Kronik

Altanpopulisme i København

I hovedstaden raser debatten for og imod nye altaner. Kommunalpolitikernes seneste forsøg på at imødekomme altan-glade københavnere har afsløret deres vankundighed over for de dilemmaer, som diskussionen om altaner i byen rummer.

Morten Birk Jørgensen, arkitekt MAA og ph.d.-studerende på KADK
Morten Birk Jørgensen, arkitekt MAA og ph.d.-studerende på KADK

Nye altaner står centralt på dagsordenen i andelsforeningerne i Københavns brokvarterer. Alle københavnere – hedder det sig i offentligheden – vil gerne have den ekstra luksus at kunne trække frisk luft uden at forlade privaten.

I Københavns Kommune står striden mellem to parter. På den ene side Teknik- og Miljøforvaltningen, som hidtil med afsæt i faglige vurderinger har taget stilling til altanansøgningerne. På den anden side Borgerrepræsentationen, hvis fordomme om forvaltningens konservative og æstetiske præferencer har provokeret dem til at sætte forvaltningen på plads med nye objektive værktøjer, der skal tilsidesætte sagsbehandlernes mavefornemmelser.

Den lysberegner, der skulle hjælpe sagerne behændigt igennem systemet, viste sig dog i stedet at afsløre et langt større lystab for underboerne, end man hidtil har vurderet. Konsekvensen var en række afvisninger af indsendte ansøgninger ved seneste årsskift.

Foranlediget af højlydt brok fra de hastigt voksende altanfirmaer kom politikerne hurtigt borgerne til undsætning og konkluderede uden videre, at den holdningsløse lysberegner måtte være fejlbehæftet. Nej, sagerne måtte sættes i bero, indtil beregneren var rettet til, og københavnerne kunne få deres altaner. En noget lemfældig omgang med viden, som røber en udpræget mangel på engagement i altanproblematikken. Politikernes ensidige betragtning afslører derimod ønsket om en folkelig vindersag, hvor politikere og borgere kan rotte sig sammen mod en stivnakket forvaltning.

Tilsvarende overfladisk behandling har præget pressens dækning af den besværlige problematik. Den dominerende vinkling har været historien om den lille borger over for en kommune, der enten af autoritativ konservatisme eller af ren og skær inkompetence, har begrænset andelshavernes ret til, hvad der betragtes som en åbenlyst rimelig udfoldelse.

Fra borgernes side domineres diskussionen af en gruppe temmelig aggressive middelklasse-børnefamilier, som ikke har andet for øje end egen interesse i nye kvadratmeter uden på deres lejligheder. Det har givet en skævvredet debat om de forandringer, der undergår byens facader og offentlige rum.

Dilemmaet om altanerne spreder sig over mange interesser af såvel byggeteknisk som social og æstetisk karakter.

De sociale konsekvenser drejer sig om, hvorvidt København skal være en rummelig by med plads til forskellige indkomstgrupper. Altanerne giver betragteligt øgede salgspriser på lejlighederne, så når den enkelte beboer skal tage stilling, er det ikke alene altanens kvalitative værdi, der er på spil. Også det klækkelige afkast af investeringen, de kan vente sig ved næste salg, influerer beslutningen. Det er endnu et skub ud over kommunegrænsen til de indkomstgrupper, der ikke kan betale 4,5 millioner for en 3´er. Når byens indkomstmæssige diversitet indsnævres, bliver den kedeligere at bo i for os alle.

I et større perspektiv kunne man spørge, hvilken by vi vil bo i. Skal grillning, solbadning mm. foregå i det private uden interaktion med byens øvrige indbyggere? Det lyder mere som et liv, der hører forstaden til. En politisk holdning kunne være, at vi i byen skal mødes på gaderne, vaske tøj på vaskerierne og grille i de grønne gårde, som vi tager hånd om i fællesskab. Fores byen med private uderum, bliver de offentlige områder mindre dynamiske, og det betaler vi alle sammen for.

Den æstetiske virkning af nye altaner afhænger af, hvilken situation, de forandrer. Tre steder i byen, hvor altaner for nylig er blevet tilføjet, kan eksemplificere problemet.

Struenseegade på Indre Nørrebro er et udpræget boligområde, karakteriseret ved karréer fra overgangen mellem historicismen og funktionalismen. De præges af nogle lidt aparte gimmicks som rødt indfarvede fuger i underfacaden og finérbeklædte hjørner. Det mest karakterdannende træk er dog facadernes taktfaste rytme med dannebrogsvinduer, der fortsætter så langt øjet rækker af den brolagte gade. Her har kommunen givet en af de nok mest fatale altan-tilladelser i byen. De mest tarveligt masseproducerede altaner er klasket op sporadisk afhængig af, hvem der nu engang lige kunne finansiere tilføjelsen. Tankeløse galvaniserede stålrammer med en rædsom hvid kompositplade som inddækning på undersiden. Meget længere fra bygningernes dramatisk rundhåndede arkitektur kan man ikke komme. Ganske få altaner ødelægger effektivt facadernes takt. Med et snuptag har man forarmet et offentligt gaderum, som udgør hverdagens by for de mange, for at tilgodese nogle ganske få beboere. Den højeste pris betales dog af underboerne som uden egen altan alene pådrages det føromtalte drastisk reducerede dagslys i stuerne.

I den store lejeboligbebyggelse med tilnavnet »Det hvide snit« på Christianshavn er situationen en anden. Opført af Erik Møllers Tegnestue i 70’erne i ønsket om at reflektere de tunge pakhuse. Det knappe ydre er dog i højere grad blevet en spændetrøje af tegl omkring beboerne. Her er de nyligt tilføjede altaner en utvivlsom forbedring af ejendommens ydre fremtræden. Livet er brudt igennem de hvide facader og udfolder sig nu i solskinnet mod kanalen. Om det skyldes en tilfældighed eller en kvalificeret arkitekts opmærksomme øje er uvist, men her fremstår de galvaniserede rammer i langt højere grad i overensstemmelse med bygningernes arkitektur.

Nede i det centrale Christianshavn, lige bag det berømmede Lagkagehus, findes et af de mere vanskelige eksempler. Et hus, der i kraft af sin placering som bagtæppe for Christianshavns Kanal foruden dets høje bygningskunstneriske kvalitet ikke burde være taget i betragtning til altaner, da de ekstroverte filigrankonstruktioner utvivlsomt har frataget bygningen en del af sin monumentale karakter. Når altanerne så alligevel er en realitet, er eksemplet værd at fremhæve for måden, hvorpå det er udført. Altanernes slanke balustre strækker sig fra plateauet og helt op i det forsagte gelænder. De vidner om indsigt i bygningens udsagn og forlænger dette i tilføjelsen.

Det kræver et fagligt vurderingsarbejde at udvikle byen mod større rumlig og æstetisk kvalitet. En opmærksomhed der har det hårdt, når eksakt evidens ophøjes til eneste sandhed. Byens politikere bør forstå og anerkende, at ovenstående problemer må håndteres af andet end regneark.

En rimelig forventning til politikerne er, at de, efter nu i årtier at have tilladt altaner både her og der, får udarbejdet en grundig evaluering af konsekvenserne, der kan hjælpe til at afklare, hvorvidt det skal fortsætte. En sådan evaluering eksisterer mig bekendt ikke.

Man kunne oplagt begynde ved anvendelsesgraden. Altså hvor meget ejerne reelt opholder sig på de nye altaner. Det fremstår som en sjældenhed overhovedet at se nogen oppe på altanerne. En sjælden gang står der en frysende ryger og pulser i de syv minutter, sådan noget tager.

De tomme altaner inddeler sig i to grupper. Den ene er en hysterisk nøjagtig opstilling af havemøbler og potteplanter, der skriger til himlen om, hvor lidt de små oaser reelt benyttes. De øvrige oversvømmes af ølkasser og pantposer, sammenklappede havemøbler eller sågar malerstiger og tomme malerbøtter. De er blevet byens nye pulterrum, placeret på byens facader til skue for offentligheden.

Politikerne burde i højere grad end hidtil lade sig informere af et bredt udvalg af aktører, inden de træffer beslutninger, der får så vidtrækkende og langsigtede konsekvenser for byen. Den påstået fejlbehæftede dagslysberegner har fået politikerne til midlertidigt at indstille behandlingen af ansøgninger om nye altaner. Man kunne ønske, at de bruger ventetiden på at engagere sig i problemet og på et informeret grundlag danner sig en robust politisk holdning til, hvordan byen skal udvikle sig. Alternativet er en populistisk resignation for en relativt lille gruppe aktører i byen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.