Siden 2002 har Danmark været involveret i den internationale NATO-mission i Afghanistan. Her bringer vi de vigtigste milepæle i krigen.
1. januar 2009, 00:00 – opdateret 26. oktober 2009, 15:43
2001
11. september: Terrorangreb på USA. Over 3.000 mennesker omkommer i flyangreb på World Trade Center i New York og Pentagon. Et tredje, kapret fly styrter ned i Pennsylvania.
I tiden derefter begynder USAs præsident George W. Bush forberedelser til en militær aktion, som skal fjerne den regerende Talebanbevægelse i Afghanistan og dens gæster fra terrornetværket al-Qaeda - herunder dets chef, Osama bin Laden, som stod bag 11. september-angrebene.
7. oktober: Krigen i Afghanistan går i gang. USA og Storbritannien fører af i kampagnen Operation Enduring Freedom, der primært består af luftbombardementer, men de benytter også land- og specialtropper.
2002
Januar: Danske soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset ankommer til Kandahar i Afghanistans Helmandprovins. Samtidigt ankommer et mindre ingeniørdetachement på ca. 50 personer med EOD-personel til hovedstaden Kabul. I takt med demokratiseringen af Afghanistan udvides det danske engagement til andre dele af landet.
11. januar: Folketinget vedtager enstemmigt, at danske militære styrker stilles til rådighed for en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan.
6. marts: De tre første danske soldater mister livet i Afghanistan: Brian Juul Nørlev Andersen, 26, Kim Carlsen, 35 og Thomas Kruse Butzkowsky, 26 fra ingeniørdetachementet. Det sker under arbejde med at desarmere et sovjetisk jord-til-luft-missil i Kabul.
August: NATO overtager kommandoen og koordineringen af de fredsbevarende styrker.
2003
2. december: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 57 om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Forslaget vedtages med 102 stemmer for og 9 imod.
2004
25. november: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 43 om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Beslutningsforslaget vedtaget med 96 stemmer for og 12 stemmer imod.
3. december 2004: 49-årig dansk soldat begår selvmord. Navn ukendt.
2005
December: NATO beslutter at udvide ISAFs operationsområde i løbet af 2006 til også at omfatte den sydlige og østlige del af Afghanistan.
2006
2. februar: Folketinget beslutter igen at udvide det danske bidrag til ISAF ved at øge det samlede danske bidrag i Afghanistan og indsætte op imod 290 soldater i Helmandprovinsen. Her kommer de under kommando af den britisk ledede Task Force Helmand (TFH). Forslaget til folketingsbeslutning vedtages med 102 stemmer mod 10. Maj: Det danske Hold 1, en let opklaringseskadron, ankommer til den britisk ledede Camp Bastion i Helmand. Oktober: Hold 2 ankommer til Helmand.
2007
Februar: Hold 3 ankommer til Helmand. 3. maj: Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen, 24 år, bliver ramt af en granatsplint under en træfning i Afghanistan. Han dør senere på Rigshospitalet. 1. juni: Folketinget beslutter endnu engang at udvide det danske engagement kampgruppestørrelse. Det sker i to tempi. I august med en forøgelse til ca. 400 mand og fra oktober 2007 til ca. 550 soldater. Beslutningsforslaget vedtages med 99 stemmer mod 12.
August: Hold 4 ankommer til Helmand. 26. september: To konstabler, Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese, mister livet ved en tragisk egenbeskydning. Britiske soldater sender ved en fejl Javelin-missiler mod de danske soldater. 16. oktober: Den 34-årige major, Anders Storrud, dør af kvæstelser, han pådrager sig under kampe i Gereshkdalen. 23. oktober: Den danske styrke får tilladelse til at forstærke sig med en kampvognsdeling med kampvogne af typen Leopard 2 A5. Forslaget vedtages i Folketinget med 99 stemmer for mod 8 imod.
17. november: Kampvognsdelingen er klar til indsættelse i Helmand. 29. november: Konstablerne Mark Visholm og Casper Alexander Cramer, begge 21 år, mister livet under et Taleban-baghold i Den Grønne Zone nord for Gereshk.
2008
Februar: Hold 5 ankommer til Helmand. 24. februar: Den 21-årige konstabel Morten Krogh Jensen dør i en vådeskudsulykke i Camp Bastion. 13. marts: Jens Mathias Petersen dør af hjerteslag under løbetur i Helmand.
17. marts: To danske soldater bliver ofre for en selvmordsbombe i byen Gereshk i Helmandprovinsen. De dræbte er den 33-årige kaptajn Christian Jørgen Damholt og den 45-årige oversergent Sonny Kappel Jakobsen. 26. marts: Under en ildkamp nordøst for Gereshk mister den 21-årige konstabel Anders Bjørn Storgaard livet. 31. marts: 24-årige Christian Raaschou, overkonstabel af 1. grad, dør under hårde kampe nordøst for Gereshk.
10. juni: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 140 om udsendelse af et helikopterdetachement til den danske del af den internationale sikkerhedsstyrke ISAF. Beslutningsforslaget vedtaget med 90 stemmer mod 16.
25. juli: Under kampe med Taleban mister den 28-årige overkonstabel Jesper Gilbert Pedersen livet.
August: Hold 6 ankommer til Helmand.
25. august: Den 29-årige oversergent Henrik Christian Christiansen bliver dræbt, da hans køretøj rammes af en sprængladning.
4. december: Overkonstabel Dan Gyde, 29 år, og Konstabel Jacob Grønnegaard Gade, 22 år, dør af kvæstelser efter at være ramt af sprængladning.
9. december: Folketinget vedtager beslutningsforslag B 24 om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Beslutningsforslaget blev vedtaget med 88 stemmer for mod 16.
19. december: Sergent Jacob Moe Jensen, 23, år, konstabel Sebastian la Cour Holm, 22 år, og konstabel Benjamin D. S. Rasmussen, 21 år, dør alle som følge af en vejsidebombe eller mine, som de påkører med deres panserede mandskabsvogn, mens de er på en forsyningsopgave til basen Price i Gereshkdalen.
2009
Februar: Hold 7 ankommer til Helmand.
17. februar: USAs præsident Barack Obama bebuder udsendelse af 17.000 ekstra amerikanske tropper til det sydlige og østlige Afghanistan.
27. marts: Præsident Obama sender yderligere 4.000 soldater afsted for at træne det afghanske militær. Det bringer den samlede ISAF-styrke op på ca. 90.000 soldater. Barack Obama bebuder samtidig en hårdere kurs over for Pakistan. Landet vil få ekstra 1,5 milliarder dollar i støtte fra USA - mod at flytte flere soldater til den urolige grænse mod Afghanistan og mod at få kontrol over sin sikkerhedstjeneste, der menes at træne Talebankrigere.
4. april: Anders Fogh Rasmussen vælges som ny generalsekretær for NATO og træder af som statsminister. Han overtager dermed et hovedansvar for krigen i Afghanistan.
17. juni: Tre danske soldater fra Danish Battel Group oprindeligt fra Gardehusarregimentet, bliver dræbt, da en eksplosion rammer deres køretøj på hovedvejen, Highway One, i det danske ansvarsområde. Soldaterne bliver alle hårdt såret på ulykkesstedet, men først senere erklæret døde ved ankomsten til felthospitalet. Dermed har Danmark mistet 26 soldater i krigen i Afghanistan.



































