30. august 2010, 23:30

Allerede for et år siden vakte den tyske politiker Thilo Sarrazin opsigt med følgende udtalelse: »Jeg er ikke forpligtet til at anerkende nogen, der lever på statens bekostning, afviser denne stat, ikke sørger for sine børns ordentlige uddannelse og uafbrudt producerer nye små tørklædebærende piger. Dette gælder for 70 pct. af den tyrkiske og 90 pct. af den arabiske del af Berlins befolkning.« Sarrazin forsvarede sine ord med, at de skulle ses i en større sammenhæng og at dette ville ske i en planlagt bog.

Thilo Sarrazin er ikke hvem som helst. Han blev medlem af socialdemokratiet (SPD) allerede i 1970erne, fik en grad som dr.scient.pol. med udmærkelse i 1973, havde derefter en strålende karriere som ministeriel embedsmand, skrev en række fagbøger og var fra 2002-09 finansminister i det lokale byregering i Berlin. Allerede dengang provokerede han sit eget parti og forhånede koalitionspartneren, det postkommunistiske Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS) med en udtalelse som denne: »Dum, dummere, PDS«. Siden 2009 er han medlem af bestyrelsen for den tyske nationalbank.

I går udkom så den lovede bog med titlen Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land aufs Spiel setzen, dvs. »Tyskland afskaffer sig selv. Hvordan vi sætter vort land på spil«, på det kendte DVA-Verlag i München. Dog har allerede trykte uddrag i Tysklands største avis Bild-Zeitung sørget for en omtale, der kun kan få forlagets regnskabschef til at godte sig.

I bogen stiller Sarrazin sine tidligere provokerende udtalelser - bl.a. også denne: »Et større antal tyrkere og arabere i denne by [Berlin] har ingen produktiv funktion bortset fra frugt- og grøntsagshandelen« - som lovet ind i en større sammenhæng. Har dette nu bidraget til at berolige gemytterne? Det synes langtfra at være tilfældet, hvis man skal bedømme de voldsomme reaktioner på de allerede offentliggjorte uddrag.

Bogens hovedtese er, som titlen antyder, at Tyskland står over for sin egen undergang på grund af den ukontrollerede indvandring især fra muslimske lande, der har medført en fordummelse af den indfødte, tyske befolkning: »Den kulturelle fremmedartethed blandt de muslimske indvandrere kunne relativeres, hvis disse indvandrere ville medbringe et kvalificerende eller intellektuelt potentiale. Men dette er ikke tilfældet.« Derfor er fordummelsesprocessen ifølge Sarrazin for længst begyndt og viser sig bl.a. i Tysklands dårlige placering i de såkaldte PISA-målinger af 15-åriges skolemæssige præstationer. Processen forstærkes af de lave fødselstal i den veluddannede del af befolkningen.

I modsætning hertil ser Sarrazin de høje fødselstal blandt de »uddannelsesfjendtlige immigranter«, de samme immigranter der nægter at lade sig integrere. Det er påstande, som Sarrazin uden videre dokumenterer med velkendte statistikker, der langt hen ad vejen bekræfter kronikkens indledende citat. Men dermed mildnes naturligvis ikke den provokerende sprogbrug.

Det er således i oplysninger af denne art, vi finder udgangspunktet for de voldsomme reaktioner på uddragene i Bild-Zeitung. Disse tager især deres afsæt i Sarrazins påstand om, at det ikke udelukkende er den ukontrollerede indvandring og manglende integration, der er skyld i Tysklands kommende undergang, men derimod genetiske forhold. Her bevæger han sig naturligvis ind på et ømtåleligt territorium i nazismens fædreland, og påstanden, der med rette vil fremkalde en storm af protester, må naturligvis afvises på det skarpeste: »Intelligens er op til 50-80 pct. arvelig. Ved en højere relativ fertilitet blandt de mindre intelligente falder den gennemsnitlige intelligens i den samlede befolkning.« Derfor er der ifølge Sarrazin grund til at råbe vagt i gevær!

Og da ifølge Sarrazin netop de mindre intelligente tilhører de lavere sociale lag, dvs. indvandrermiljøerne, er næste trin i hans argumentation følgende: Da der i Tyskland fødes uforholdsmæssigt mange børn i disse miljøer, sænkes ikke blot kvaliteten i uddannelses- og forskningsinstitutionerne, men også landets hidtidige økonomiske succes, selve velfærdsstaten, bringes i fare. For ikke blot fødselstallene, men også de øgede socialudgifter, ikke mindst hos andengenerationsindvandrerne, bekymrer Sarrazin: »De tre immigrantgrupper med de største uddannelsesmangler og de højeste socialudgifter er identiske med dem, som har de højeste fødselstal. Mennesker, der er indvandret fra Jugoslavien, Tyrkiet, Mellemøsten og Det Fjerne Østen såvel som Afrika udgør 6 pct. af Tysklands befolkning, mens de 15-årige fra disse områder udgør 11 pct.« Og det er netop blandt indvandrerne fra det muslimske Mellemøsten, at Sarrazin finder en række af de »genetiske belastninger«, der især skyldes, at der her indgås »ægteskaber mellem nærtbeslægtede«.

I sit opgør med islam benytter Sarrazin sig af argumenter, der kendes fra andre islam-kritikere: de patriarkalske familiestrukturer, kvindeforagten, voldsmentaliteten blandt de unge samt ikke mindst det manglende demokrati i de muslimske stater. Generelt sætter han spørgsmålstegn ved gyldigheden af at gøre forskel - som det ikke mindst sker i politisk korrekte kredse - mellem islam og militant islamisme. Citater fra Koranen bekræfter vanskeligheden ved at opretholde denne skelnen.

Sarrazin er blevet beskyldt for intolerance, ja sågar racisme, beskyldninger han afviser. Allerede den 8. oktober 2009 karakteriserede Arno Widmann, kronikredaktør ved Frankfurter Rundschau, under overskriften »Brandstifteren« ham således: »Han reagerer blot hysterisk på de ændrede forhold i Forbundsrepublikken. Han er sindssyg.« Dette virker i sig selv som en hysterisk reaktion! I hvert fald er det endnu ikke lykkedes at fyre Sarrazin fra hans indflydelsesrige stilling i den tyske nationalbanks bestyrelse, lige så lidt som det tyske socialdemokrati har haft held med at ekskludere ham på trods af en lang række højlydte krav herom - naturligvis også fra medlemmer af de borgerlige regeringspartier med forbundskansler Angela Merkel i spidsen. De første forsøg blev allerede gjort i foråret 2010 af den lokale partiafdeling i den berlinske bydel Wedding, hvor der netop bor et stort antal indvandrere. De mislykkedes, da højt placerede partifunktionærer udtalte, at SPD var rummelig nok til at kunne acceptere sådanne provokationer. Og i øvrigt har kun den nye tyske præsident Christian Wulff fuldmagt til at fjerne Sarrazin fra nationalbankens bestyrelse, hvilket kun kan ske efter en indstilling fra samme bestyrelse, der skal kunne dokumentere embedsforseelse og -misbrug og dette kan man vel ikke - selv med bedste vilje - beskylde den højtkvalificerede Sarrazin for!

Oven i købet har Sarrazin langt hen ad vejen fået støtte af en række tyske personligheder, blandt andre den tyrkisk-tyske sociolog og feminist Necla Kelek, den fremtrædende tysk-jødiske forfatter og journalist Ralph Giordano, den ligeledes internationalt kendte filosof Peter Sloterdijk og - last but not least - den tidligere socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt.

Alligevel har Thilo Sarrazin nok skadet den saglige debat om den muslimske indvandring og mange muslimers manglende vilje til integration med den deraf følgende belastning for de sociale budgetter. Ikke mindst har hans provokerende sprogbrug og inddragelsen af det genetiske element forvredet den ellers yderst relevante diskussion og har oven i købet fået det såkaldte jødiske centralråd i Tyskland til at overreagere med et krav om, at han skulle flytte sit medlemskab af socialdemokratiet til det nynazistiske parti NPD.

Ikke desto mindre er Sarrazins bog et uhyre læseværdigt bidrag til indvandrings- og integra­tionsdebatten, og bogen er en klar uddybelse og til dels også en retfærdiggørelse af sidste års provokerende udtalelser, citeret i denne kroniks indledning. Man kan kun håbe på, at en vågen forlægger snarest udgiver hans bog på dansk.