Kronik

2013: Borgernes Europa-år

Preben Brandt: De enkelte nationer er åbne for den værdiskabende migration, men har endnu ikke i fællesskab fundet frem til måder at tage ansvar for at sikre hjælp til dem, der falder igennem.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Det er min erfaring, efter i mange år at have arbejdet i det sociale område i Danmark og med projekter rundt omkring i Europa, at mange af de nye tanker og visioner fra EU på det sociale område alt for ofte bliver overset og dermed ikke en del af den offentlige debat og de nationale initiativer. Det er som om, at meget bliver glemt eller visner ud på vejen fra Bruxelles til de enkelte medlemslande, sandsynligvis på grund af, at socialpolitik er forblevet et suverænt nationalt forhold. Det er ret ærgerligt, at det alt for ofte ikke lykkes at forene suveræniteten med fælles ideer, visioner og indsatser, for der er meget at hente og på visse områder er der et påtrængende behov for at tænke fællesskabet ind i det enkelte lands socialpolitik.

Lige nu kan der være god grund til at se på unionsborgerskabet, der blev indført 1. november 1993 med Maastricht-traktaten. Medlemslandene valgte dengang at skabe nogle fælles borgerskabsrettigheder og gjorde unionsborgerskabet til en af EUs grundpiller. Næste år er det 20 år siden, og EU har på den baggrund valgt at markere dette ved at udnævne 2013 til ’Year of citizens’ eller som det bliver kaldt på dansk ’Borgernes Europa-år’.

Viviane Reding, Kommissionens næstformand og EU-kommissær med ansvar for retlige anliggender og EU-borgerskab, udtaler i den pressemeddelelse, der er udsendt for at informere om ’Borgernes Europa-år’, at »Den fri bevægelighed er en af de mest værdsatte rettigheder i Den Europæiske Union. Den er et resultat af unionsborgerskabet. Virksomheder og borgere høster store fordele i takt med, at EU fortsat nedbryder interne barrierer for den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer. Jeg ønsker at bygge videre på de resultater, vi har nået, således at alle EU-borgere fortrøstningsfuldt kan rejse, handle, læse eller slå sig ned i en anden medlemsstat«. Læg mærke til formuleringen ’alle EU-borgere’.

Alle skriver hun, og altså ikke kun dem, man bryder sig om at få inden for sine egne grænser. Og så tilføjer hun endda, at de, der tager skridtet og rejser til et andet land i EU, bør kunne rejse fortrøstningsfuldt. Det må forstås som at de kan rejse i fortrøstning om at blive modtaget og behandlet ordentligt der, hvor de kommer frem.

Men det er ikke kun de ressourcestærke, der rejser ud. Det giver næsten sig selv, at når der åbnes døre, vil også de, der er i nød bevæge sig ud. Så det bør ikke kunne komme bag på nogen, at en af de voksende sociale udfordringer overalt i Europa er, at også fattige, ressourcesvage og udnyttede EU-borgere kan finde på at rejse ud i Europa og, fordi de ikke har de kvalifikationer, der skal til for at finde arbejde, glidened og ud af det etablerede samfund og havne som hjemløs på gaden.

Det bliver mere og mere synligt i storbyerne rundt om i Europa, at et nyt pjalteproletariat har gjort sit indtog, og at det ikke lykkes at komme af med disse migranter ved at forsøge at gøre livet endnu mere surt for dem. Deres håb om et bedre liv blegner måske, men det lukker ikke migrationen. De sociale myndigheder ser det og de mange NGOer, der arbejder med hjemløse, ser det. Men det er, med lidt variation fra land til land i det store og hele hverken tilladt at tildele sociale ydelser eller ikke-akutte sundhedsydelser for offentlige penge. Det går ikke i længden med sådan en strudsestrategi, for hvis vi lader stå til og er uinteresserede i og ligeglade med disse fremmedes nød, vil kynismen tage over. Så vil alle ikke kunne rejse ud fortrøstningsfulde, og det er jo det, EU-kommissæren på vores vegne gerne vil sikre. Det bliver mere og mere påtrængende at finde gode og værdige løsninger for at sikre også disse udsatte EU-borgere et værdigt liv.

Ifølge kommissærens udtalelse høster såvel virksomheder som borgere store fordele af den fri bevægelighed. Så der er næppe interesse i at begrænse denne. Og det må vel anses for diskriminerende, og hverken i lighedens eller frihedens - eller i kommissionens - ånd at udelukke nogle grupper fra at rejse. Så jeg ser ingen anden udvej end at finde en model for at sikre basale sociale og helbredsmæssige ydelser til dem, der i håb om at kunne slippe væk fra fattigdom og andet, der plager dem, rejser ud hjemmefra. For det stopper ikke så længe, der er åbne grænser og betydelig social og økonomisk ulighed.

Unionsborgerskabet er jo også en for længst indført rettighed, så Viviane Reding slår da også fast, at det er vigtigt at europæerne kender deres rettigheder, så de kan benytte dem effektivt. Borgernes Europa-år skal bidrage til at sikre, at europæerne bliver godt informeret om deres rettigheder og pligter. Alle har ret til at rejse ud og alle har pligt til at sikre, at det kan gøres fortrøstningsfuldt, sådan forstår jeg det.

Vi ved en del, men langtfra nok, om EU-migrationen, hvis vi skal formå at finde modeller for indsatser mod en absolut nød. Migrationen begynder i de fattigste lande i øst og går til de rigere lande i vest. Den går først og fremmest til de store byer, hvor chancen for at kunne få arbejde er størst, og muligheden for at overleve ved tilfældige indtægter er til stede. Man kan godt glemme at tro, at de nordeuropæiske velfærdssamfund er mere foretrukne end lande, hvor det sociale sikkerhedsnet er langt mindre tætmasket.

Man ser migranterne i alle Europas storbyer. Det kan være retorisk smart at påstå, at vi er ved at blive oversvømmet af migranter, der søger hertil for at udnytte vores sociale system, men at sige sådan, gør det ikke nødvendigvis sandt.

Der er også meget der peger på, at migranterne kommer fra forskellige afgrænsede områder i deres respektive hjemlande, hvor fattigdommen, nøden og afmægtigheden er størst. Man kan måske tale om fattigdomslommer, og at det formentlig både er dem, der rejser af egen drift og dem, der bliver presset til det på grund af gæld eller anden afhængighed. Eller de rejser fra en grov diskrimination af etniske minoriteter. Men hvad enten de rejser ud af den ene eller den anden grund, er det med et håb om at sikre sig en bedre tilværelse.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med flugten fra den yderste armod som vi oplevede i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor fattige landarbejdere fra landdistrikterne drog mod København. Samfundsforholdene gav mulighed for denne indenlandske migration.

Der var flest flittige og arbejdsomme folk blandt dem, men der var også folk som var fordrukne og vanskelige. Nogle faldt igennem og endte i hjemløshed, og selvfølgelig var risikoen størst for dem, der tilhørte den sidstnævnte gruppe. Men ingen kunne føle sig sikker på, at flytningen førte til et bedre liv. De var danskere, men kom fra fjerne og ukendte sogne og talte en sær dialekt.

Dengang som nu var man mest glad for at modtage dem, der kunne udnyttes som arbejdskraft. De gav økonomisk gevinst der, hvor de kom frem, og udgjorde grundlaget for vækst. Man var heller ikke dengang glad for at modtage de andre. Dengang som nu ville man gerne sende dem tilbage.

Jeg finder det beskæmmende, at de enkelte nationer er åbne for den værdiskabende migration, men endnu ikke i fællesskab har fundet frem til måder at tage ansvar for at sikre hjælp til dem, der falder igennem. Det er så nu at håbe på, at 2013 bliver et virkeligt ’Year of citizens’, hvor vi endelig begynder at tale om hvad der kan gøres og hvordan vi i fællesskab, EU-nationerne imellem, også gør det, som ordentlige samfund bør gøre, nemlig tager vare på alle, også de socialt udsatte borgere. Og for at klare det er der voldsomt brug for, at vi, i dette vigtige socialpolitiske spørgsmål, viser solidaritet landene imellem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.