Soldaten Henrik Christian Christiansen faldt sidste sommer i Afghanistan. Hans lillesøster, Vivian Christiansen, har en historie mere at fortælle om sin elskede bror - om kærlighed og savn.
10. maj 2009, 01:00
Siden oversergent Henrik Christian Christiansen faldt i Afghanistan sidste sommer, har hans lillesøster Vivian Christiansen følt sig meget alene. Hun mangler sin brors stærke favn, som hun kunne kravle ind i, når hun var ked af det eller i krise.
Vivian Christiansen er en af de pårørende, der har hjulpet Berlingske Tidende med at lave serien DE FALDNE om de 23 faldne danske soldater i Afghanistan. Da hun havde læst portrættet af sin bror, var hun meget tilfreds med resultatet. Men hun sendte et brev til Berlingske Tidende med en supplerende historie.
Hun er indstillet på, at vi offentliggør det i sin fulde ordlyd:
Faderen dør
»Jeg vil fortælle dig om en side af Henrik, som ikke rigtig kommer til udtryk i portrættet. Henrik var super omsorgsfuld. Dette kom først rigtigt til udtryk, da vores far døde den 27. oktober 2001. Mor ringede til vores bror Frank, som ringede til Henrik, som til sidst ringede til mig.
Efter at Henrik fik kaldt mig hjem, ventede han på mig på vores forældres altan. Da jeg kom ind til ham, kunne jeg kun sige: ”Hvad fanden sker der?” Og Henrik svarede bare: ”Det ved jeg sgu ikke,” og han åbnede sine store stærke arme og trøstede mig på en måde, som jeg ikke har oplevet før.
Fra den dag var vores relation defineret. Henrik var blevet voksen over natten, og jeg havde fundet mig armene og sjælen, som matchede mig perfekt, når jeg var ked af det eller i krise.
Ny krise
Tiden efter vores fars død blev Henrik meget ofte hjemme for at passe på mor, intet ondt skulle overkomme hende - han blev faktisk en smule overbeskyttende. I 2007 stod vi i krise igen. Vores mor fik konstateret en kræftsvulst, og familien var i sorg. Jeg hentede min mor hos lægen og ringede straks derefter til Henrik, som ilede hjem til mor. Vi talte og prøvede at forstå det hele.
Rollerne blev hurtigt fordelt, og jeg blev det barn, som tog mig af mor i forbindelse med hospitalsbesøg, operation, samtaler, mv. Jeg var på barsel og havde derfor tiden til det.
(Pointen kommer nu):
Men da jeg havde brug for at græde ud, så var det igen Henriks stærke arme, som trøstede mig. Jeg var den talende part, og Henrik lyttede og var 100 procent til stede. Sådan havde vores relation udviklet sig gennem årene.
Da meddelelsen så kom, at Henrik var blevet dræbt, har jeg aldrig, aldrig følt mig så alene før. Mange ville selvfølgelig hjælpe mig, men jeg trængte og trænger kun til Henriks stærke arme og stille sind... The perfect match for mig.
Gennem ild og vand
Jeg ved ikke, om dette skal tilføjes, eller om jeg bare havde brug for, at denne side af Henrik også blev kort belyst. Du nævner jo kort, at når man først er inde i varmen hos Henrik, så slår han ikke bare hånden af folk. Men dem som var tættest på Henrik, ville han gå gennem ild og vand for...
Det var bare nogle følelser, som kom op i mig, da jeg læste portrættet af Henrik… Måske skal portrættet bare rundes af med, at han var som alle andre storebrødre; overbeskyttende og omsorgsfuld, når det virkelig gjaldt.
Mange hilsner
Vivian Christiansen«
Læs også:
