Tre danske soldater, som blev dræbt i missilulykke, får æresoprejsning af deres regiment. Forsvarsministeren vil ikke korrigere tidligere forsvarschef, som gav soldaterne skylden.
7. november 2010, 22:30
Da Thomas Butzkowsky, Kim Carlsen og Brian Andersen mistede livet i en missilulykke i Afghanistan i 2002, gav Forsvarets øverste ledelse dem et medansvar for deres egen død - selvom en undersøgelse havde renset dem for ansvar. Først nu, otte et halvt år senere og efter at Berlingske Tidende har genåbnet sagen, får de tre faldne danskere æresoprejsning.
Den kommer fra chefen for Ingeniørregimentet, som soldaterne var tilknyttet. Under en nylig mindehøjtidlighed med deltagelse af de efterladte familier slog oberst Christian Arildsen fast, at de tre soldater var »uden skyld« i ulykken.
»Det har jeg som chef for Ingeniørregimentet følt en forpligtelse til at sige højt og tydeligt, så de pårørende ikke skal bære rundt på nogen tvivl,« siger regimentchefen.
For de pårørende er det en bevægende gestus: »For mine forældre og mig er det efter så mange år befriende at høre en chef i militæret sige det lige ud af posen,« siger Birgitte Butzkowsky, søster til Thomas Butzkowsky.
Berlingske Tidende har dokumenteret, at en kommission i 2002 fandt frem til, at kun tyske soldater var skyld i ulykken. Alligevel sagde daværende forsvarschef Jesper Helsø, at også de danske soldater handlede »uden omtanke og sund fornuft« og derfor bar et medansvar. Det er de ord, som chefen for Ingeniørregimentet nu retter op på.
Forsvarets øverste ledelse vil derimod ikke korrigere den tidligere forsvarschef, hvis ord har sværtet de tre faldnes eftermæle og plaget deres efterladte og kolleger, hvoraf flere blev såret i ulykken. I bogen »De faldne«, som Berlingske Tidendes nye forlag udgiver i morgen, udtaler forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V): »Jeg finder det rigtigst, at jeg alene henholder mig til undersøgelsesrapporten, og ikke til, hvad den daværende forsvarsledelse eller andre måtte have sagt i denne sag.«
Læs meget mere om sagen i dagens udgave af Berlingske Tidende



































