Kasper Kiran Larsen har mistet et arm og et ben i Afghanistan. Han har været klar til at blive udskrevet længe, men ligger stadig på Rigshospitalet, fordi kommunen ikke kan finde en bolig. Politikere lover hjælp.
15. juli 2009, 22:20 – opdateret 15. juli 2009, 22:29
I fire måneder har Kasper Kiran Larsen ligget på 16. etage på Rigshospitalet. De første måneder kæmpede lægerne for at lappe ham bedst muligt sammen. Han har mistet højre arm og højre ben, mens venstre ben er sat sammen efter alle lægekunstens regler. Men de seneste to måneder har han primært siddet på værelse 3161 og kukkeluret, fordi hans hjemkommune, Brøndby, ikke har kunnet finde en lejlighed, hvor han kan køre ind med sin kørestol.
Kasper er en af de 52 danske krigsveteraner, som foreløbig er blevet såret i Afghanistan. Den 11. marts trådte han på en mine i Helmand-provinsen, hvilket for altid har ændret hans tilværelse. Men han og hans familie havde ikke forestillet sig, at den hårdeste kamp skulle blive at finde en lejlighed.
»Jeg accepterer min situation, fordi jeg kendte risikoen ved at gå i krig for Danmark. Men nu vil jeg snart ud af det her hospital. Det er ikke til at holde ud og ligge her dag ud og dag ind, fordi Brøndby Kommune ikke kan finde en egnet lejlighed,« siger Kasper Kiran Larsen, som for længst er færdigbehandlet og i torsdags flyttede over på hospitalets patienthotel.
I Brøndby Kommune erkender man problemet. Men Kasper Kiran Larsen er sat øverst på akutlisten, så han får den første lejlighed, man kan tilbyde, lover Hans Sigvardt, lederen af Social Service og Handicap i Brøndby Kommune.
Politikerne på Christiansborg har gentagne gange forsikret, at sårede danske soldater skal have den nødvendige hjælp og støtte. Og derfor er de også ærgerlige over Kaspers historie.
»Det dur ikke – det er ikke godt nok. Når vi skal overbevise unge mennesker om, at de skal kæmpe som soldater for vores frihed – så skal de vide, at vi sætter alt til side for dem, hvis de falder ved fronten eller kommer hjem som handikappede,« siger Jens Christian Lund (S), der er medlem af forsvarsudvalget.
Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo er enig:
»Når jeg hører sådan en sag, bliver jeg ked af det, flov og vred. Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Så nu må vi finde ham en skræddersyet lejlighed omgående.«
Berlingske Tidende har kendskab til en anden såret soldat, der har ventet længe på en bolig.



































