Kronik

Bogens pris

Jens Christian Grøndahl: Hvis bogpriserne forbliver frie, vil bogmarkedet blive domineret af maxisælgende krimier, mens de traditionelle forlag vil være tøvende over for forfatter-debutanten eller det aldrig før oversatte mesterværk fra den europæiske kanon.

Forfatter Jens Christian Grøndahl
Forfatter Jens Christian Grøndahl

Bogmarkedet er under pres. Stadig flere forlæggere og boghandlere appellerer til politikerne om at få de faste bogpriser tilbage. De frie priser har vist sig at være dødbringende ikke bare for boghandelen, men også for den litterære mangfoldighed.

Det kunne ligne en konservativ branches klagesang, men spørgsmålet har et bredere kulturpolitisk perspektiv. Meningen med de frie priser var jo øget konkurrence, til fordel for læserne, men valgfriheden går fløjten, når udbud og efterspørgsel alene får lov at definere markedet.

Den masseproducerede bog har altid været en vare, men engang var den også en uadskillelig del af begrebet almen dannelse. Det er imidlertid med dannelse som med opdragelse i øvrigt. Den begynder med, at nogen vil én noget. Den kan kun få fat og præge, så længe der findes autoriteter i éns liv. Voksne med selvtillid nok til at tro, at de har noget at byde på. Noget, man ikke vidste, at man havde brug for.

68-generationen kan på vej mod pensionsalderen nyde synet af den boomerang, som de for et halvt århundrede siden sendte efter den almene dannelse. Revolutionen udeblev, men nedbrydningsarbejdet er fuldført. Hvor dannelsesinstitutionen stod, er der en byggetomt med graffiti.

Nutidens personlighedsopfattelse synes at gå ud fra, at vi som autonome individer allerede er fuldt færdige, når vi træder ind i valgfrihedens slaraffenland. Ingen skolemester eller smagsdommer skal komme og fortælle os noget, som vi ikke ved bedre selv. Men hvordan skal vi i så fald kunne vælge andet end det, vi kender i forvejen? Og hvordan skal vi i det hele taget kunne udvikle os?

Dét var jo dannelsens egentlige formål. At fortsætte med at vokse, selv når man var blevet voksen.

I en velassorteret boghandel kan man snuse rundt uden rigtig at vide, hvad man leder efter, og pludselig snuble over netop den læseoplevelse, som man sidenhen ikke ville have været foruden. Det er fordelen ved fysiske boghandeler sammenlignet med internettet, hvor man helst skal vide, hvad man leder efter, for ikke at fare vild.

Kvalitetsboghandelen har i bogmarkedets kulturelle og økonomiske kredsløb været det sted, hvor man kunne orientere sig i et bredt sortiment såvel af bestsellere som af yngre, mere ukendte forfatterskaber samt klassikere og oversat litteratur. Men hele den volière af stemmer, der synger med hver sit personlige næb, afhænger af, at læseren har et sted at gå hen for at lytte til den ene og den anden, før hun måske tager én med hjem.

I supermarkederne risikerer man højst at snuble over en palle med den seneste af Jussi Adler-Olsen. Med frie priser bliver det især de store varehuse, der tjener penge på en forfatter af hans kaliber, men Jussi kan ikke desto mindre redde kvalitetsboghandlerne. Takket være ham bliver der nemlig også råd til at eksponere så forskellige forfattere som Josefine Klougart og Thomas Mann. Og dem møder man sjældent i Føtex.

Overfladisk set burde det være lige meget, både for læserne og forfatterne, om bøgerne sælges i supermarkeder eller i traditionelle boghandeler. Men som følge af boghandlerdøden vil stadig færre forfattere få en chance for at ligge fremme, når de potentielle bogkøbere går i byen efter noget at læse.

I nutidens medieflimmer må vi forfattere konkurrere med en masse andre kulturtilbud, og det kan vi også.

Men hvis konkurrencen skal være fair, bør der være plads til alle, og så nytter det ikke noget, at kommerciel gennemslagskraft lige her og nu bliver eneste parameter i kampen om opmærksomhed på kulturmarkedet.

Sammenlignet med andre varer er bøger ekstremt individualiserede. Man finder ikke to, der er ens, og man kan ikke på forhånd vide, hvad der vil sælge. For at få en forretning ud af det, må forlæggerne derfor sprede sig over en bred vifte af titler med samme høje kvalitetsniveau.

Og det er den balance mellem diversitet og kvalitativ udvælgelse, som den gode boghandel understøtter. Det var den symbiose mellem forretningsmotivet og den litterære mangfoldighed, der fik ældre forlæggere til at tale om deres metier som en krydsning mellem børs og katedral.

Bogen vil måske nok overleve, selv om priserne forbliver frie. Men fremtidens bogmarked vil så være domineret af maxisælgende krimier, mens de traditionelle forlag vil forholde sig mere og mere tøvende over for debutanten fra Forfatterskolen eller det aldrig før oversatte mesterværk fra den europæiske kanon.

Til sidst vil der ikke længere være nogen litterær markedsplads mellem Føtex og antikvariatet i kælderen. Intet offentligt forum, hvor læserne kan møde den brede litterære palet mellem Jussi Adler- Olsen på den ene side og det nyeste forfatterskolefrø på den anden.

Litteraturen vil trække sig tilbage til de subkulturelle sidegadetempler skjult for den brede offentlighed. Entusiastiske bogcafeer med ramponerede lænestole og en offsetpresse i baglokalet, hvor kaffen er billig og lønnen er gratis, fordi alt er con amore.

Det vil blive endnu sværere end i dag for forfatterne at komme i nærheden af at kunne leve af deres bøger. Samtidig vil de færreste af fremtidens debutanter få lov at opleve, hvordan talentets udfoldelse kan modsvares af et voksende antal læsere, simpelthen fordi der mangler den handelsplads, hvor læserne ville kunne opdage dem.

Ønskværdigheden af det scenario er et kulturpolitisk spørgsmål.

Kulturpolitikken er ikke maskeret erhvervs- eller arbejdsmarkedspolitik. Fremtidens arbejdsløse boghandlere og forlæggere er ikke kulturministerens bord. Kulturpolitikken skal heller ikke missionere for litteraturens lyksaligheder, men det er en politisk beslutning, om vores litterære kultur skal reduceres til valget mellem pallesalg af populære slagvarer og esoteriske reservater uden kontakt med det omgivende samfund.

I en globaliseret samtid, hvor kvalitetskriterierne er relative, og den personlige frihed vejer tungere end det kulturelle arvegods, kan litteraturen fortsat give fælles stof til erindring, eftertanke og forestillinger om fremtiden. Fantasi, indlevelse og accept af det anderledes hører stadig til dens vigtigste kunstneriske kvaliteter. Lige så personlige, de er i deres form, lige så meget bekræfter romaner, noveller og digte det almenmenneskelige på tværs af alle forskelle.

Men det kan de kun komme til, hvis de er tilgængelige.

Og vejen til den nærmeste boghandel er stadig den korteste genvej til forestillingsevnens grænseoverskridende eventyr.

Jens Christian Grøndahl udgiver torsdag essaysamlingen »Den sibiriske måne« på Lindhardt & Ringhof

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.