Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Soldater afhængige af krigskick

Danske soldater har svært ved at vende hjem fra krig. Hverdagen kan synes triviel og kedelig, og soldaterne mangler det kick, de får i kamp. Livgarden forsøger at hjælpe soldaterne med at gå »fra Battlemind til Homemind«.

Kenneth Strøm var netop vendt hjem fra Afghanistan og gik i sine egne tanker gennem Københavns gader. Da han kom forbi et stillads med en container og en nedstyrtningsskakt, smed en håndværker i det samme noget affald ned igennem skakten. Lyden mindede ham om en lyd fra kampzonen, og Kenneth Strøms krop gik omgående i alarmberedskab.

»Jeg kunne mærke, at hjernen et kort sekund tænkte, at her skulle jeg falde ned på jorden. Det er for mig et tydeligt bevis på, at der går en periode, fra man kommer hjem fra krigen, til man har vænnet sig til det civile liv,« fortæller kaptajn Kenneth Strøm fra Forsvarskommandoen.

Han var sidste år kompagnichef i Afghanistan, og hans reaktion er typisk for mange soldater, der vender hjem fra krig. Som udsendt til krigen i Afghanistan vågner de hver dag op til en virkelighed, hvor en bevæbnet fjende er lige i nærheden og parat til at dræbe. Derfor udvikler kroppen ekstra meget adrenalin, så soldaterne lynhurtigt kan reagere på en ydre fare.

»Det er en overlevelsesreaktion, som er rar at have, når man er i krig og bliver skudt på, fordi kroppen reagerer hurtigere end normalt. Men den er ikke særlig hensigtsmæssigt herhjemme, hvis man bare går en tur på Strøget,« fortæller Kenneth Strøm.

En anden officer sætter over for Berlingske Tidende ord på den fornemmelse, han havde inde i kroppen, når han var i direkte krig med Taleban i Afghanistan.

»Der kommer et adrenalinkick, når kampene raser. Det kan man altså hurtigt blive afhængig af. Det er rent ud sagt vildt. Jeg har aldrig prøvet stoffer, men jeg kunne forestille mig, at det er det samme, der sker. Man bliver virkelig høj af det. Det er ren urinstinkt og overlevelse, og al energi bliver aktiveret i kroppen,« fortæller han.

Nødvendig nedtrapning
I Livgarden har man sat et forsøg i gang, hvor soldaterne kommer på tre måneders nedtrapning, når de kommer hjem fra mission i Afghanistan. Forsøget »Fra Battlemind til Homemind« er udviklet af Kenneth Strøm og gennemføres sammen med Forsvarets psykologer. Soldaterne – både officerer og konstabler – trappes gradvist ud af deres adrenalinpumpede tilstand og ind i den hverdag, de skal fungere i i Danmark.

»Når soldaterne flyver direkte hjem fra en krigszone til en dansk hverdag, vil der være nogle overgangsreaktioner. Hjernen er stadig i battlemind, og det har nogle vidtrækkende konsekvenser for ens adfærd. For måden man kører bil på, måden man snakker til sin kone, måden man er sammen med andre. For eksempel vil man nemt kunne blive ophidset,« forklarer psykolog Robert Jonasen fra Forsvarets fakultet for Militærpsykologi til Information. Han har selv været i Afghanistan flere gange som krisepsykolog.

Adrenalinen gør, at man er meget lydfølsom og har svært ved at falde i søvn. Kroppen har vænnet sig til at være på vagt 24 timer i døgnet. Og kroppen har svært ved at forstå, at der ikke er brug for disse mekanismer mere.

For at få brugt noget af al adrenalinet i kroppen dyrker de hjemvendte soldater hver dag idræt i to-tre timer. Det er vigtigt, at de køres fysisk trætte, så de ikke går hjem klokken 15 og føler, at de har masser af ekstra energi, som de ikke kan få brændt af. Desuden arrangeres der ture til Norge og Bornholm, hvor soldaterne laver teambuilding.

Danske soldater skal som hovedregel være mindst tre år hjemme, før de kan blive sendt tilbage i krig. Alligevel ønsker en del at afkorte ventetiden og komme hurtigst muligt tilbage til lejrlivet i Afghanistan. Kenneth Strøm mener, at det i høj grad også skyldes savnet af det tætte kammeratskab og det lette lejrliv.

»Det er svært at finde så tæt et kammeratskab, som man mærker i krig, hvor man er hunderede procent afhængige af hinanden. Man skal ud at løse en militær opgave hver eneste dag. Men derudover er det et meget simpelt liv, man lever på et lille område, hvor man ikke skal bekymre sig særlig mange ting. Det skal man pludselig, når man lander hjemme i Danmark,« siger han.

Berørt af krigen
En af de danskere med flest missioner i Afghanistan er oversergent Henrik Christian Christiansen. Han døde sidste år på sin femte mission, da en vejsidebombe ramte hans lastbil. Hans storebror, Frank Carlsen, som selv er soldat, mener, det er naivt, hvis danskerne tror, at vi kan sende soldater ud i krigszoner og forvente, at de vender uberørte tilbage.

»Soldaterne lider af søvnløshed, de kan ikke sidde stille, de kigger sig hele tiden over skulderen. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på dem. Og adrenalin er et lige så effektivt narkotikum som heroin og kokain. Man kan blive afhængig af at få det skud eller fiks adrenalin, det giver at være i kamp,« fortæller Frank Carlsen.

Læs også: