Kronikken

Bør vi binde politikerne til skibets mast?

Borgernes tillid til danske politikere er i bund ifølge flere undersøgelser. Årsagen er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Peter Nedergaard.
Peter Nedergaard.

Borgernes tillid til danske politikere er i bund ifølge flere undersøgelser. Man kan have forskellige hypoteser om, hvorfor det er tilfældet. Nogen vil argumentere for, at det skyldes, at politikerne ses som marionetter for magtfulde embedsmænd. Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Med hensyn til samfundets spilleregler bør politikerne til gengæld være langt mere til stede. På detailområdet vedrørende selve spillet bør de omvendt holde sig væk. Alt i alt ville en sådan udvikling også gøre det sværere for snævre interesser at påvirke den politiske beslutningsproces. Det ville sandsynligvis øge tilliden til det demokratiske system og aktørerne heri.

Vejen til et sådant Danmark består i at sætte flere grænser for, hvad og hvordan politikere kan træffe beslutninger. Bertel Haarder skrev i 1990 den fortræffelige bog, Grænser for politik, hvori han diskuterer netop dette spørgsmål. Få har imidlertid lyttet til ham. Ellers ville vi ikke være havnet i den nuværende tillidskrise. Men hvorfor er det, at det var fornuftigt at binde Odysseus (politikerne) til masten, således at skibet kom forbi de lokkende Sireners Ø (og deltagelse i selve spillet) og hjem til Ithaca?

Nogen vil sikkert indvende, at det er mest demokratisk, at politikerne blander sig i mest muligt af stort og småt angående samfundslivets forhold, for politikerne er jo demokratisk valgt til at varetage alles interesser. Det synspunkt køber jeg imidlertid ikke. Der er ikke meget, som tyder på, at det netop er befolkningens interesser og ønsker, der forfægtes, når politikere går ind i det politiske spil og træffer beslutninger om detailspørgsmål. En sådan indblanding skyldes snarere, at bestemte stærke interesseorganisationer ønsker indflydelse og bruger politikerne som rambuk. Diskussionen herom er vidt fremskreden i bl.a. Tyskland, hvor budskabet om, at politikere skal holde sig til det principielle, dvs. spillereglerne, da også praktiseres i større omfang end i de fleste andre europæiske lande.

Der er grundlæggende tre gode grunde til at binde politikerne til masten på skibet, som sikrer, at de ikke blander sig i konkrete forhold, men alene lægger de generelle linjer. De er efterhånden velbeskrevet og -dokumenteret i statskundskabsforskningen. For det første er der vidensproblemet. Politikere, der griber konkret ind i samfundsmaskineriet, gør det ofte uden at vide tilstrækkeligt om, hvad deres indgreb har af konsekvenser. Vi kan for eksempel se det på energiområdet, hvor politikerne konkret har grebet ind til fordel for en bestemt energiform og endda bestemte energianlæg. Ifølge de økonomiske vismænd har det blot haft den konsekvens, at danskerne og deres virksomheder betaler nogle af verdens højeste el-priser uden, at det gavner klimaet overhovedet. Politikernes principløse detailindblanding er med andre ord en dyr affære og uden effekt.

I dette tilfælde burde politikerne have været tvunget til at føre en sektorneutral energipolitik i stedet for at optræde som forsvarere af snævre sektorinteresser. For igen at nævne Tyskland er man netop her med den nye socialdemokratiske erhvervsminister, Sigmar Gabriel i spidsen, i færd med et opgør med særstøtten til vind- og solenergi med udgangspunkt i ønsket om en mere sektorneutral og ikke-særinteressebaseret energipolitik.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme. Konsekvensen heraf er ikke, at demokratiet ikke altid bør foretrækkes frem for andre styresystemer. Demokratiet har blot en række medfødte fejlkonstruktioner, der bør tages højde for således, at det kan fungere bedre. Heraf er dets potentielle kortsigtethed den værste.

I praksis kan man tage højde herfor ved, at politikere binder sig selv til at følge bestemte regler uanset hvad. Vi har senest set et eksempel herpå i form af finanspagten, hvor politikere og lande i EU efter især tysk inspiration skal følge bestemte regler angående budgetunderskud og inflation, medmindre deres land skal ifalde en automatisk bøde. Sætter det ikke demokratiet ud af kraft, vil nogen måske sige, at man hindrer politikerne i at vedtage, hvilke offentlige udgifter, de nu finder passende?

Nej, en sådan betragtningsmåde er overfladisk. Den overser, at noget af det, som dybest set og kraftigst kan true demokratiet, er, når politikerne ikke har taget hensyn til spørgsmålet om mulige underskudskonsekvenser på lang sigt af deres kortsigtede beslutninger.

Har vi politikere, som ikke har begrænsningerne af de offentlige underskud for øje, udvikler det sig lynhurtigt i retning af, at markedet straffer det pågældende land med meget høje renter på de statsobligationer, der skal udstedes for at finansiere den statsgæld, som underskuddene afføder. Markedet bliver demokratiets overherre, når politikere ikke på dette område er bundet til masten som symbol for de faste, ubøjelige principper. Det tvinger landene - ofte formidlet af internationale långivere - til at foretage drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter hen over hovedet på befolkningerne.

Vi ser således, at befolkningernes mulighed for at være herrer i deres egne demokratiske huse afhænger af, at man er i stand til at styre, at gældsætningen ikke eskalerer. Det hjælper finanspagten med til. Manglende styr på gældsætningen har det omvendt med at sætte demokratiet ud af kraft.

Finanspagtens bindinger af politikerne svarer til, da Odysseus bad om at blive bundet til masten, mens han sejlede forbi Sirenernes Ø, som ellers lokkede med alle de fordele, som her-og-nu tilfredsstillelse af lyster og ønsker kunne give.

Den tredje gode grund til at binde politikere til masten består i, at der hermed skabes troværdighed om en bestemt politisk linje, som er til borgernes og landets fordel. Eksempler herpå er den danske fastkurspolitik og sikringen af uafhængigheden for institutioner som domstole og nationalbanker. Hvis politikerne skulle have detailindflydelse på domstole og nationalbanker, ville det i høj grad mindske troværdigheden af retsstaten og en rentepolitik uafhængig af regeringens ønske om genvalg (før i tiden var der mange eksempler på, at regeringen strategisk satte renten ned lige før et valg).

Alt i alt er der gode og tungtvejende argumenter for at sætte grænser for politik og at binde politikerne til masten med principper. Politikerne bør holde sig til at fastlægge samfundets spilleregler. Det bør de til gengæld gå mere op i. Selve spillet bør de holde sig ude af. Det vil efter alt at dømme øge tilliden mellem politikere og borgere, som er blodet i et demokrati. Samtidig ville vi sandsynligvis få mere kvalificerede beslutninger, som kunne gøre Danmark til et endnu bedre sted at være.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.