Kronikken

Bibliotekerne kan gøre det bedre

I dag anlægger bibliotekerne et snævert perspektiv for, hvad god litteratur af. De burde i højere grad støtte en bred vifte af litteraturformer og være centrum for samfundsdebat, også den lokale og besværlige.

De fleste biblioteker har en fast indretning med udlån, en børneafdeling og en plads til anbefaling af nye udgivelser. Arkivfoto: Scanpix
De fleste biblioteker har en fast indretning med udlån, en børneafdeling og en plads til anbefaling af nye udgivelser. Arkivfoto: Scanpix

Der findes emner, som man åbenbart kun må tale rosende om. Det gælder for eksempel bibliotekerne. Kritik kan nemlig give sparelystne politikere upassende ideer, så biblioteker er fredet, og når man på kulturmødet på Mors skal diskutere bibliotekerne og deres rolle i samfundet, kan man derfor frygte en stribe af positivt klingende fraser. Der er da også meget godt at sige om vore biblioteker. De har en altafgørende betydning for dansk litteratur, og for forfatterne er de guldgruber i ordets bogstaveligste forstand: Hvert år udbetaler de millioner af kroner til dansk litteratur. Uden disse penge ville den danske forfatterstand være endnu ringere stillet end den er i dag.

Meget er således godt, men spørgsmålet er, om ikke det kunne gøres endnu bedre?

Det tror jeg.

I oplægget til kulturmødet på Mors citerer man kulturminister Marianne Jelved (R), som har skrevet, at »Dansk litteratur er med til at binde os sammen som nation. Vi bruger den til at forstå os selv og Danmark lige nu.« Hun har også sagt, at litteraturen åbner for »livsnerven i vores demokrati - samtale og dialog.« Det lyder jo flot, og vist er bibliotekerne gode, men de kunne faktisk være bedre. Meget bedre. En del af dem prioriterer eksempelvis anderledes end det forventes i lovgivningen, og denne praksis kan aflæses på mange måder.

Læs også: Ingen penge for døde bøger

En af dem er at se på deres indretning: Det typiske danske bibliotek har således udlånet til den ene side, børnebøger til den anden, og midt for står den store hylde med anbefalinger af nye bøger. Som regel er det aktuelle skønlitterære værker.

Hvis man skal finde den seriøse samfundsdebat, »den der »åbner for livsnerven i vort demokrati«, skal man som regel selv lede efter den på hylderne, og den er sommetider svær at finde. Det skyldes ikke blot, at den ofte står bagerst i lokalet, men også, at bibliotekerne ikke køber ret mange af den slags bøger mere. I en glimrende pamflet om litteraturstøtte i praksis skriver den tidligere formand for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann: »Den såkaldt alment kulturelle faglitteratur har det vanskeligt i disse år. Der er et begrænset antal legater til fagforfattere, og bibliotekernes indkøb af disse bøger er faldet markant.«

På dette område er der også et kønspolitisk aspekt på færde. Den typiske læser af skønlitteratur er en ældre, veluddannet kvinde, som elsker fiktion, og bibliotekerne gør, hvad de kan, for at stille hende tilfreds. Mænd, derimod, foretrækker ofte fiktionsfri litteratur såsom bøger om historie, teknologi, politik og samfundsforhold. Kort sagt den slags litteratur der handler om »samfundet og den demokratiske samtale«, men biblioteket svigter dem. På de centralt placerede hylder med anbefalinger står der godt nok krimier på stribe, og mange af dem er velskrevne og rummer også en slags kritik af den bestående samfundsorden, men det er svært at se, at fortællinger om oversavede damer, indemurede lig og fordrukne detektiver »åbner for livsnerven i vores demokrati«.

Med hensyn til indkøb af bøger har mange biblioteker tilsyneladende ændret procedurerne for valg af bøger og andet materiale. Tidligere var valg af materialer en væsentlig del af en bibliotekars arbejde. Her var der mulighed for at præge biblioteket, så det fik et særpræg. Det er nu en truet funktion. Redaktøren af Litteratur.dk, Lise Vandborg, har således gjort opmærksom på, at »uden nogen særlig debat er bibliotekerne stille og roligt ved at lægge ansvaret for materialevalget fra sig.«

Læs også: Når der går penge i kulturdebatten

Mange af bibliotekerne følger i stedet de toneangivende anmeldere i dagbladene. På deres hjemmesider roser en del sig ligefrem af, at de har de mest anmelderroste bøger på hylderne, men er det bibliotekernes opgave? Og hvad er det i det hele taget med disse anmeldelser i aviserne? Så vidt jeg kan se, er der sket en uheldig udvikling med dem.

Før i tiden var der konservative, socialistiske, kulturradikale og kristne værdier på færde i dagbladene. Der var også forskel på klasser og på land og by. Mange lokale dagblade havde endda deres egne anmeldere. Sådan er det ikke mere. Kulturstof bliver ofte produceret i de store mediehuse og derefter spredt til lokale blade. Det har medført en sørgelig ensretning, der forstærkes af, at der ikke længere synes at være en mærkbar forskel på vurderingerne i Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske. Der hersker en litterær monokultur, hvor alle stort set er enige om, hvad der er godt, og hvad der er skidt, og alle anvender et karaktersystem med stjerner og hjerter, der ikke forlanger mere af læseren end at kunne tælle til seks.

Når man bruger denne primitive karaktergivning sker det efter pres fra forlagenes salgsafdelinger, så det er så som så med uafhængigheden. Et par seriøse nicheaviser er dog tilbage, men det store billede viser en bekymrende ensartethed og en betænkelig vilje til at tilpasse sig markedskræfterne. I den situation er det trist, at bibliotekerne reducerer sig selv til at traske i anmeldernes spor. Men sådan er tendensen.

Læs også: Sådan sikrer kulturlivet sin berettigelse

Det ville bibliotekerne sikkert ikke have gjort, hvis de havde defineret sig selv som alternativer til det kulturpolitiske establishment. Så ville bibliotekerne være steder, hvor man havde mod og indsigt til at gå på tværs og pege på andre værker end dem med de mange stjerner i aviserne. Så ville de være steder, hvor den lokale debat havde hjemme, også den besværlige, der måske kritiserer byråd og borgmester. Så ville de måske også satse på den slags litteratur, der foretrækkes af drenge og mænd, og måske ville det også slå igennem i de arrangementer, som bibliotekerne afholder.

I dag er det sådan, at de forfattere, der inviteres til at optræde på bibliotekerne, stort set er dem, der skriver den slags bøger, som de kvindelige læsere foretrækker. Det kunne være skønt, hvis bibliotekerne lavede om på det. De ville uden tvivl blive mere spændende og langt mere mangfoldige af det. Som det er nu, definerer bibliotekerne den danske forfatter som en, der skriver i en snæver afgrænset genre, nemlig narrativ fiktion, men i virkeligheden er den typiske danske forfatter en langt mere sammensat type, og sådan har det vistnok altid været.

Tænk f.eks. på H.C. Andersen, der som forfatter drev en virksomhed med mange forskellige tilbud på hylderne. Han skrev,romaner, digte, salmer, lejlighedssange, noveller, journalistik, rejsebreve, dagbøger og eventyr for børn. Han var endvidere en fremragende mundtlig fortæller.

I vore dage må danske forfattere også have mange tilbud på hylderne, hvis de vil klare sig på markedet, så de producerer tekster i mange forskellige genrer. Til forskel fra H.C. Andersen har de fået mulighed for at udtrykke sig via digitale medier, hvor nye former med blandinger af tekster, billeder, lyde og musik skyder op. Et af de mest spændende nybrud i så henseende er sket i 2013 med dannelsen af foreningen FNNF, der står for Forening for Nordisk Nonfiktion, og som arbejder for at fremme den journalistiske fortælling, der er skrevet som fiktion med en litterær kvalitet. Nogle af de tekster, der skrives af denne forenings medlemmer, har været trykt i de store avisers søndagstillæg, andre i forskellige magasiner. Nogle af dem er stor og bevægende kunst, men mig bekendt har hverken den danske anmelderstand eller bibliotekerne opdaget foreningens eksistens.

Med disse ord har jeg ikke sagt, at bibliotekerne skal lægge stilen helt om. Jeg har blot ønsket, at man anlægger et bredere perspektiv på, hvad god litteratur er. Der er heller ikke tale om noget revolutionært omvæltende, man skal blot følge bibliotekslovens påbud om oplysning som hovedopgaven, og hvis man har brug for beskrivelser af den ønskede praksis, kan man passende følge den tendens, der er tydelig i loven om kunststøtte, hvor der står, at man skal støtte en bred vifte af litteraturformer, det vil sige skønlitteratur, litteratur for børn og unge samt faglitteratur. Det er godt, at det er sådan. Dertil er bibliotekerne endnu ikke ankommet. Det bliver skønt, når de gør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.