Katrine Winkel Holm: Man kan ikke uden at gøre vold på skrift, tradition og bekendelse ændre ægteskabet til at være kønsneutralt. Ja, man kan ikke med troværdigheden over for Gud og mennesker i behold begynde at udnævne par af samme køn for rette ægtefolk.
10. december 2011, 22:30
Nej, det er ikke mit eget, men ægteskabet i kirken og i lovgivningen, jeg taler om. Her er der virkelig grund til at slå alarm. Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen har nemlig erklæret krig mod den vestlige ægteskabsforståelse. Ægteskabet må ikke længere defineres som et frivilligt indgået forhold mellem én mand og én kvinde med henblik på at få børn. Og det må ikke længere have den juridiske og kirkelige særstilling, det har haft siden 1200-tallet. Det er nemlig diskrimination af homoseksuelle, mener Sareen og Thorning-regeringen. Derfor vil de gøre ægteskabet »kønsneutralt«, dvs. kønsløst.
Det kræver, at der luges ud overalt i lovgivningen, så enhver forskel på hetero- og homoseksuel fjernes. Det, der er forskelligt, skal gøres ens. Det er et meget omfattende projekt.
Som Birthe Rønn Hornbech (V) skrev for nylig: »Hvordan regeringen vil få gjort vold på den omstændighed, at børn fødes ind i heteroseksuelle ægteskaber, men af gode grunde ikke kan fødes ind i et homoseksuelt forhold, bliver interessant at følge.«
Ja, det bliver interessant eller snarere bekymrende at følge, hvordan en ligestillingsfundamentalisk regering opløser samfundets mindste, men bærende enhed, i jagten på den totale enshed mellem hetero- og homoseksuel.
Oven i købet vælger regeringen en tid, der skriger på funktionsdygtige familier, der kan tage ansvar for egne medlemmer, til at udviske og svække den ordning, der stifter familien.
Kan det blive mere tankeløst og destruktivt?
Som bekendt er kirken første offer for dette kønspolitiske felttog. Der er bare ét problem: Den lutherske kirke har allerede en velformuleret ægteskabsforståelse, der står i kontrast til Manu Sareens radicoole opfattelse. Lad os se på den:
Reformatoren Martin Luther kaldte ægteskabet »en verdslig sag«, og mente dermed, at ægteskabsjuraen ikke længere skulle være en opgave for kirken, men overgå til de verdslige myndigheder. Men denne verdslige sag var vel at mærke en Gudsskabt sag, som samfund og kirke skulle højagte og værne om. Som han skriver i sin lille bog om ægteskabet:
»Thi er det ikke noget stort, at Gud selv i uskyldighedstilstanden har ordnet og indsat ægteskabet..(...) ægtestanden er en gudelig stand, det er, forordnet af Gud selv.«
Luther-citatet udtrykker i kort form kirkens opfattelse af ægteskabet. Man finder tilsvarende tanker hos Augustin i oldkirken og hos det 20. århundredes store teolog, Karl Barth, og hans modstander, Wolfhart Pannenberg: Ægteskabet er skabt af Gud og er ikke bare en tilfældig tids tilfældige samlivsform, som vi til enhver tid kan ændre afhængig af, hvilken vej tidsånden blæser.
Der er akut brug for at sætte en stopper for Manu
Sareens kønspolitiske misbrug af kirke og ægteskab. Hvis ægteskabet skal reddes.
Denne opfattelse har de store teologer, der - i modsætning til adskillige danske mediepræster - var dybt fortrolige med Skriften, fra Ny Testamente, hvor man kan læse Jesu ord:
»Har I ikke hørt, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: derfor forlader en mand sin mor og far og holder sig til sin hustru og de to skal blive ét kød« (Matt.19.4.)
Og Paulus siger i Efeserbrevet kapitel 5: »..og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed - jeg sigter til Kristus og kirken.«
Ægteskabet i den lutherske forståelse er derfor i sig selv en velsignelse, fordi det er tegn på, at Gud ikke har overladt sin skabning til sig selv trods vores oprør og ulydighed imod ham. Han har derimod givet os et orienteringspunkt, en ordning, der bevarer slægten. Samtidig er kærligheden mellem de to forskellige køn et tegn på kærligheden mellem de to forskellige størrelser: Kristus og kirken.
Denne tankegang går igen i den augsburgske bekendelse fra 1530, som er forpligtende lære for folkekirken. Den får sit markante udtryk i ritualbogens bøn om ægteskabet, hvor præsten beder »at du vil bevare denne din ordning urokket også iblandt os« og ikke mindst i det nuværende vielsesritual, hvor det hedder: »Almægtige Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem «.
Sagen er derfor ret enkel: Man kan ikke uden at gøre vold på skrift, tradition og bekendelse ændre ægteskabet til at være kønsneutralt. Ja, man kan ikke med troværdigheden over for Gud og mennesker i behold begynde at udnævne par af samme køn for rette ægtefolk.
Jeg er godt klar over, at mange folkekirkepræster er villige til at gøre det. Men derfra og til at ophøje deres private opfattelse til officielt folkekirkeligt ritual med prominent plads i ritualbogen, er der et voldsomt stykke. Og det er det, Manu Sareen forsøger. Og hvad værre er: Han parrer en historisk uvidenhed om kirke, kristendom og ægteskab med skråsikker magtarrogance.
Et eksempel: For to uger siden erklærede han, at landets biskopper stod bag hans beslutning om at indføre et kønsneutralt vielsesritual.
Nu er det kommet frem, at han ikke spurgte dem først. Det har skabt en mindre krise i forholdet mellem stat og kirke og fået flere kirkeordførere på banen. Men Manu Sareen fortsætter ufortrødent sit uvidenhedsbaserede felttog ved at erklære, at det er ham, der skal sikre, at »at alle, der gerne vil være en del af folkekirken, har mulighed for det også de homoseksuelle.«
Som om døbte homoseksuelle ikke kan være medlemmer af folkekirken i dag! Som om vi ikke har haft homoseksuelle præster siden 1940erne i Folkekirken! Ved at fremsætte så vilde påstande spreder Sareen misforståelser for ikke at sige misinformation om folkekirken og afslører dyb uvidenhed. Et indtryk, der kun bestyrkes, når han offentligt docerer, at »det der med ægtefolk er jo ikke noget, Gud har fundet på. Det er noget, mennesker har skrevet ind, og det, mennesker har skrevet ind, det kan man også ændre på.« Havde han læst høringsvarene fra landets to mest kyndige biskopper, Lise-Lotte Rebel i Helsingør og Steen Skovsgaard på Lolland-Falster, ville han vide, at han også her er meget langt fra den lutherske ægteskabsforståelse.
Manu Sareen undrer sig over, at nogle præster overvejer at forlade folkekirken, hvis det lykkes ham at mase sit kønsneutrale vielsesritual ind i ritualbogen.
Han forstår ikke, hvor svært det kan være at forblive i en kirke, der ophøjer et teologisk bedrag til officiel lære. Han mener, det må være tilstrækkeligt, at en lov sikrer, at præster ikke tvinges til at vi homoseksuelle.
Men hvem ved, hvor længe den lov vil bestå? I den svenske kirke er den nu i fare for at blive afskaffet. Og kan vi overhovedet være sikre på, at Manu Sareen ikke selv ændrer synspunkt? Det har han gjort før.
Det er kun et halvt år siden, Manu Sareeen erklærede, at han ønskede at skille stat og kirke. I dag er han angiveligt tilhænger.
I sommer ville han melde sig ud af folkekirken. I dag er han med egne ord »chef« for den.
I 00erne var han med i den islamkritiske diskussionsklub Giordano Bruno Selskabet sammen med Karen Jespersen og Lars Hedegaard. Kort efter indledte han en karriere som radikal halalhippie.
Man skal have lov at skifte synspunkter. Men når en person gør det gentagne gange, bliver det svært at nære ubegrænset tillid til personens løfter.
Omkostningerne ved Manu Sareens ligestillingsfelttog er i første omgang ægteskabet, der ikke længere må være ramme om familien. Dertil kommer folkekirken, som meget vel kan gå i langsom opløsning efter at været blevet påduttet et kristendomsfremmed ritual.
Derfor er der akut brug for at sætte en stopper for Manu Sareens kønspolitiske misbrug af kirke og ægteskab. Hvis ægteskabet skal reddes.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten