Kronik

At være ulykkelig i de lykkeliges land

Jakob Møller-Jensen: Hvordan kan det være, at der, på trods af utallige kampagner, statslige som private, ikke er en mere åben debat om psykiatrien og psykiske lidelser, end tilfældet er?

I november 2012 var jeg på selvmordets rand. Så langt ud kom jeg som følge af, at have levet med depression i flere år. Nu er jeg indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg spørger mig selv: Hvorfor tog det så lang tid at bede om hjælp? Hvorfor fortalte jeg ikke nogen om hvordan jeg egentlig gik og havde det, før det næsten var for sent? Dette indlæg er en psykisk syg mands indspark til en debat om psykisk sygdom, og forhåbentlig en anledning til at diskutere stigmatisering og aftabuisering af psykisk sygdom i Danmark.

Jeg har på det seneste gjort mig nogle tanker om psykiatrien i almindelighed, aftabuiseringen af psykisk sygdom i særdeleshed. Mere præcist ville det være at sige, at jeg er begyndt at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at der, på trods af utallige kampagner, statslige som private, ikke er en mere åben debat om psykiatrien og psykiske lidelser, end tilfældet er? Hvordan kan det være, at utallige forsøg på aftabuisering synes at skulle sætte de helt store bevægelser i gang, men ender med at blive korte glimt af forsøg på oplysning? Jeg har, til stor irritation for mig selv, ikke noget svar. Men jeg ved, at jeg gerne vil give mit besyv med til at få sat skub i debatten om psykiske lidelser.

Den vigtigste årsag til at jeg vil tage denne debat op er, at jeg for øjeblikket selv er indlagt med en psykiatrisk diagnose. Svær depression, bliver den kaldt. En lidelse der har forårsaget, at jeg har været indlagt i det psykiatriske system siden udgangen af november 2012. Baggrunden for min indlæggelse var, at jeg en aften var ved at tage springet. Dette forstået så absolut negativt som det kan forstås: Jeg var slet og ret i færd med at hoppe ud fra min kærestes altan på tredje sal.

Hvis ikke min kæreste havde grebet fat i mig, havde mødet med asfalten umuliggjort min mulighed for nu at nedfælde disse tanker. Tanker om, hvad det dog er for en lidelse jeg render rundt med, og tanker om hvorfor jeg ikke i bedre tid fik gjort noget ved min situation. Tanker om hvordan i alverden jeg fik tabubelagt mit selv i en sådan grad, at jeg ikke kunne indrømme over for nogen, heller ikke mig selv, hvor skidt jeg egentlig går rundt og har det.

Sandheden er, at jeg skammer mig. »Skammer« i nutid, for det gør sig stadig gældende, at jeg er særdeles beklemt ved mine tanker, eller det som lægerne kalder for symptomer. Jeg er så langt ude, at det ikke er relevant at snakke om at »tage mig sammen«, selvom det er det eneste jeg ville ønske jeg kunne gøre. Men hver gang jeg prøver »at tage mig sammen«, løber jeg pandelapperne mod depressionens altomfattende mur.

Jeg skammer mig, fordi jeg på trods af en kæreste jeg elsker, en familie jeg kan være stolt af, venner jeg kan være tryg ved, en studentereksamen jeg kan prale med og kunstneriske udfoldelser jeg kan være tilfreds med, ikke kan finde glæden ved livet.

Jeg er hele tiden træt, men jeg kan ikke rigtig sove. Når jeg står op har jeg lyst til at lægge mig ned, når jeg ligger ned bliver jeg rastløs, og har lyst til at rejse mig op. Jeg er konstant selvbevidst, konstant på jagt efter fejl i mig selv og mit væsen. Alting gør ondt hele tiden, og selvom jeg har kæmpet i årevis for at modarbejde de negative tankeimpulser i mit hoved, spøger selvhadet, selvforagten, livsleden – depressionen – stadig. Et levende mareridt hvor søvnløsheden forhindrer at opvågnen kan komme på tale. Det er forfærdeligt at have det sådan her. Endnu mere forfærdeligt, at jeg i mit forsøg på at holde depressionen for døren sandsynligvis har fået forværret min sygdom. Alt det indadvendte er med årene blevet til ydre omstændigheder, og jeg lider nu af paranoia, angst og, når det er allerværst, psykoselignende tilstande med virkelighedsforvrængninger og lydlige hallucinationer til følge. Eller populært sagt: Jeg hører stemmer.

Jeg er heldig, at min kæreste var der for mig. Da hun greb mig i armen, mens jeg stod der på altanen, var det som om hun greb fat i mit liv. Som for at sige til mit liv, at selvom jeg ikke selv kunne holde fast i det, så kunne hun. Hun trak mig indenfor, jeg brast i gråd, og hulkende bad jeg hende hjælpe mig til at få noget hjælp. »Hjælp mig med at blive indlagt,« sagde jeg til hende. Og det gjorde hun.

Så nu sidder jeg her, på Rigshospitalets afdeling 62.0.3, Psykiatrisk Center København. På under to måneder har jeg oplevet at være på selvmordets rand, blive indlagt på lukket afdeling på Bispebjerg Hospital, blive overflyttet til det åbne afsnit 62.0.3, snakket med et væld af læger, psykiatere, sundhedsplejersker, kontaktpersoner, psykologer, fysioterapeuter, bekymrede familiemedlemmer og venner. Jeg har fået oxazepam, nitrazepam, sertralin, seroquel, imoclone, truxal, combar, zyprexa og efexor. Kort fortalt, har jeg fået al tænkelig behandling, lige fra dybfølte samtaler til antipsykotisk medicin. Og det begynder så småt at hjælpe. Små skridt fremad, museskridt. Og så ind i mellem et par skridt tilbage til angsten, paranoiaen, selvhadet. Men jeg er så heldig, at det er i nogle omgivelser hvor jeg hele tiden kan få hjælp til at overkomme de udfordringer et liv med psykisk sygdom byder på. Det er det, jeg håber på at få ud af behandlingen: At lære at leve med min sygdom.

Men netop at acceptere dette som en sygdom, er ualmindeligt svært. Det er ikke let at være ulykkelig i verdens lykkeligste land. Og det er aldrig let at lide af depression, lige meget hvor i verden man bor. Men det burde være til at snakke om. Ligesom man kan snakke om kræft, AIDS og brækkede lemmer, burde man kunne snakke om depression, angst og psykoser. På lige fod med somatiske lidelser, burde man kunne tale om psykiske lidelser. Men hvorfor er det så svært? Hvorfor denne tabuisering? Jeg har tænkt, at tabuiseringen nok delvist kan komme af, at de fleste forventer at skulle give en grund til eksempelvis depressionen. Selv har jeg oplevet frygten for at give udtryk for mine følelser, simpelthen fordi jeg var bange for, at skulle til at give en dybere forklaring på, hvorfor jeg dog gik rundt og var depressiv. Måske et led i aftabuiseringen kunne være at udbrede accepten af, at depression først og fremmest er en sygdom. Det skal være okay bare at sige: »Jeg har en depression«, uden at skulle til at rive op i barndomstraumer, forliste livsgrundlag eller hvad der ellers kan ligge til grund for en depression.

Et andet led kunne være, at der i samfundet blev arbejdet med stigmatiseringen af psykisk syge som værende noget adskilt fra resten af samfundet. Kampagnen »En af Os« forsøger på netop dette. Jeg mener dog ikke den udelukkende er hensigtsmæssig – mest fordi jeg ikke tror på, at en os-og-dem-retorisk tilgang til problemstillingen er synderligt gavnlig for den videre debat. Selv er jeg i hvert fald blevet lidt irriteret over klistermærkerne og plakaterne med det ellers sympatiske budskab, simpelthen fordi at det for mig bare bliver en ekstra markering af, hvor anderledes jeg er fra raske mennesker. Hvor anderledes mine medpatienter og jeg, »vi«, er fra de raske, »dem«. Forsøget på inklusion kan virke temmelig usympatisk når det som udgangspunkt vælger at tage afsæt i det der adskiller, i stedet for det der samler.

Dermed ikke sagt, at jeg er utilfreds med, at denne kampagne er sat i gang. Men måske den ikke kan stå alene – måske den skal følges op af psykisk syge selv, der tager det første svære skridt, tager bladet fra munden, og fortæller åbent om deres sygdom.

Nogle vil nok erklære sig uenige i, at diskussionen om psykisk sygdom er præget af de problemstillinger jeg sætter frem. Man kunne også diskutere, om et menneske der lider af paranoia og angst overhovedet har et greb om verden der er fornuftigt nok til, at kunne komme med saglige indlæg i denne debat. Men i bund og grund er det det jeg vil med dette indlæg – at starte en debat på præmisser der ikke er sat af læger, psykiatere, psykologer, politikere, journalister og andre eksperter, men på præmisser sat af dem der lider. Dem, der i sidste ende gerne skulle have gavn af, at deres sygdom er genstand for debat.

Måske er det på tide, at de psykisk syge kommer på banen i den debat, der handler om deres liv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.