Kronik:

Bevar båndet mellem kirke og stat

Søren von Dosenrode: Adskillelse eller samling. Staten har brug for kirken, mere end kirken har brug for staten. Det er et spørgsmål om samfundets grundlæggende værdier.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

De kristne i almindelighed og Den Danske Folkekirke i særdeleshed står i disse år for skud: Militant ateisme, indvandrere med andre religioner, almindelig sekularisering, og endelig en mangel på forståelse for kirkens vigtighed hos statsmagten (regering og folketing), underminerer Danmarks kristne identitet. Udviklingen er farlig, for staten har mere brug for kristendommen end omvendt.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidt har krævet religion ud af det offentlige rum, og for nylig har kirkeministeren brudt den gældende ordning for folkekirken ved at 'blande' sig i kirkens indre anliggender (de trosmæssige forhold) og ikke kun holde sig til de ydre anliggender (organisation m.m.). Det skete med kirkeministerens udvalg om folkekirken og registreret partnerskab. Og ikke overraskende har dette massive pres bragt ved til bålet om en adskillelse af kirke og stat. Men staten har brug for kirken i langt højere grad end kirken har brug for staten. Jeg vil i det følgende forsøge at tydeliggøre kristendommens essentielle rolle for det danske samfund og plædere for, at de tætte bånd imellem stat og kirke skal bevares, for Danmarks skyld.

Kristendommen er vores fælles religion, med omkring 81 procent af befolkningen som medlemmer af folkekirken og dertil en større gruppe af frikirkelige kristne. Kun knap 4 procent er muslimer. Ateister m.fl. udgør altså en meget lille, men højtråbende gruppe. Alle samfund bygger på en kultur, og det danske samfunds kultur bygger på kristendommen i en historisk dialektik med oplysningstidens filosofi og videnskabelige idealer. Alle samfund har brug for 'noget' til at legitimere deres lovgivning med, den lovgivning der afspejler samfundets kultur. Dette 'noget' er normalt religionen, i ewn eller anden afskygning. Den fælles kultur og dermed religion er det kit, der holder et samfund sammen og giver dets politikere nogle pejlemærker, de kan vælge at bruge, eller lade være med at bruge. Ingen ønsker et teokrati, men der er en tendens til, at vi ikke er os bevidst, at al (!) lovgivning afspejler den kultur, der er fremherskende i et samfund. Der eksisterer ikke 'værdifri lovgivning' - det er en umulighed. Uden den kristne etik som begrundelse begynder vores lovgivning at flyde. En ren rationel eller humanistisk tilgang fører hurtigt til spørgsmål som: Hvorfor ikke tillade medlidenhedsdrab, hvorfor ikke tillade kloning, hvorfor ikke lave en lov, der forbyder danskere at blive ældre end 80 år af hensyn til 'ældrebyrden' etc.? Det er naivt at tro, at man er i stand til at lovgive på et 'værdifrit' grundlag. Derfor er det vigtigt at huske på den kæde, der siger: Ingen politik uden etik, og ingen etik uden religion. Dette betyder ikke, at kristendommen skal bestemme vores dagligdags politik i et 'et til et forhold', men det er fornuftigt at anerkende dens betydning og sørge for, at kendskabet til den styrkes, bl.a. i folkeskolerne. Der er i et samfund behov for en fælles værdimæssig basis, og den er i Danmark nu engang kristeligt påvirket. De fleste vil anerkende de følgende værdier som fornuftige: du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle (begå korruption), du må ikke lyve Den nuværende danske straffelov bygger i høj grad på De Ti Bud, som professor Ole Fenger har demonstreret.

I andre lande er der en anden religiøs påvirkning: Egyptens og Saudi-Arabiens lovgivning er stærkt præget af islam, i Indien af hinduisme, osv. Og disse religioners syn på menneskets værdighed er meget anderledes end det vestlige, kristne, og det giver sig udslag i anderledes lovgivning og i en anden forståelse af for eksempel menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene osv. Religionens basale betydning må man anerkende og respektere. Hvis ikke man gør det, manøvrerer man sig ind i opportunisme og vilkårlighed. Det er dét, den tyske statsteoretiker Wichard Wilke kalder 'statens ironi': at alt, virkelig alt, er underkastet skiftende politiske flertal, fordi der meget sjældent er love, der ikke kan ændres af et nyt folketingsflertal, hvis man ikke accepterer et fælles, religiøst fundament. Når vi proklamerer retsstaten og menneskerettigheder som universelle værdier, har vi ret; men, der er stadig tale om 'universelle' værdier rundet af den kristne respekt for mennesket som individ, skabt af Gud og i Guds billede, og derfor unikt.

På trods af, at ca. 90 procent af danskerne på en eller anden måde er kristne, er politikerne ved at falde over hinanden for at undsige kristendommens betydning, og der hvor kirken har egne holdninger, skal de ændres så de passer til 'samfundets normer' (i sig selv et meget usikkert og flydende begreb). Tanken, at kirken kunne erindre om den fælles etik, eller sågar udstikker pejlemærker, ser ud til at ligge vore politikere meget fjernt, som eksempelvis sagen om kirkelig velsignelse af homoseksuelles parforhold tydeligt viser - jeg anvender denne sag for at illustrere de farer, kirken står over for, når politikere ikke forstår kristendommens rolle i samfundet - sagens tema er i denne sammenhæng mindre vigtigt. I rapporten fra udvalget kan man så læse, at ganske vist er ægteskabet en Gud-villet ordning mellem mand og kvinde, men samfundets holdning har ændret sig, så derfor skal pejlemærket ændres. - Dette viser politikernes totale mangel på forståelse for religions betydning for samfundet. Nuvel, dette 'problem' kan hurtigt løses ved en adskillelse af kirke og stat, men hov! Var det ikke netop trusselsbilledet? En stat uden etisk grundlag, udsat for politikernes 'mavefornemmelser' eller deres personlige interesser? En velfungerende stat har brug for et stabilt, fælles, etisk grundlag, således at der er en vis forudsigelighed i lovgivningen - dét giver stabilitet og tryghed.

Naturligvis kan man vælge at ignorere religionens centrale rolle for samfundet, men så skal man være sig bevidst, at konsekvensen er, at etik bliver flydende, en letopløselig gasart, der antager form efter det eksisterende flertals ønsker om genvalg og efter mediernes nyeste trend. Alt bringes i spil, og intet kan forudsiges; det kan man ikke bygge et fungerende samfund på.

I sin »Vartov-tale« fra januar i år giver Lars Løkke »religion« (ikke specifikt kristendom) en plads i det offentlige rum, ikke en rolle. Han slår fast, at religion ikke er gammeldags og ikke står i modsætning til demokratitanken. Og indirekte er den sågar positiv, al den stund Grundtvigs oplysningsideal udspringer af et religiøst ståsted Men Løkke demonstrerer ikke en forståelse for, at kristendommen, også i dag og direkte, kan spille en aktiv og positiv rolle i det danske samfund, og det matcher fint, at det var Lars Løkke, der afskaffede den traditionelle gudstjeneste ved Venstres årsmøde, desværre. Åndsfriheden og tolerancen er der - og tak for det! - men forståelsen mangler.

Skal båndet mellem kirken og staten bevares, kræver det, at politikerne ikke falder for fristelsen til at 'blande sig' i kirkens indre anliggender for at score 'feel good*-points til næste valg. Kirken skal netop ikke være en vejrhane, der afspejler øjeblikkets politiske holdninger. Ligeledes skal kendskabet til kristendommen styrkes i folke- og gymnasieskolen. For den, der ikke kender sit eget ståsted, er svag i mødet med andre kulturer og religioner. Kristendommens rolle i forhold til staten er, set med mine øjne, tofoldig: Kristendommen er det fundament, som vores lovgivning, på en eller anden måde, får sin grundlæggende legitimitet fra, og kristendommen kan fungere som etisk pejlemærke for politikerne. Efter mange år må vi genopdage, at religion kan være positivt og konstruktivt. Kirken vil kunne overleve - nogle vil endda hævde bedre - uden de tætte bånd til staten. Men dette vil være synd for Danmark, der kun kan tabe på en sådan situation.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.