Kronikken

Åndsfyrsternes storhed og fald

Det er hårdt at blive forladt af tidsånden og berøvet sin autoritet som selvindlysende kulturel og intellektuel adel. Det ser man på Suzanne Brøgger, Ingolf Gabold og Carsten Jensens stadigt mere skingre og skældsordsprægede forsvar for den gode tone samt deres forsøg på at gøre mål for terror medansvarlige for terror.

»En mand håbløst ude af trit med sin tid, når han hævder at ville diskussionen, men indigneret udvandrer fra debatten, hvis modparten er nogen, han faktisk er uenig med fra selvsamme parti, som han angriber, hvilket skete i P1-debat 5. februar.« Sådan beskriver Mikkel Andersson tidligere dramachef i DR, Ingolf Gabold. Arkivfoto: Christian Liliendahl
»En mand håbløst ude af trit med sin tid, når han hævder at ville diskussionen, men indigneret udvandrer fra debatten, hvis modparten er nogen, han faktisk er uenig med fra selvsamme parti, som han angriber, hvilket skete i P1-debat 5. februar.« Sådan beskriver Mikkel Andersson tidligere dramachef i DR, Ingolf Gabold. Arkivfoto: Christian Liliendahl

Da jeg voksede op i 1980erne og 1990erne, havde folk som Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen, Georg Metz, Tøger Seidenfaden og mange andre fra samme generation en selvindlysende kulturel og intellektuel autoritet i debatten, som man nok kunne anfægte, men aldrig betvivle eksistensen af.

Ikke fordi deres virke altid var af fænomenal karakter, men fordi de dengang havde det held at være i pagt med både tidsånden og den offentlige mening. Endda i en grad så deres udsagn ofte end ikke fremstod som partsindlæg, men blot som sund og indlysende fornuft.

Men ak, tiderne skifter, og mange af disse folk er nu blevet magtesløse. Den tidsånd, de red på, og som gav dem en ubestridt førstefødselsret til at docere, hvad der var godt og sandt, forsvandt gradvis.

De er detroniserede åndsfyrster, der nu må tage til takke med marginaliserede liv som sektledere for stadigt svindende menigheder, og som er ude afstand til at forstå, hvordan så mange af deres medborgere har den uhørte frækhed at forkaste alle de guldkorn, de så generøst har udøst.

Man ser det eksempelvis, når Ingolf Gabold kaster sig ind i et fortvivlet kamikazeangreb mod Dansk Folkeparti. En mand håbløst ude af trit med sin tid, når han hævder at ville diskussionen, men indigneret udvandrer fra debatten, hvis modparten er nogen, han faktisk er uenig med fra selvsamme parti, som han angriber, hvilket skete i P1-debat 5. februar.

Det gjorde han tydeligvis i fast forvisning om, at alle naturligvis vil kunne forstå, hvem der er de gode, og hvem der ikke er stuerene, ganske som i de gode gamle dage. Men de gode gamle dage er gået, og det eneste, Gabold formåede, var at gøre sig selv til grin og gøre voldsom skade på tidligere kolleger og en arbejdsplads, han havde dedikeret årtier af sit liv til.

Eller tag Carsten Jensen, der i en kronik i Information 29. januar i samme åndedrag kan harcellere over politikernes »bevidst inkriminerende retorik« og en »retorik, der sigter mod at devaluere mennesker« og frejdigt erklære, at Danmark er »Europas ondskabsfulde landsbytosse«, og at tegningen af Lars Løkke Rasmussen som nazist burde være hans officielle statsministerportræt, fordi det afslører »menneskeforagternes sande ansigter«. Det pudsige er, at jeg end ikke tror, at det oplagt hykleriske i på en gang at angribe modpartens angiveligt inkriminerende retorik, mens man udskriger dem som menneskeforagtende kryptofascister, går op for Jensen. Alle burde jo, som i fordums dage, nok vide, at de gode har andre spilleregler end de onde.

En anden, for hvem den brede danske offentligheds rønnebær synes at være blevet sure, er Suzanne Brøgger. I en Politiken-kronik fra 10. januar skriver hun, at danskerne er et folk, hvoraf mange »ikke [er] så integrerede i deres egen kultur, at det gør noget« og i øvrigt er præget af selvovervurderende fantaster. Ikke Brøgger, må man forstå, hun er både ufantastisk og kulturelt dannet. De dumme er rimeligvis alle de andre.

I kronikken udnævner hun Jyllands-Postens Flemming Rose til »überfantasten«, der »har kunnet bilde sig selv og mange andre ind, at han fra en provinsavis i Jylland kunne bekrige hele den muslimske milliardverden.« Muhammedtegningerne var nemlig, må man forstå, slet ikke et forsøg på at undersøge, hvorvidt ytringsfriheden i Danmark var truet efter Kåre Bluitgens manglende evne til at finde en illustrator, men derimod en overlagt krigserklæring mod en milliard muslimer. At underkaste islam samme religionskritik, som kristendommen har måttet acceptere i rigt mål, er i Brøggers optik krig mod en hel religion.

Dernæst placerer Brøgger entydigt ansvaret for terrortruslerne mod Jyllands-Posten og andre danske medier entydigt hos dem selv. Ikke et ord, ikke antydningen af, at de, der bærer ansvaret for det »sikkerhedsbøvl«, som Brøgger så nonchalant og med en let beklagende tone taler om, ikke er Rose eller danske tegnere, men de islamistiske terrorister, der ønsker at slå dem ihjel. Og det for religionssatire så banale, at Brandes og Hørup ville have skammet sig over dens vitriolforladte tandløshed. Ofre gøres til gerningsmænd og gerningsmænd til ofre. Kønt er det ikke, når de magtesløse raser.

Men denne tendens til at på-hovedet-vende skyldsspørgsmål går langt videre end blot Flemming Rose. Danmark som sådan bærer ansvaret for terror begået i landet. Om Omar El-Husseins angreb skriver Brøgger:

»Drabene var udtryk for den jihad, Danmark selv har fostret og plejet indadtil ved sin fremmedfjendske retorik.«

Hun konkluderer, at »morderen [var] et af DF’s børn«.

Godt nok var det ikke Dansk Folkeparti, som El-Hussein svor troskab til, inden han angreb et debatmøde og senere synagogen, men derimod Islamisk Stat. Brøgger kan alligevel kategorisk forsikre alle om, at drabene ikke var et produkt af en global jihadistisk tendens samt opbakning til et kalifat, der lokker tusinder til at begå tilsvarende terror fra Nigeria til Saudi Arabien, Tunesien og Indonesien. Lande hvor hverken dansk integrationspolitik eller Dansk Folkeparti spiller nogen rolle. Alligevel var drabene i Brøggers udlægning danskernes egen skyld. Faktisk var det nærmest Danmark, der angreb sig selv med El-Hussein som en mellemmand, der blot personificerede landets politiske og tonemæssige råddenskab.

Denne sært masochistiske argumentation excellerer Carsten Jensen naturligvis også i. Han erklærede i et interview med den koncist opsummerende overskrift »Vi er ikke terrorens uskyldige ofre«:

»Individuelt er ofrene selvfølgelig uskyldige. Men vi er ikke uskyldige som nationer. Vi er krigsførende nationer.«

Dan Uzan og Finn Nørgaard var godt nok ikke nationer, men netop uskyldige ofre, ganske som de dræbte på Paris’ caféer og spillesteder også var det, hvilket må antages at være en ubelejlig detalje i det lidt mere abstrakte billede. Carsten Jensen opstiller nemlig en moralsk og politisk ækvivalens mellem Vestens angreb på Islamisk Stats ledere og krigere og selvsammes massakrer på tilfældige civile på franske caféer eller ved danske synagoger.

For krig er krig, lader Jensen forstå. Bor man i en stat, hvis fly forsøger at stoppe folkemordere, der ønsker at realisere et globalt og nærmest parodisk kvindehadsk og oplysningsfjendsk totalitært diktatur, komplet med slaveri, etnisk udrensning og henrettelse af homoseksuelle, er man ikke rigtig et uskyldigt offer, skulle nogle af disses proselytter skyde en til et debatarrangement eller på en fortovscafé. C’est la vie.

Man kan naturligvis udlægge dette som et meget særegent analytisk perspektiv. Måske er det tilfældet. Men et så moralsk forarmet og argumentatorisk forstyrret ræsonnement forekommer langt mere oplagt at tolke som et udslag af afmægtig frustration. Man har tabt værdikampen og mistet sin retmæssige plads i den offentlige debat. Når det nu er tilfældet, fortjener de dumme og argumentresistente danskere da også det, der kommer.

Så kan de se, hvad der sker, når man tillader sig at slukke for de sande moralske fyrtårne og i stedet vover at lytte til menneskefjendske, kryptofascistiske fantaster, der slet ikke forstår sig på den gode tone.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.