Kronik

Børn bliver statens ejendom

Per Smidl: De mange mediefine ord, som undervisningsminister Christine Antorini sætter på hensigten med regeringens skolereform, er ikke nok til at skjule tvangen bagved. Mennesket er på vej til at blive et instrument i statens mål om vækst og velfærd.

Et syn fra i sommer: min søn på elleve og hans kammerat kommer gående ad skovstien hen imod sommerhuset. Da de når frem, råber min søn: »Far, vi cykler ned på fodboldbanerne. Hvad tid skal jeg være hjemme?« Jeg råber tilbage: »Klokken seks til aftensmad!«

Lidt efter, da jeg kigger ud af vinduet, ser jeg drengene på deres cykler køre ud ad skovstien, ivrigt snakkende og med en bold på bagagebæreren. Det er sådan, det skal være, tænker jeg. I dette øjeblik føler de sig frie, der er ingen, der fortæller dem, hvad de skal, og hvad de ikke skal. Der er tre kilometer igennem skoven ned til fodboldbanen. På vejen vil de snakke og gestikulere og - være sig selv uden indblanding fra voksne. De ved at aftensmaden venter dem og kunne ikke drømme om at gøre noget skammeligt eller krybe for at sikre sig den. På sådanne ture ned igennem skoven i selskab med hinanden og sig selv lærer de uden at ane det noget - en lektie - om livet de har i sig, og som - hvis det ellers får plads - vil bibringe dem den største og frieste følelse af glæde, der forundes et menneske. Bumpende over rødder og med fuld fart gennem mudderhuller er det at deres selvfølelse udvikles og med den deres ubestikkelighed.

Det vigtigste for vor evne til at føle os åbne, rummelige, modtagelige, udadvendte, beredte og glade i verden lærer vi uforvarende os selv, det vil sige, når vi alene med dette selv eller i selskab med en nær ven udfolder os uafhængigt - og frit.

Én ting er det nødvendigt, at lovgivere holder sig for øje: At ethvert menneskebarn er skabt af noget og til noget. Et nyfødt barn er ingen hverken kopi eller gentagelse, men rummer i sit væsen det nye og uprøvede, som er årsagen til at det kom til verden. Uanset hvad statsmagten dikterer (eller konkurrencen på arbejdsmarkedet) er det til enhver tid det enkelte menneskes (livs)opgave at indfri skabelsens hensigt med sig, det vil sige være det nye, det originale, som dets væsen rummer. Udfordringen består i at give dette væsen sit enestående udtryk uanset vilkåret.

Dette er ikke muligt uden oplevelsen, den ofte gentagne oplevelse af frihed, der bundfælder sig og bliver til erfaring. Uden denne udvikler den enkelte ikke noget immunforsvar og er prisgivet for eksempel misundelse. Hvis den enkelte ikke i tide opdager livet i sig selv og finder ud af, at det er nødvendigt at tage dette liv på sig som sit lod i tilværelsen, bliver han eller hun heller aldrig klar over, at misundelse er uvidenhed uvidenhed om de åndelige sammenhænge. Uden oplevelsen af væren i og for sig selv vil et menneske være tilbøjeligt til at efterligne andre, og det endskønt efterligning er det rene selvmord.

Det kan med andre ord godt være at uddannelse finder sted på statens (eller det »privates«) dertil indrettede anstalter, men dannelsen af et menneske finder sted på andre planer, foregår i det skjulte og følger andre love, hvor frihed til at gøre, tænke og mærke sig selv uden indblanding fra andre (især dem der ved bedre) er forudsætningen. Der hvor uddannelse går ind, går sjælens dannelse ud. Et lands lovgivere gør klogt i at erindre sig, at den lærdom et menneske skal bruge for at få dyb og varig glæde af sit liv, kan det kun erhverve sig i selskab med sig selv.

Alle er vi fra starten små lysende væsner, hvis lys forsøges slukket under en skæppe. Når et menneske kommer til verden i Danmark, bliver det straks påført et nummer for livet, og seks til tolv måneder senere deponeres det i en institution for at dets forældre kan hellige sig deres arbejde.

Hvornår slipper det danske barn nogensinde ud af institutionen? Hvor meget tid har et almindeligt dansk menneskebarn til at fuldbyrde den forening med sin selvfølelse uden hvilken dets åndelige immunforsvar forbliver uudviklet med det resultat, at det er til fals for propaganda og reduceres til et manipulerbart instrument for andre formål end dets væsens originale? Hvordan skal barnet i en atmosfære begrænset af institution hele horisonten rundt blive klar over sit himmelske potentiale og leve det liv, som er dets eget!

Dengang jeg selv gik i skole (den såkaldte »sorte skole«, hvor det meste tid gik med at indlære færdigheder så som at læse, skrive, stave og regne, på at tale og skrive engelsk, på at kunne udpege verdens store byer på et kort, kende verdensdelene osv.) fik vi fri klokken 13 eller senest 14. Når jeg og mine søstre kom hjem fra skole, drak vi eftermiddagste med vores mor, spiste et stykke brød eller to til og øvede os på vores musikinstrumenter. Senere gik vi måske til sport eller legede med vores venner i nabolaget. Nogle af mine bedste minder fra barndommen knytter sig til en lang række forunderlige eftermiddage. Somre i sol og ved vand, efterår i bladdynger i skoven, vintre i snedriver til knæene, forår med anemonedækket skovbund og lugten af jordens grøde. At slås med mine venner Mikael og Erik i skoven, grave regnorm i haven, fiske skaller i søen, stå på skøjter på søen i en vinterskumring. Alene uden voksne, uden for, under Guds himmel i selskab med mig selv.

I dag har jeg to børn i alderen ti og tolv. Også de kommer ofte hjem lige efter skole for at spise en bolle og drikke et glas mælk, før de øver sig på deres musikinstrumenter (de er elever på Københavns Musikskole) og passer deres sportsaktiviteter (bordtennis og fodbold).

Hvis imidlertid regeringen får magt, som den har agt, er det slut med børnenes frihed til selv at vælge, hvad de vil beskæftige sig med om eftermiddagen. Det er slut med at komme hjem, få en bid brød og slappe lidt af, før resten af eftermiddagen skal leves. Den tid de i dag trods alt har til at finde og være sammen med sig selv, deres eneste mulighed for at stifte bekendtskab med frihedens store følelse, den vil regeringen nu tage fra dem med det allerede nævnte resultat. Hvis staten tvinger sin økonomibaserede forestilling om en »moderne« og »konkurrencedygtig« tilværelse endnu hårdere ned over børnenes hoveder, vil den, staten, muligvis opnå det, som er dens mål: ensretning, frygtsom følgagtighed, såkaldt pålidelige (dvs. ukritisk) arbejdskraft og forbedret eksport; men det vil alt sammen være på det selvberoende individs bekostning, der som uddannet forbruger ikke mere vil være selvberoende i fast forbindelse med den livets kilde i sig selv, som er glæde og liv.

Hvorfor er det i løbet af mit forholdsvis korte liv blevet så svært at tale om tilværelsen som noget organisk, som er et anliggende mellem det enkelte individ og dets skaber, noget som det derfor er den enkeltes umistelige ret og ejendom at forvalte efter forgodtbefindende og under hensyntagen til næsten, (som har samme ret, ejendom og forpligtelse)! Hvorfor er det blevet så svært at hævde selvfølelsens åndelige glæde som modsætning til forbrugets! Hvad er det for en forbandelse i vor verden, der forhindrer det? Der er ikke tid til at finde ud af det, for alle skal vi uafbrudt jages rundt i manegen hvis ikke af myndighederne så af det »private« erhvervsliv. Det er ikke mere kun folks ejendom, staten eksproprierer til vindmøller og motorveje osv. Nej, staten eksproprierer også mennesker, når den tvinger os forældre til at sende vores børn i skole (hele dagen evt.), tvinger os til at anskaffe os computere, holde disses styresystemer opgraderet til enhver tid, så vi kan skrive under på dens dokumenter digitalt osv. osv. Ganske som om vi tilhørte den, staten, og ikke os selv. Ganske som om det er for statens og erhvervslivets skyld, at vi lever og ikke for vor egen. Ganske som om børnene, blot fordi de er nytilkomne, ikke i første og største instans tilhører sig selv at gøre med, som de vil. Ganske som om fremskridtet er sakrosankt og udviklingen af selvfølelse noget komplet ligegyldigt.

De mange mediefine ord som en undervisningsminister sætter på hensigten med regeringens skolereform er ikke nok til at skjule tvangen bagved. Bliver en sådan reform vedtaget, er det en opfordring til civil ulydighed i hvert fald for sådan et menneske, som jeg er.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.