Kronik

Birgitte Nyborg er Thornings håb

Ulrik Scheibye: Når Borgen-forfatter Adam Price og fiktionschef Nadia Kløvedal Reich udtaler, at Borgen er fiktion, og at de derfor blot lægger op til debat, så tager de fejl. De ændrer faktisk seernes holdninger, og derfor skal vi som tilskuere være opmærksomme på, at de stærkeste meningsdannere er dem, vi ikke er opmærksomme på.

Søndagens afsnit af DRs Borgen har skabt debat om, hvor tæt på virkeligheden TV-fiktion kan tillade sig at gå. Flere politikere og debattører var hurtigt ude og klage til DR over, at serien glorificerede prostitution og var løgnagtig i sin omgang med fakta. Når DR melder ud, at de ikke vil deltage i en diskussion, blot fordi emnet har været præsenteret i stykke DR-drama, er de naturligvis i deres gode ret til det. Ikke desto mindre har fiktion en evne til at påvirke vores holdninger, og meningsdannerne på Christiansborg og omegn har derfor en grund til at være bekymret på egne vegne, hvis de holdninger, der bliver præsenteret – ja, næsten propaganderet – i den mest populære serie på TV i øjeblikket, ikke flugter med deres egne.

I 1995 udførte en gruppe amerikanske psykologer et forsøg, der undersøgte, hvordan Oliver Stones film JFK påvirkede publikum. Filmen, der udreder og udlever flere af konspirationsteorierne omkring præsidentens død, viste sig at have en stor påvirkning på tilskuerne. Ikke blot var de mere tilbøjelige til at tro på konspirationen, efter at de havde set filmen, den rystede også deres verdensbillede. Flere oplevede således mindre tiltro til politikere og fik mindre lyst til at stemme. På rollelisten var bl.a. kendte skuespillere som Kevin Costner, Tommy Lee Jones og Joe Pesci, filmen udgav sig ikke for at være fiktion, og der er intet, der tyder på, at tilskuerne var i tvivl om dette. Der var imidlertid tale om fiktion, men med udgangspunkt i virkelige problemstillinger, og derfor havde filmen en effekt på virkelige holdninger.

JFK-filmen ikke er ikke et enkeltstående tilfælde. Historien vrimler med eksempler på fiktion, der har ligget tæt på virkeligheden og som har været holdningsændrende for det publikum, der har modtaget den. Harriet Beecher-Stowes anti-slaveriroman Onkel Toms Hytte bliver af nogle opfattet som et af grundlagene for den amerikanske borgerkrig, Ayn Rand’s Atlas Shrugged har på trods af sine science fiction-elementer påvirket liberale tænkere og virksomhedsledere og Alan Moores grafiske roman V for Vendetta har ført til, at Guy Fawkes-masken er blevet til et anerkendt symbol på anarkisme og/eller oprør mod staten. Der findes endvidere talrige eksempler på, at demokratiske lande som USA har censureret fiktion som Steinbecks Vredens Druer, J.D. Salingers Griberen i Rugen, Giovanni Boccaccios Decameron, John Clelands Fanny Hill og James Joyces Ulysses. Alt sammen skønlitteratur, men med et indhold, som censuren ikke har været i tvivl om, ville kunne påvirke modtageren.

Der er altså ikke noget nyt i, at fiktion opfattes som en kilde til meningsdannelse. Det interessante er, at DR går ud og siger, at de laver fiktion, og at seerne er klar over, at det er fiktion - underforstået: Og kan derfor skelne det fra virkeligheden. Det sidste er tvivlsomt. For hvorvidt seerne er klar over, at noget er fiktion, lader ikke til at have en indflydelse på, om de tager budskabet for gode varer. Det har været anerkendt inden for medieforskning siden 1940erne, at politiske debatter på TV og kronikker i aviser ikke flytter modtagernes holdninger nævneværdigt. Tværtimod bruger vi medierne til at blive bekræftet i vores holdninger: Vi mener typisk, at den politiker, som vi i forvejen er tilbøjelige til at holde med, gør det godt, har ret osv. Så snart vi har en blot nogenlunde indgroet holdning, så holder vi fast i den. Vi går med andre ord hurtigt i forsvarsposition, hæver paraderne og lader os derefter bekræfte i det, vi gerne vil høre og ignorerer det, vi ikke vil høre. Et aktuelt og grelt eksempel på dette fandt sted under den seneste amerikanske valgkamp, hvor udtrykket den postfaktuelle virkelighed slog igennem. Udtrykket dækker over, at partierne under valgkampen var klar over, at det ikke var vigtigt, hvad der var fakta, men hvad folk troede var fakta: At den information, vælgerne modtog, kom fra den, de troede på. Når modstanderne ytrede sig, havde kernevælgerne med andre ord paraderne oppe, og når deres favoritter sagde noget, havde de dem nede. De blev blot bekræftet i deres virkelighedsopfattelse. Her ligger en del af forklaringen på, at fiktion kan være en effektiv meningsdanner. For hvem holder vi med, når der diskuteres politik på ’fiktions-Borgen’? Der er stor sandsynlighed for, at vi vil være enige i denne persons syn på verden, fordi vi opfatter den person som vores kandidat og dermed har paraderne nede. Yderligere er der evidens for, at vi modtager og husker postulater fra fiktive historier bedre end faktuel information, og at vi opfatter denne viden, som om vi havde den i forvejen. Jo mere følelsesmæssigt engagerede vi er som tilskuere, des mere lader fiktion til at kunne ændre vores holdninger. Når vi har følelserne fremme og fx fatter sympati med en karakter, er vi med andre ord lette at forme. Denne tilbøjelighed skyldes sandsynligvis, at mennesker i høj grad lagrer erindringer med følelsesmarkører, og da fiktion fremkalder stærkere følelser end fakta gør, erindres en bid fra en TV-serie nemmere end et argument fra en folketingsdebat. Det er med andre ord sandsynligt, at Borgens seere i første omgang er kritiske over for fiktionen, men senere glemmer, at et argument blot var opdigtet og derfor ender med at tage »løgnagtighederne« for gode varer. TV og TV-fiktionens indflydelse på os seere bliver endevendt med forudsigelige mellemrum.

Med computerspil, film og af og til tegneserier, bøger og dødsmetal som medsammensvorne, bliver alverdens medierede indhold beskyldt for at stå bag forråelse af samfundet, skoleskyderier og manglende koncentration på skolebænken. Den egentlige effekt er ekstremt omdiskuteret. På den ene side lader det til, at mennesker er i stand til at skelne mellem fiktion og virkelighed og derfor ikke skyder vildt omkring sig og stjæler biler, blot fordi der bruges tid på at spille voldsspil eller se voldsfilm. På den anden side lader nogle få sig påvirke – i hvert fald i nogen grad. Kan vi så regne med, at TV-fiktion også kun påvirker nogle og i nogen grad? Her er forskellen på voldelige eller fantastiske scenarier i spil og på film og så en serie som Borgen en ikke uvæsentlig faktor. Når vi husker et argument fra Borgen, som om det var et faktuelt argument, hænger det sammen med, at Borgen ligner virkeligheden uhyre meget. I modsætning til et skydespil, hvor vi løber rundt i en animeret 3D-verden eller tager stilling til politiske argumenter i Batmans Gotham City. Når vi optræder eller agerer i de mere fantastiske verdener, går vi med på præmissen og lader os i en eller anden grad opsluge af den historie, der udspiller sig for øjnene af os. Vi er med andre ord bevidste om at være ubevidste. Denne mekanisme er ikke nødvendig, når vi ser Borgen, idet politikerne ikke svinger sig rundt i lianer, og spindoktorerne ikke løser deres problemer med maskingeværer. Det er Borgens styrke, at den ligner vores virkelighed, men netop derfor skelner vi ikke nødvendigvis mellem, hvad der blev præsenteret i DR1s nyhedsudsendelse, og hvad der stammer fra det fiktive TV1s, når vi erindrer et stykke information.

Når Borgen-forfatter Adam Price og fiktionschef Nadia Kløvedal Reich udtaler, at Borgen er fiktion, og at de derfor blot lægger op til debat, så tager de fejl. De ændrer faktisk seernes holdninger og derfor skal vi som tilskuere være opmærksomme på, at de stærkeste meningsdannere er dem, vi ikke er opmærksomme på. Når DR insisterer på, at de laver fiktion, har de ret, og det skal de endelig fortsætte med upåvirket af politisk pres, men vi tilskuere bør erkende, at denne fiktion påvirker fakta.

Hvis alverdens bloggere, klummeskribenter og politikere bliver opfattet som meningsdannere, blot de ytrer sig i et dagblad eller på et website, så er deres indflydelse intet at regne i forhold til hele Danmarks yndlingsstatsminister Birgitte Nyborg – fiktiv eller ej.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.