20. juni 2009, 20:45

»Alle gutterne er på et eller andet tidspunkt ved at skide i bukserne og kan ikke passe deres arbejde. Der er ingen grund til at glorificere eller heltegøre nogen.«

CAMP PRICE. »Det sker på tredjedagen af en operation, vi selv har bedt om at komme ud på. Vi kører ud fra vores nordligste lejr, Armadillo. Deroppe ligger vi ved kontaktlinjen nord for lejren og slås med Taleban – nærmest fra hver vores skyttegrave. Det er sådan lidt Første Verdenskrigagtigt. Vi ved, vi kommer op at slås, når vi krydser den linje. I løbet af foråret havde vi fået gode erfaringer og efterretningsoplysninger om deres handlemønstre, og nu ville vi lægge pres på dem. Normalt kæmper de jo sådan, at de sætter alt ind i de første minutter, og så fiser de af igen. Vores plan var at forhindre, at de bare kunne stikke af. Vi fandt ud af, hvor de normalt samledes, og vi ville forsøge at lave en manøvre uden om dem. Der blev sat ingeniører ind for at rydde for IEDere (vejsidebomber, red.), som skulle gøre det muligt for os at bevæge os rimelig frit i en periode.

På tredjedagen har 2. deling – min deling – hviledag og holder i beredskab i lejren. Klokken 8.36 bliver jeg vækket i min sovepose og får melding om, at en soldat fra 3. deling er kørt på en IED – en vejsidebombe. Han har kørt en rendegraver. Området var ellers sweepet i forvejen, men IEDen har formentlig ligget for dybt til at give udslag. Rendegraveren bruges ikke til at fjerne miner eller bomber, men metalrester fra gamle miner og bomber, nogle helt tilbage fra krigen med Sovjetunionen.

Vores opgave er at evakuere den sårede og senere, da han er sendt af sted i helikopter, at bjærge den ødelagte rendegraver. Det er et princip, vi har. Taleban skal ikke have et trofæ, de kan bruge i propagandasammenhæng. Vi spænder rendegraveren for vores Piranha og trækker den vel to meter, så kører den igen på en IED.

Jeg står på bilen sammen med ’Fiskehuse’ – en af mine folk. Vi får hele lortet fra eksplosionen lige i hovedet. En mekaniker, som er på jorden, får fragmenter i benene og lidt i ansigtet. Men han slipper billigt. To feltrationer på Piranhaen skærmer ham mod andre fragmenter.

Fiskehuse får en masse fragmenter i ansigtet. Sten og metalrester fra rendegraveren. Han har ikke fragmentationsbriller på. To minutter forinden har han råbt til mig: ’Fuck, hvor de dugger’, og så tog han dem af. Det irriterer mig i dag. Fiskehuse plejede at gå med de briller altid, også inde i lejren. Han smed dem aldrig. Han bløder i ansigtet og er bange, ked af det, han kan ikke se noget.

Jeg selv får et ordentligt slag i hovedet. Jeg prøver at ignorere, at jeg er kommet til skade og bliver ved med at udstede befalinger, men kan godt høre, at min stemme er grødet. Jeg prøver at taste på min telehjelm, som vi bruger til at kommunikere med lejren, men jeg kan ikke mærke noget, og jeg opdager, at mikrofonen er væk.

’Må nok hellere tage en funktionskontrol,’ tænker jeg og begynder at mærke efter på mig selv om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Jeg vrikker med tæerne. De er ok. Fingrene derimod reagerer i slowmotion. Så ruller jeg tungen rundt i munden og kan straks smage blod og mærke sten og jernstykker. Dengang ved jeg jo ikke, hvad der er hvad, men der var lidt af det hele, sagde lægerne bagefter. Jeg lægger hånden på højre side af mit hoved og mærker bare en stor sovs.

En kollega kommer løbende over til os og siger til mig: ’Nu er det ikke din kamp mere. Du er ramt.’ Jeg vil ikke vise, at jeg er hundeangst, så jeg spørger ham:

’Er jeg stadig en flot fyr?’

’Rød er ikke lige din farve,’ svarer han.

KORT EFTER KOMMER et sanitetshold med læge fra Armadillo, og jeg kan i det mindste selv gå ud af Piranhaen. De flyver mig til Kandahar, hvor hospitalet kan tage sig af hovedskader som dem, jeg har fået. Jeg ryger som det første i en CT-scanner. Derefter er det på operationsbordet, og så bliver jeg begavet med et kateter. Da jeg vågner, ligger Fiskehuse i sengen ved siden af.

Jeg kigger ned ad mig selv. Mine hænder er som sandblæste. De har 10.000 små skrammer. I underarmen er fire mindre sten gået ind. En lidt større sten kigger ind i halsen, her ved adamsæblet. De er alle blevet fjernet. Min underlæbe og stykket ned til hagen er revet op. Nu kan det ikke ses i dag, fordi mit skæg dækker det, men inden operationen kunne man se lige ind i munden. Jeg får også en flænge ved øjet, som går langt op i panden. Det er ikke noget alvorligt, bare en hæderlig flænge. Det værste er en ti centimeter lang flænge i hovedet, lige over højre øre. Huden blev revet op, og kraniet var blotlagt. Det var flækket. Jeg fik et lukket kraniebrud.

Jeg er syet med i alt 40 sting og sat sammen med 15 hæfteklammer. Jeg ligner Elefantmanden. Efter 24 timer flyver jeg med et britisk militærfly til København. Tre ambulancer og otte betjente venter på mig i Kastrup og eskorterer mig direkte til Rigshospitalet. Der ligger jeg en uge. Det eneste jeg tænker er: ’Puha, det er godt, jeg er hjemme.’

Men lidt efter lidt begynder det at trække i mig. Lægerne på Riget spiller ud med, at de vil sygemelde mig i mindst tre måneder. Men det vil jeg ikke. ’Så finder I mig dinglende ude i garagen om to måneder,’ fortæller jeg dem.

Jeg bliver sendt til psykolog. Jeg ved ikke, hvordan man skal reagere oven på sådan en oplevelse, eller hvordan man ikke skal reagere, så jeg fortæller hende bare lidt om, hvad der er sket. Sagen er, at jeg sådan set ikke har det dårligt med at være blevet sprunget i luften. Udover fysisk, selvfølgelig. Jeg er ikke bange, jeg har ikke lortedrømme, jeg har ikke overvejet, om min fremtid bør ligge et andet sted end i Helmand. Men jeg gør åbenbart et udmærket indtryk på psykologen. Hun er sød og rar og mener, at jeg har det fint nok. Hun er enig i, at det bedste vil være, at jeg kommer af sted igen.

Mine sår heler fint. Jeg bliver udskrevet og kan nøjes med at gå til kontrol hos egen læge og på infirmeriet. Jeg lægger pres for at komme hurtigt tilbage til Helmand. Hvorfor? The same old story. Det er jo min deling. Det hernede er mit projekt. De her rødder er mit projekt. Indtil ulykken havde vi haft hæderkronede dage. Det skal ikke ende på den måde. Man må jo gerne lave buler i sin egen bil, men andre skal ikke gøre det. Jeg vil ikke kunne klare at ligge derhjemme og høre, at en af mine folk er blevet såret.

Jeg har også brug for at vide, at jeg kan komme op på hesten igen. Jeg tænker mange gange, at hvis jeg ikke når at komme tilbage til delingen, inden missionen er slut, så lægger det grunden til en angst mod overhovedet at komme ud igen en anden gang. Jeg skal ikke bare ligge og blæse sæbebobler. Det får man dårlige nerver af.

Min kæreste er selv soldat og med på Hold 7. Hun er hjemme på leave (orlov, red.), da ulykken sker, er hun der til at passe på mig den første tid hjemme. Det er rigtig godt. Heldigvis forstår hun min beslutning om at komme tilbage hurtigt. Det er værre med mine forældre. Jeg kan godt se på dem, da jeg står på flyet anden gang, at det her skal jeg ikke udsætte dem for en gang til.

FEM UGER EFTER ULYKKEN er jeg tilbage i Armadillo. Fem-seks dage senere er jeg i kamp. Jeg bliver skudt på, men det tricker ikke rigtig nogen reaktion. Men hold kæft hvor jeg spejder efter IEDere. Jeg hænger nærmest ud ad vinduet og stirrer efter steder på vejen, hvor jorden kan virke løs. Men jeg kommer over det, og det giver en vis tilfredsstillelse at kunne sige, at jeg er ved at skide i bukserne, men at det går OK. En dag cirka en uge senere er vi i kamp i otte timer i træk.

Jeg ringer hjem og fortæller mine forældre, hvad der sker, og jeg skjuler ikke noget for dem. Jeg lægger måske en dæmper på mine ambitioner i Forsvaret, og det vil jeg heller ikke fortælle alt for meget om her. Men det er fedt at være her. Fedt at stå op om morgenen med en klar dagsorden. Vi bliver brugt og udfordret, får prøvet alle taktikker og ethvert stykke isenkram.

I Danmark er der alt mulig udenomsfikumdik. Hvorfor skal vi egentlige eksercere? Hvorfor hele tiden videreuddanne sig? Hvorfor bare blive ved med at brænde husleje af? Jeg ved selvfølgelig godt hvorfor, men vi kan godt blive bedre til at sige: ’Lad os nu bare komme ud!’

Jeg skrev testamente, et sidste vilje-brev og så et mere personligt afskedsbrev til familien, inden jeg tog ud i februar. Men jo mere jeg sidder her og snakker om ulykken og tiden bagefter, jo mere tænker jeg på, om jeg skal ændre især afskedsbrevet. Jeg tror, jeg er nødt til at skrive mere om, hvorfor jeg gør det her. Hvorfor det giver mening. Det skal måske være mere fokuseret på, at jeg ikke er blind for risikoen. Jeg har skrevet meget om idealer i det. Om frihed og demokrati og storpolitik, og alle de der ting. Lige så der er trommesoloer og violiner i baggrunden. Det er jo det, man tænker igennem, inden man tager af sted: Kan man stå inde for missionen? Ja, det kan man godt.

Men siden ulykken har jeg ikke tænkt mange sekunder på det. Mit fokus på krigen er blevet mit eget lille mikrokosmos. Mine motiver er blevet mere personlige og mellemmenneskelige. Jeg vil gerne fortælle, at jeg i endnu højere grad slås herude for gutternes skyld og for de lokale, som vi møder. Jeg er hundrede procent sikker på, at vi hver eneste dag hjælper dem til et bedre liv. Det giver mening.

Jeg vil gerne fortælle mine forældre, at hvis jeg en dag stiller træskoene, så er det fordi, at jeg gør, hvad jeg vil. Var jeg blevet derhjemme, var jeg blevet et andet menneske end det, jeg vil være.«

De to andre hårdt sårede i ulykken den 19. april har ikke været i stand til at vende tilbage til Helmand. Den første sårede er for tiden under genoptræning. Den anden, Fiskehuse, har mistet synet på det ene øje. Rasmus Ulfeldts 2. deling fra Charlie-kompagniet har til daglig hjemme hos Gardehusarregimentet i Slagelse. Det vender hjem fra Helmand til august.