Militærlæk tegner dystert billede af krigen i Afghanistan

Flere tusinde hemmeligstemplede dokumenter om krigen i Afghanistan er blevet lækket fra det amerikanske forsvar. Præsident Obama fordømmer offentliggørelsen, der giver et noget dystert billede af krigsindsatsen i landet.

91.000 hemmelige, amerikanske dokumenter om krigen i Afghanistan er blevet offentliggjort i det formentlig største læk i amerikansk krigshistorie.

Ifølge den britiske avis The Guardian tegner dokumenterne et uskønt billede af en mislykket krigsindsats mod Taleban. Koalitionsstyrkerne har angiveligt dræbt næsten 200 civile afghanere uden at tælle dem med i krigens samlede tabsstatistik.

Dokumentation: Wikileaks Afghanistan-læk

Og også nabolandet Pakistans egentlige rolle i krigen sættes under mistanke. Angiveligt har landets efterretningstjeneste ved flere lejligheder støttet Taleban.

De mange afsløringer er bragt til veje af medierne The Guardian, The New York Times og tyske Der Spiegel. De har fået stillet de hemmelige dokumenter til rådighed af whistleblower-hjemmesiden Wikileaks.

Obama raser mod læk

Det Hvide Hus har udsendt en meddelelse, der tydeligt tager afstand fra afsløringerne:

- Det er vigtigt at notere sig, at perioden, som dokumenterne beskriver er januar 2004 til december 2009, siger Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsrådgiver, general Jim Jones.

Med andre ord: Obama-administrationen giver tidligere præsident George W. Bush skylden for de handlinger, der nu er blevet afsløret. Obamas administration anklager Bush' og hans folk for ikke at have givet krigsindsatsen de nødvendige ressource. Desuden fordømmer Det Hvide Hus selve lækket af de hemmelige dokumenter.

- Præsident Obama annoncerede en ny strategi med en markant forøgelse af ressourcerne til krigen i Afghanistan, og med øget fokus på Al Queda og Talebans skjulesteder i Pakistan. Det skete netop på grund af den alvorlige situation, der er opstået hen over de seneste år, siger Jim Jones.

Wikileaks offentliggjorde tidligere på året en kontroversiel videooptagelse af amerikanske helikoptere, der skød og dræbte flere personer i Bagdads gader - inklusiv to kameramænd fra nyhedsbureauet Reuters.