Kronik

Aktivisme i en krisetid

Jesper Lau Hansen: Den aktivistiske udenrigspolitik er ikke død, men økonomien begrænser vores evner. Det evige spørgsmål med økonomi er blot, om vi har blik for de fulde omkostninger. Har vi f.eks. råd til at ignorere Syrien?

Det amerikanske præsidentvalg på tirsdag har betydning langt uden for landets egne grænser, f.eks. om USA vil følge en aktivistisk eller isolationistisk politik. Valget mellem Obama og Romney gør imidlertid næppe den store forskel, for politik præges ofte af ukontrollerede begivenheder. Bush blev f.eks. valgt på en politik, der i modsætning til hans forgænger Clinton var isolationistisk, fordi Clintons aktivisme var grundstødt i Somalia, men det ændrede terrorangrebet 11. september 2001.

Angrebet gjorde det klart for selv de mest tungnemme, i det mindste for en stund, at hvis vi ikke vil angribes hjemme af vores fjender, må vi angribe dem i deres. Obama blev bl.a. valgt på grund af sin modstand mod krigen i Irak, der på det tidspunkt gik dårligt. Befrielsen fra Saddam var ellers gået glat, og kun få måneder efter invasionen kunne Bush i maj 2003 erklære den militære indsats forbi, hvorefter FN godkendte den amerikansk ledede besættelse af Irak og forsøget på at skabe et demokrati. Men langsomt gled Irak ind i en blodig borgerkrig, hvor FN var et af de første terrormål. Den var anstiftet af det lille sunni-mindretal, der indtil da havde hersket over de øvrige, og selvom det shiitiske flertal i begyndelsen vendte den anden kind til og støttede den demokratiske proces, fik bombningen af deres gyldne moske i Samarra i februar 2006 omsider fremkaldt den borgerkrig, der var målet for Saddams tilhængere og deres allierede i al-Qaeda.

Titusinder blev dræbt og endnu flere fordrevet, og Irak begyndte at hvirvle mod katastrofen kun holdt tilbage af de internationale besættelsestropper, herunder mange danske, der med livet som indsats beskyttede befolkningen og det nye demokrati. Allerede i slutningen af 2007 begyndte sunnierne at tage afstand fra fanatikerne i al-Qaeda, og med Bushs beslutning om ikke at svigte det demokrati, der ved frie valg havde opnået massiv folkelig støtte, og iværksætte den såkaldte Surge med en troppeforøgelse, lykkedes det mod slutningen af 2008 at nedkæmpe militserne.

Det var således et ødelagt Irak, der dannede baggrunden for den amerikanske valgkamp i 2008, og det er nok begrundelsen for det, der synes besynderligt i dag kun fire år senere, nemlig Obamas beslutning om at tage afstand fra Irak og i stedet udpege Afghanistan som den rigtige krig at føre. I dag ved vi, at krigen kunne vindes i Irak, der imod forventning overlevede som en samlet stat og nu har et demokratisk system, domstole, presse og en grad af frihed, der næppe imponerer europæere, men som desværre er et særsyn i området. Som mange militærkyndige iagttagere påpeger, skal Obama være mere end almindeligt heldig for at få samme positive udfald af ’sin’ krig i Afghanistan, som Bush fik i Irak. De to krige har tæret på amerikanernes kræfter, og den vedvarende kamp mod oprørere har givet en opfattelse af, at man ikke var velkommen. Det er mere forkert end rigtigt. Der er naturligvis en mistro mod fremmede tropper, men den brede befolkning forstår godt, at de beskytter mod det, der er værre. Det skabte f.eks. sensation, da en libysk milits dræbte USAs ambassadør, men der var næsten ingen omtale af den forfærdelse, den libyske befolkning følte over dette feje angreb på det land, der havde hjulpet dem til frihed, og hvordan lokalbefolkningen herefter fordrev militsen. Vi får et fortegnet billede, der betoner fjendskabet.

Blandt dem, der tager afstand fra aktivismen, hører de såkaldte realister, f.eks. interviewet med Robert D. Kaplan (Berlingske 20.10), der mener, at vi »tabte til geografien i Irak«. De hævder at lade sig styre af realiteter, men stirrer sig blind på status quo, der ikke ses som resultatet af historiens malstrøm af tilfældigheder, men som uafvendelig skæbne. Det minder om de vulgær-darwinister, der med en »just so«-argumentation udlægger ethvert flygtigt modelune som evolutionær nødvendighed. Efter denne tankegang går finner med kniv og er præget af de store skoves tungsind, og det kan der ikke laves om på, men den er svær at forlige med den virkelighed, der omgiver os, og hvor f.eks. japanernes imperialistiske grusomhed i dag er erstattet af et fremmedartet, men dog demokratisk samfund. Man skulle tro, at venstrefløjen ville være imod dette, men en sær deterministisk udformning af kulturrelativismen tilsat et flagellantisk selvhad har ført mange i samme retning. Hvor det trods alt er ret få på højrefløjen, der ser udbredelsen af demokrati som umulig, fordi muslimer ikke er gode nok, når forbløffende mange venstreorienterede ubesværet samme resultat, fordi rigtige muslimer angiveligt slet ikke ønsker demokrati, men noget andet og mere »etnisk«.

Afvisningen af aktivismens idealisme får selv begavede kommentatorer til stædigt at fastholde, at befrielsen af Irak var en stor løgn, selvom alle rapporter hidtil har afvist det. Heri minder de om de såkaldte birthers, der afviser Obamas amerikanske ophav. Uanset hvor mange certifikater, han lægger frem, vil de fastholde deres tro, fordi de herved slipper for at drøfte hans politik, men blot kan afvise. Påstanden om Saddams masseødelæggelsesvåben bliver i de kredse anset som helt usandsynlig. Men for nyligt fremhævede Syriens Assad stilfærdigt sine lagre af disse våben, hvilket blot viser, at det er, hvad enhver velekviperet diktator har på de kanter.

Opfattelsen er heldigvis ikke udbredt på venstrefløjen, hvor accepten af aktivisme er udbredt. Det viste opbakningen til befrielsen af Libyen og støtten til vores soldater. Selv på yderfløjen prøver socialistiske forfattere som Nick Cohen, der skrev kampråbet What’s left (2007), og andre at sætte revolutionær idealisme højere end snæversynet anti-amerikanisme og pacifistisk eskapisme, bl.a. med Euston Manifestet fra 2006. I USA har Obama måttet forholde sig til denne udvikling. Hans indledning var ikke god. Hans første store tale til den muslimske verden indeholdt intet krav om demokrati eller omtalte USAs redning af muslimer fra Balkan og frem, men en beklagelse af USAs »diktater«, hvilket blev opfattet som en undskyldning. Det var populært i anti-amerikanske kredse, og i en kort periode steg hans popularitet i Mellemøsten og andre steder, bl.a. fik han en Nobelpris i en nordlig oliestat.

Det varede dog kun indtil de måtte indse, at han hverken var naiv eller forræder, og han er nu lige så upopulær i de kredse som Bush. Formodentlig troede Obama, at hans politik var »smart diplomacy« i den realistiske tradition. Det kan forklare hans handlingslammelse, da det arabiske forår brød frem og viste, at det hverken var smart eller realistisk at basere sin politik på despoter. Obama er i dag en aktivist, der nådesløst bruger droner til at føre krig med. Kritikken af Bush, f.eks. behandlingen af fanger, er forstummet, selvom Obama slet ikke tager fanger, men dræber dem. Kritikken angik åbenbart mere partifarven end politikken.

Således fortsætter krigen mod terror, og dermed også problemet med folkeretten, der er indrettet på konventionel krig og derfor må udvikles. I Irak-krigens opløb forudså Tony Blair, at hvis FN-systemet ikke kunne formå at tage opgøret i en oplagt sag som Saddam, var det enden på dets legitimitet. Han fik ret. Diktatorernes indflydelse på FNs Sikkerhedsråd er nu så åbenbar, at selv de mest naive ikke længere opfatter det som en moralsk overdomstol, der alene kan legitimere krig. Zenia Stampe har i stedet udtalt, at beslutningen om krig skal bakkes op af 2/3 af Folketinget. Det afgør næppe legitimiteten, men virker mere som en kortsigtet måde at sikre regeringens overlevelse. At det har et lavpraktisk sigte støttes også af hendes øvrige betragtninger, f.eks. at noget så fundamentalt som ytringsfriheden skal ofres til fordel for respekt, så snart der er optræk til ballade. Det skurrer fælt mod den old-school socialdemokratiske opbakning til aktivismen, der med overbevisning fremføres af forsvarsminister Nick Hækkerup.

Mens aktivismen stadig nyder støtte, kniber det alvorligt med midlerne. Da Romney kritiserede, at flåden var mindre end i 1917, replicerede Obama, at man også havde færre heste og bajonetter. Det var en fiks replik, men problemet er, at nedskæringerne ikke angår tremastede skonnerter, men de moderne skibe, der er nødvendige for at fremføre magt til verdens mange brændpunkter. Befrielsen af Libyen viste, at EU ikke kunne klare selv en operetteskurk som Gaddafi uden amerikansk hjælp, og amerikanernes økonomi er så anstrengt, at de er på vej ind i endnu en periode af isolationisme. Vi ser resultatet i Syrien. Modstanderne af Irak-krigen må glædes over vores manglende deltagelse – for os andre er det et trist syn. Diktatoren har en god chance for at vinde eller i det mindste overleve, mens civilbefolkningen slagtes. Ved ikke at hjælpe Assads modstandere gentager vi fejlen fra den spanske borgerkrig, hvor hjælpen i stedet kom fra dem, hvis dagsorden var os lige så modbydelig som diktatoren. Uden engagement kan vi ikke som i Irak beskytte befolkningen og hjælpe den demokratiske side til sejr. Vi må indse, at Afghanistan og Irak var idealistiske kraftanstrengelser af en størrelse, som vi ikke har råd til. Fremtidens aktivisme bliver i mindre målestok eller per stedfortræder, enten droner eller stedfortræderkrige, som det nu planlægges i Mali. Det reducerer ikke just risikoen for fejl og overgreb.

Aktivismen er fortsat populær, og mediernes dækning af overgreb vil sikre opbakningen til at gøre noget, men økonomien begrænser vores evner. Det evige spørgsmål med økonomi er blot, om vi har blik for de fulde omkostninger. Har vi f.eks. råd til at ignorere Syrien?

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.