1. maj 2009, 20:14 – opdateret 1. maj 2009, 22:29

Drømmen er at blive tøjdesigner.

I forrige uge var hun på studietur i Berlin med sin klasse fra Den Skandinaviske Designhøjskole, der hører til i Randers. Hun sugede til sig af de små, uafhængige designere i den tyske hovedstad og kom hjem med hovedet fyldt af nye idéer.

At 21-årige Sanne Keil Sørensen overhovedet kunne være med i Berlin, er en historie med et tragisk udspring. Den 26. september 2007 mistede hun sin storebror, Mikkel Keil Sørensen, som faldt på slagmarken i Afghanistan.

Lige siden – dag ud og dag ind – har hun båret sin brors »hundetegn«, soldatens særlige halskæde og messingplade med navn og rang. Og hun har stadig svært ved at tale om ham uden at blive overvældet af sorg. De stod hinanden nær, og kort før hans afrejse sad de en aften og talte sammen om deres fremtid, og lillesøster lovede storebror at forfølge sin designerdrøm.

»På det tidspunkt havde jeg et almindeligt arbejde, og Mikkel ville ikke have, at jeg skulle gro fast. Han krævede, at jeg forfulgte mine drømme,« fortæller Sanne Keil Sørensen.

Når partierne bag forsvarsforliget i den kommende tid skal formulere en dansk veteranpolitik, vil de fokusere på soldater, som kommer hjem med fysiske og psykiske skader, deres pårørende samt efterladte. Men vil alle søskende og andre nære personer, som helt uønsket får krigens konsekvenser at føle, blive overset?

Der synes i hvert fald at være et stort behov, som det offentlige system i dag slet ikke dækker, lyder det fra det private initiativ Soldaterlegatet. Det har indsamlet over 30 millioner kroner fra danske virksomheders fonde, men dets formand Peter Højland sagde tidligere på ugen til Berlingske Tidende, at behovet for støtte til efterladte og sårede soldater er så stort, at der er behov for mange flere penge.

Soldaterlegatets sekretariatschef, Ann-Christina Salquist, skrev efterfølgende i et debatindlæg her i avisen, at behovet må ses som et udtryk for, at det offentliges indsats ikke er tilstrækkelig.

Jeg er taknemmelig og beræret
Sanne Keil Sørensen har modtaget små 60.000 kroner. Efter sin brors død havde hun svært ved at komme videre med sin uddannelse. I efteråret 2008 begyndte hun på højskolen i Randers, men meldte sig kun til for et halvt år. Pengene rakte ikke til mere.

»Men jeg ville gerne tage endnu et halvt år for at forbedre mine chancer for at komme ind på Designskolen i Kolding. Det hørte min families kontaktofficer i Livgarden. Han fortalte mig om Soldaterlegatet og hjalp mig med at søge, og pludselig en dag fik jeg besked om, at jeg ville få finansieret endnu et semester,« siger Sanne Keil Sørensen. Kontaktofficeren er Livgardens stabschef Søren Østergaard.

Beløbet finansierer højskoleopholdet og materialer. Havde det ikke været for den økonomiske hjælp, ville hun nu have været tilbage i et arbejde, hun i virkeligheden ikke ønskede, mener hun.

»Derfor er jeg både meget taknemmelig og meget beæret over at have modtaget den støtte. Jeg har mistet Mikkel, og det kan tilskuddet fra Soldaterlegatet ikke ændre på. Men det har hjulpet mig videre, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Det er helt fantastisk,« siger Sanne Keil Sørensen.

Men hun føler ikke bare, at det er fantastisk; hun føler, at det er fortjent, at efterladte som hun selv og sårede soldater fra Danmarks krige bliver hjulpet videre i tilværelsen. Da Mikkel Keil Sørensen kom hjem fra sin første udstationering i Kosovo, frygtede hun dag ud og dag ind, at han næste gang skulle til Irak, som i medierne på det tidspunkt stadig blev fremstillet som mere uroligt end Afghanistan.

»Da Mikkel fortalte, at han skulle til Afghanistan, var jeg meget lettet. Det var først lige før, han blev sendt af sted, at jeg begyndte at høre om, at det var ved at gå galt dernede,« siger hun: »Fra det øjeblik var jeg rigtig, rigtig bange. Det lå konstant i mit baghoved, at der kunne ske ham noget. Også når jeg talte med andre mennesker om noget helt andet. Jeg læste hele tiden nyhederne på nettet og tekst-TV, og det var et mareridt, når der lå nyt om, at en soldat var såret. Og så døde Mikkel. Jeg synes, jeg og min familie har været så meget igennem, at jeg godt tør sige, at jeg fortjener at få støtte.«

Om den støtte så bør være offentlig frem for privat, vil Sanne Keil Sørensen ikke blande sig i.

Ifølge forsvarsminister Søren Gade (V) bør der være grænser for, hvad det offentlige skal støtte, og han nævner specifikt støtte til søskende som noget, der må falde udenfor. Men han roser initiativer som Soldaterlegatet for at støtte personer, som ikke kan regne med hjælp fra staten.

• Portrætserie: De faldne