændige borgerlige blot er nyttige redskaber.

Tankevækkende er det da også, at muslimen Mohammad Rafiq i sommer erklærede retssagen mod Hedegaard for »en sejr for integrationen«. Integration i hvad? Danmarks integration i islamisk indskrænkning af ytringsfriheden?

Et foreløbigt punktum i denne sag, der stiller Danmark i et tvivlsomt lys blandt internationale ytringsfrihedsforkæmpere, sættes 24. januar, hvor Hedegaard skal møde i Frederiksberg Ret.

Her skal det vise sig, hvilken straf den danske stat vil idømme budbringeren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.