23. januar 2011, 11:03

Fra færgens bro sendes der febrilsk kommunikation ud i alle hjørner af skibet. Kaptajnen har fået et opkald; han skal stoppe et bestemt dansk passagerpar, inden de forsvinder ud i Oslos trafik. Men for sent.

I Sørens lomme ringer telefonen. De fire danskere er nået ti minutters gang væk fra færgelejet. Han ser på mobilen; det er hemmeligt nummer, så Søren trykker det røde rør i bund. Han holder fridag fra sit tømrerfirma, bare denne ene dag. Telefonen ringer straks igen, insisterende. Søren stopper og besvarer opkaldet, mens han ser sin kone, søster og svoger forsvinde over gaden. Han står på en hovedgade i en fremmed by, da en obersts stemme lyder i røret:

»Jeg skal desværre fortælle dig, at der er sket noget forfærdeligt.«

»Vi havde allerede mistet én søn. Intet kunne tage en dreng mere fra os. Så ondt er verden ikke skruet sammen,« siger Søren Lillegaard Larsen.

I Oslo vender Steffens mor, Daisy, sig for at se, hvorfor Søren sakker bagud. Hun ser ham stå forstenet midt i menneskemængden. I hans øre, fra den anden ende af telefonlinjen, lyder nu familiens kontaktofficers stemme. De har mødt ham én gang før, til et møde, hvor han sagde: »Jeg er den officer, I ikke vil lære at kende«. Nu er samme kontaktofficers stemme venlig, men også bestemt og klar i sin melding:

»I skal gå tilbage til færgen. Nu. De venter på jer.«

3. deling - soldater fra Livgarden - står foran flere dages alvorlig opgave: De skal op til Sandford-lejren for at hjælpe styrken dér med patruljeringer. I kredsen af soldater omkring feltpræsten står Steffen Bloch Larsen, 23 år og fra Herlev. Han er en dygtig soldat, men måske mest vellidt for sit gode humør. Uanset hvilken opgave, han får pålagt - om det er sur rengøring eller en patrulje i 40 graders varme - udfører han den med smil og kække bemærkninger. Han er fræk som en slagterhund, når han vil. Kan slippe af sted med næsten hvad som helst. Også konsekvent at kalde sin gruppefører for »Prinsesse«. Sagt på det forkerte tidspunkt koster det ham tjansen med at bygge et nyt, primitivt toilet.

Et billede taget under gudstjenesten denne septemberdag har fanget ham i et mere eftertænksomt øjeblik; med foldede hænder og - som én af få i det øjeblik - med bøjet hoved. Næste morgen tager de af sted.

»Hold nu kæft … Selvfølgelig er vi det.«

De nåede at være kærester i to år og gift i bare 72 dage. I dag er Josefine Laursen, i en alder af 21 år, enke. Få kilometer væk, i et parcelhuskvarter i skyggen af Herlev Hospitals 120 meter høje tårn, prøver Daisy og Søren Larsen at eksistere trods det tab, der har ramt dem for anden gang i livet med 20 års mellemrum: Tabet af en søn.

»Det er det, der er så forbandet. Det ligger i én hele tiden, selv om man forsøger at undslippe det,« siger Søren om sorgen. Men måske skal man ikke give slip. Sorgen måske, men ikke mindet. Så Søren har fået sine tre drenges navne tatoveret på underarmen. I midten Patrick, der døde som spæd. Nederst Steffen. Øverst Sebastian på 18 år, der lige er flyttet hjemmefra.

Det var kærlighed ved første blik, da Søren kom ind i Steffens liv. Han var to år, Søren var 21, da han mødte Daisy. Hun var alene med den lille rødhårede knægt, der fra første møde besluttede sig for at kalde Søren for »far«. 16 år senere forseglede de båndet, da Søren adopterede Steffen. For Steffen var der aldrig en anden far. »Han vandt mit hjerte fra dag ét,« siger Søren Lillegaard Larsen.

Steffen blev podet med ansvar og livets alvor, fra han var helt lille. I 1989, da Steffen endnu var blot tre år, fik Daisy og Søren lillebroren Patrick. Han døde, uforklarligt, i sin vugge fem dage før jul, 16 dage gammel.

»Patrick har aldrig været nogen hemmelighed. Vi har haft billeder hængende fremme og har altid snakket om ham. Hvis vi ikke havde haft Steffen dengang, havde vi nok ikke været sammen i dag. Han tvang os til at koncentrere os om andre ting; han skulle have mad, puttes og bades. Og troligt hvert år, på Patricks fødselsdag, gik Steffen op på gravstedet ved Lille Birkholm Kapel og græd som pisket. Vi holdt op med det efter nogle år, fordi det simpelthen var for hårdt for Steffen. Men så gik han bare selv derop,« siger Daisy.

To år efter Patricks død fik parret Sebastian. Det var lykkeligt, og den nyslåede storebror Steffen lod gladeligt sin fem år yngre bror kravle rundt på sig. Men det var også nogle angstfyldte første år i det lille rækkehus. Der var alarmer koblet på den lille nye søn, og Daisy og Søren sov stort set ikke en hel nat det første år uden at tjekke, om Sebastian stadig trak vejret. Efter dét besluttede de sig til, at de ikke skulle have flere børn. Tanken om, at de kunne miste endnu en, at de skulle gå igennem en lignende sorg, var for hård.

Det har været Steffens helt store drøm at blive udsendt, siden han begyndte på konstabeluddannelsen i august 2008. Jobbet som pladesmed har han endegyldigt droppet. Det er spændingen, eventyret, der trækker, men også et dybfølt ønske om at komme til Afghanistan og forbedre forholdene for kvinderne og børnene. Han var endda begyndt at lære sig selv de almindeligste høflighedsfraser på stammesprogene pashto og dari, da han talte med sine forældre om udsendelsen. Ikke at de blev spurgt om lov; han havde besluttet sig. Men han ville gerne have deres råd med på vejen. Daisy og Søren var bestemt ikke begejstrede, men de forsøgte - i nogle situationer bedre end andre - at skjule det. Josefine, som for længst var flyttet sammen med Steffen før hans udsendelse, bakkede også op. Hun vidste, at det var en del af jobbet. Og parret var vant til at være væk fra hinanden i løbet af ugen. Nu måtte de bare ruste sig til lidt længere tids adskillelse ad gangen.

»Han vidste, hvad han gik ind til. Han ville gøre en forskel. Og det respekterer jeg. Fandme,« siger Josefine med eftertryk. Josefines far var tidligere oversergent og havde selv været udsendt til Bosnien, så hun vidste fra dag ét, at det i perioder kunne have sine omkostninger at være »gift med militæret«. Josefines far tøvede ikke i sit råd, da tanken meldte sig hos svigersønnen:

»Se at komme af sted, hvis du får chancen. Man får ikke den mulighed to gange,« rådede han.

Da Steffen endelig sendes ud i august 2009, er savnet af Josefine det eneste, der kan gøre ham blød i knæene. En dag går han op til Armadillo-lejrens kiosk og vurderer udvalget af »kone-kort«. Der er humør-kort og sentimentale kort med »Verdens bedste kone« og »Jeg elsker dig«, som soldaterne kan sende hjem. Steffen køber samtlige 40 kort i butikken.

»Da var hans kærlighed til Josefine ikke så super populær i lejren,« siger Dennis Ohlsen, Steffens ven, der fulgtes med Steffen i tykt og tyndt, lige fra de delte værelse under konstabeluddannelsen til udsendelsen i Afghanistan.

Klokken er 12 minutter over seks, da danskerne sammen med afghanske soldater og britiske overordnede rykker ud fra nattens ly i Sandford-lejren for at søge efter våben og ammunition i en bygning, der ifølge rygtet huser terrorister. De går i skjul af tre-fire meter høje majsplanter det meste af vejen. Soldaterne ved, at de, så snart det rygtes i det Talebankontrollerede område, at fremmede soldater er på vej, risikerer fjendtlig beskydning. Alting virker roligt endnu; først, da de kommer ud fra majsplanternes dække, begynder kvinder og børn at løbe i al hast væk fra de bygninger, som ISAF-styrkerne har kig på.

To lange byger af skud bryder stilheden og får soldaterne til at kaste sig på jorden. Kuglerne slår ned i støvet omkring dem, pisker jord og mudder op. Geværilden kommer uventet inde fra majsmarkerne, ikke fra bygningerne, hvor en afghansk krigsherre ifølge efterretninger har til huse. I front af Steffens gruppe skyder Dennis Ohlsen og en anden soldat massivt tilbage mod den usynlige fjende i majsmarkerne, indtil beskydningen stopper. Lige så brat, som den er begyndt. Klokken er 7.43, og morgenen, der er begyndt så fredeligt, fyldes nu af kommandoer, radiomeldinger og hektiske bevægelser.

Midt i det hele ligger Steffen. Han er ramt i venstre side, i skulderhøjde, og kuglen er gået tværs igennem brystkassen og ud på højre side. Steffen er selv uddannet sygehjælper for sin deling; et hverv han har påtaget sig med stor humor og seriøsitet. Hans soldaterkammerater har grinet meget af, at han midt under en voldsom ildkamp mod Taleban tidligere på måneden tørt havde bemærket over radioen, at de skulle »huske at drikke vand«. Også mens kuglerne fløj om ørerne på dem.

Nu ligger han selv og har brug for hjælp.

En helikopter bliver tilkaldt fra hovedkvarteret. Den lander efter en halv time; hænger endnu i luften, da seks soldater med en bevidstløs Steffen på båren imellem sig haster frem mod landingsstedet. Den har hjulene i jorden i mindre end to minutter, før de lange slanke rotorer løfter maskinen igen med Steffen indeni. Soldaterne sidder tilbage på jorden med armen løftet over øjnene for at beskytte mod de pumpende luftstrømme fra helikopteren. Så vender de tilbage til de bygninger, de var sendt ud for at undersøge; Taleban skal ikke have fået ram på deres kammerat uden grund.

»Han var bange for, at vi ikke kunne se hinanden i øjnene, når han kom hjem. For det gør noget ved mennesker at være dernede i seks måneder og måske slå andre mennesker ihjel. At overskride alle former for grænser; at gøre ting, som på et menneskeligt plan grundlæggende ikke er rigtige. Men jeg sagde, at uanset hvad, han måtte blive til, så ville vi finde ud af det,« siger Josefine.

Alle Steffens bekymringer er som forsvundet den dag. Han er glad. Deres vielsesringe er ikke færdige, og da festen står i Josefines mors have to dage senere, er der bestilt for lidt mad, så Steffen og Josefine må i al hast ringe efter en bunke familiepizzaer. Festen, der foregår i telt med 60 mennesker som gæster, jukebox-anlæg og fakler i mørket den 11. juli 2009, er på ingen måde en farvelfest. Det er nede på jorden, hyggeligt og meget følelsesladet. Josefines far er død i foråret efter kort tids sygdom, så resten af familien er rykket tæt sammen om det unge par: »Det var ren og skær kærlighed,« siger Josefine.

Tre uger senere tog Steffen af sted.

Da kisten kommer hjem, den 27. september, tager Søren og Daisy en tvivlsfri beslutning: De vil se deres døde søn og opfordrer Josefine og lillebror Sebastian til at gøre det samme. Da de 20 år tidligere mistede den spæde Patrick, som Steffen nu skal begraves ved siden af, tog de samme svære valg. De havde endda taget billeder af den lille, livløse dreng og havde været glade for beslutningen lige siden.

Josefine tøver. Hvad nu, hvis sindbilledet af en livløs Steffen vil blive det sidste, hun husker? Alligevel har hun brug for vished: Beviset for, at det er Steffen, der ligger i kisten.

Han er smuk, da hun og familien endelig ser ham i kisten på Rigshospitalet, klædt i sit tøj fra bryllupsfesten. Men det er ikke hendes Steffen:

»Det var en tom æske; jeg kunne ikke mærke ham mere. Ikke mærke sjælen. Det er lige før, at man kan se, at hjertet ikke er der mere, og det billede har ikke sat sig fast. Det er nogle helt andre billeder af Steffen, jeg har indeni. Ikke ét bestemt; der kommer hele tiden nye. Det er hjemme i lejligheden, hvor han står og leger med sin Nintendo Wii helt alene, sætter sit hår foran spejlet, eller sidder i køkkenet og spiser morgenmad. Det er aldrig det samme billede, men det er aldrig noget dårligt,« siger hun.

Josefine beder kontaktofficeren køre direkte til hendes og Steffens lejlighed på Nørrebro. Hun flår postkassen op. Inde i den ligger en gammeldags airmail-kuvert med blå og røde striber i kanten. I brevet står blot:

»Der ligger en gave her i konvolutten, som betyder rigtig meget for mig. Jeg håber, den kommer til at betyde lige så meget for dig.« Josefine ryster kuverten: En lang kæde med et lille metalskilt kommer ud.

Steffen havde sendt sit hundetegn hjem.