Kronik:

Brystkræftramte nedprioriteres

Næste år beskæres det samlede sygehusbudget med 195 millioner. Vor afdeling for brystkræftbehandling varsles beskåret med 8 procent: fra 27 til 25 millioner i lønbudget. På trods af at vi producerer mere og mere.

En anden rammende overskrift end ovenstående kunne være: »Øgede bevillinger til kræftbehandling når ikke frem«. For den sandhed, vi i stigende grad må se i øjnene, når det gælder kirurgisk behandling af kvinder med brystkræft, er nemlig, at området nedprioriteres. I udtalt grad endda. Og med hastigt stigende ventetider til følge.

Aviserne har ellers i årets løb i blomstrende vendinger beskrevet, at øgede ressourcer til kræftbehandling i Danmark medfører faldende ventetider. Sikkert i mange sammenhænge med rette, for ressourcerne øges f.eks. til stråle­behandling, men ikke til kirurgisk behandling af brystkræft. I hvert fald ikke i Region Hovedstaden.

Så nogen må omdirigere politikernes penge undervejs? For vi ser dem ikke. Og sygehusdirektionen gør nok heller ikke, for ellers ville de næppe varsle så drastiske nedskæringer og besparelser. Herlev Hospital, som ellers er udråbt til flagskib for kræftbehandling i Region Hovedstaden, tvinges endnu engang til massive besparelser og nedskæringer. Næste år beskæres det samlede sygehusbudget med 195 millioner. Vor afdeling for brystkræftbehandling varsles beskåret med 8 procent: fra 27 til 25 millioner i lønbudget. Trods at vi producerer mere og mere, i år i alt 104 millioner i såkaldte DRG-kroner, hvilket er et teknisk mål for "produktionsværdien" af det, vi laver. Til næste år hedder målet altså igen øget produktion for færre midler.

Markante nedskæringer foretages altså stik imod de politisk udmeldte intentioner. Og trods, at vi har fået en tsunamilignende bølge af nydiagnosticerede cancere i kraft af den mammografiscreening, som er indført pr. 1.1.2009 i vort optageområde.

Fagpersoner, der arbejder med brystkræftpatienter, støtter selvfølgelig indførelse af den mammografiscreening, som dokumenteret medfører reduktion i brystkræftrelateret død med 30 procent. I runde tal vil landsdækkende mammografiscreening lede til, at 300 kvinder årligt behandles for og overlever en cancersygdom, de ellers ville dø af. Parallelt med at metoden blev indført, gjorde vi opmærksom på, at sygehusene måtte gøres klar til at tage imod en øget tilstrømning af patienter, der gerne skulle behandles både godt og hurtigt for kræft.

Det har i høj grad knebet med lydhørheden overfor alle beregninger, som blev lagt frem både fra centrene for billeddiagnostik og fra de brystkirurgiske afdelinger.

Eksempelvis gjorde vi i et debatprogram i TV2 for fire år siden sammen med klinikchefen fra Rigshospitalets brystkirurgiske afdeling, Niels Kroman, og screeningschef i Region Hovedstaden, Ilse Vejborg, gældende, at vi imødeså et betydeligt behov for opprioritering af ressourcerne til brystkræftbehandling, når screeningen blev indført. Og hvad svarede sundhedsministeren? To ting: Den ene var, at så måtte man jo opgradere nogle flere radiografstuderende(!). Det andet svar var, at »nå, ja, eksperter siger så meget«! Vi vil lade det være op til læseren at vurdere sagligheden og klogskaben i de to udsagn.

Sundhedsministeren hed forresten dengang Lars Løkke Rasmussen - den selvsamme, der nu i egenskab af statsminister sammen med den nuværende sundhedsminister udtaler, at kræftbehandling er en stor succes, og at ventetiderne falder. Statsministeren udviser jo også stor begejstring over, at de danske privathospitaler nu har fået det store økonomiske boost, som gør, at de i dag kan behandle en masse patienter på en sådan måde, at patienten »sættes i centrum« (pressemødet 1.12.09).

Hvordan tror De, det føltes for ansatte i det offentlige sygehusvæsen at høre, at vi ikke kan eller nogensinde har kunnet finde ud af at »sætte patienten i centrum«. Så er det sandelig godt, vi har fået privatsygehusene, som kan. Og så aner man jo også konturen til en forklaring på, at de samlede bevillinger til sundhedssektoren stiger, men bevillingerne til at drive en kræftafdeling i offentligt regi reduceres. Reduceres markant endda trods hastig stigning i antallet af kræftramte patienter, som ikke har en privat sundhedsforsikring, og som henvises til os. Der er ikke noget galt i at skulle opereres for fedme, grå stær eller slidgigt, men prioriteringen er vanskelig at forklare den 41-årige kvinde med to småbørn og en cancerknude i brystet, som hun ikke hurtigt kan komme ind til os og blive opereret for.

For vore ventetider stiger selvfølgelig. Både til udredning og til operation. Patienter med kræftknuder, som opdages via screening, venter 1-3 måneder, inden de genindkaldes til vævsprøvetagning. Derefter er der p.t. ti ugers ventetid til besøg med svar på vævsprøve i brystkirurgisk ambulatorium. Og derpå 3-4 ugers ventetid til operation. Ventetiderne er langt mere end fordoblet det seneste halve år. Også selv om vi opererer om aftenen flere dage om ugen.

Når Rigshospitalets ventetid på brystkræftkirurgi faldt lidt i sidste måned, var det til stor del fordi man sendte masser af kvinder med brystkræft til Jylland. Hvilket vi også har gjort til diverse centre, hvor patienterne kunne komme til inden for to-ugers fristen.

Kvinderne behandles også godt i Jylland, men nogen ønskesituation er det ikke at skulle splitte behandlingsforløbet op på mange afdelinger rundt i landet. I sidste uge var der heller ikke længere plads på andre offentlige sygehuse, så vi kan nu ikke overholde loven om behandling inden for 14 dage.

Fra starten af pakkeforløbenes indførelse i april 2008 og frem til sommerferien 2009 kunne vi gennemføre pakkeforløb som tilsigtet. Med patienten i centrum, hvor velkoordinerede forløb med hurtig forundersøgelse, operation inden for 1-2 uger samt genoptræning og patientundervisning fungerede. Men det er slut nu.

Så nu går en betragtelig del af vor arbejdstid med at tale i telefon med frustrede praktiserende læger og med grædende, forbitrede og fortvivlede kvinder, der tvinges til at vente i ugevis. Det er ubærligt for kvinder, der uvarslet rammes af uforskyldt sygdom, som de fleste føler truer dem på livet, mens vi, "systemet", kun kan beklage, at vi bliver rundbarberet uden mulighed for at hjælpe dem hurtigst muligt. Det er forresten også ganske opslidende at være personale under de betingelser.

For vi vil faktisk gerne gøre det godt og hurtigt, og vi troede endda, vi var gode til at »sætte patienten i centrum« - indtil statsministeren bekendtgjorde, at den form for følelsesfuldt engagement er forbeholdt ansatte på privathospitalerne.

Det er almen lærdom på ethvert managementkursus, at det er frustrerende at »være en succes«, og så alligevel få et hak i tuden. Julegratialet her plejer at være en mail fra sygehusdirektionen, hvor vi takkes for godt og veludført arbejde i årets løb og - nå, ja: PS: Så skal I forresten igen til næste år producere endnu mere og spare endnu en million på budgettet. Og så lukker vi lige for temadage, kurser etc. - for nu gælder det jo produktionen, som I véd.

Så goddag til en klar kvalitetsforringelse i relation til vort meget roste adelsmærke: kombinationen af veltilrettelagte, sammenhængende og hurtige forløb, høj faglig kvalitet og velfungerende kontaktpersonsordning (som vi modtog Regionens kvalitetspris for i foråret). Og godt nytår til kvinder med brystkræft. Vi vil gerne hjælpe jer. Det bliver bare ikke lige foreløbig.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.