18. juli 2009, 15:50 – opdateret 18. juli 2009, 19:03

En stemme fra hovedcentralen kommer igennem på politiradioen, da patruljebil 01-213 den 10. marts først på aftenen netop har afsluttet en opgave i Brønshøj: »Kan jeg få dig til at kigge en tur på Kronborggade 16, 3. th? En tidligere udsendt soldat, som formentlig har posttraumatisk øh, ja psykose eller hvad fanden det nu hedder... øhm, søsteren mener, han er til en tvangsindlæggelse... kan du lige køre forbi og se, om han overhovedet er hjemme og så vurdere og så gå videre derfra? Kom.«

»Modtaget Kronborggade 16, 3. th. 01-213 skifter,« svarer en af betjentene i bilen i et tonefald, der ikke udtrykker begejstring.

»01-213. Jeg kan høre på dig, du ved, hvor lang tid sådan noget tager med den stemme, du har fået. Kom.« »Ja, det er ikke en af de ligetil. Men vi prøver og se, om han er hjemme, først og fremmest, 01-213 skifter.« I bilen sidder to betjente. Den yngste har en fornemmelse af, at det kan blive en tilspidset sag.

»Han har garanteret våben,« siger han. Det tror den ældre betjent ikke.
Tolv minutter senere står de i Kronborggade.

Den yngre betjent løsner sin peberspray fra hylsteret og lægger den i jakkelommen. De ringer på hos 32-årige Torben Bødker . Ingen svarer.

En nabo lukker betjentene ind i opgangen.

På tredje sal prøver de at råbe igennem brevsprækken uden held.

Kort tid efter bliver gadedøren åbnet.
Torben Bødker er på vej op.

Han stopper med få trin igen og kigger på dem. Den yngre betjent får øjenkontakt, og tænker at eks-soldaten »virker fuldstændig bindegal i hovedet«. Torben indvilger i at lukke betjentene ind i lejligheden.

Han træder ind i den dårligt oplyste entré, går videre ind på sit værelse og sætter sig i sofaen. Der ligger noget vasketøj, men ellers er der rent. Mere end der normalt er på et drengerøvsværelse med Playstation og fladskærm.

Den ældste betjent taler Torben efter munden.

Den yngre betjent stikker hånden ned til pebersprayen. Han ser Torbens venstre arm forsvinde bag ham og trække en blank genstand ud.

»Hænderne væk fra den kniv,« siger den yngste betjent.
»Hænderne væk fra den kniv,« gentager han, da der ikke bliver reageret.

Hverken Torben Bødker eller betjentene ved det endnu. Men radioopkaldet til politibilen om aftenen den 10. marts er begyndelsen til enden på Torbens liv. Om få minutter vil han være død. Og om få timer vil han være landskendt som den psykisk syge mand, der tirsdag aften angreb to betjente med en sabel på Nørrebro og derfor blev skudt.

HISTORIEN OM DE dødbringende skud og den berømte sabel begynder i starten af 1980erne. Familien Bødker fra Lolland var på ferie ved Gardasøen.
Den ældste datter, Jeanette, var blevet på sin efterskole, og familien fyldte derfor kun fire pladser i Tjæreborg-bussen til Italien: Forældrene Bent og Kisse Bødker , den mellemste søster Dorthe på 13 år og lille Torben .

Han var seks år og blev kaldt »Loppe« på grund af sine lyse krøller. Storesøster Dorthe købte en souvenirsabel i en turistforretning ved Gardasøen.
Den kom med hjem og hang i flere år på væggen i hendes værelse.

Men Dorthe blev større, og en dag, da der skulle ommøbleres, smed moren souvenirsabelen ud i en container tæt på hjemmet. Indtil d. 10 marts i år, skænkede hun den aldrig en tanke mere. Men det gjorde lillebror Torben.

Han kravlede nemlig op i containeren, fandt sabelen og gemte den på sit værelse.
Torben var en flittig gæst i containeren, og normalt viste han stolt sine fund frem, men sabelen gemte han. Normalt vidste han, når han havde gjort noget forkert. Som f. eks.
dengang han var sendt i byen for at handle og »kom til« at købe slik for de resterende penge: Da han kom hjem, gik han direkte i seng og sov af ren skam - uden at forældrene behøvede at sige noget.

»Han var en utrolig sød og følsom dreng. Hvis man klappede to gange i hænderne højt bag ham, græd han som en stukket gris, og han gemte sig bag sofaen, hvis filmene blev for uhyggelige,« husker Torben Bødkers søster Dorthe i dag.

Hun var beskytteren: Da Torben i de små klasser fik klø af to drenge, fandt Dorthe på at opsøge den ene af dem. Hun holdt bøllen, så Torben kunne slå ham. Lillebroren var ikke meget for det, og Dorthe måtte, mens hun holdt drengen, forklare Torben , at han skulle slå hårdere. Men han nægtede.

Han så op til sin søster. Da Torbens hår blev mørkere og krøllerne forsvandt, begyndte han at gå med hendes mærkevarebluser. Da Dorthe flyttede til København, fulgte han også efter. Som 18-årig ringede han og spurgte hende, om han måtte bo hos hende et par dage. De endte med at dele et 12 kvm stort værelse på Rebæk Søpark Kollegiet i Hvidovre i et år, indtil han blev kaldt på session.

Torben var ikke i tvivl om, at han ville i militæret.

»Han ville være en rigtig mand. Han var blevet beskyttet af sine søstre hele sit liv og trængte nok til at bevise noget,« mener Torbens mor, Kisse Bødker, i dag.

DA HOLD SYV i SFOR-missionen blev hentet af busser i en kroatisk lufthavn i sensommeren 1998, var Torben en af dem, der talte højest.

»Sådan var han. Altid glad, rar og jokende. Man kunne mærke, at han var en af dem, der skulle bevise noget. Forstået på den måde, at han gerne ville have respekt. Den sjove er jo ikke ham, der altid får mest respekt. Men Torben skulle nok have bevist det et andet sted end i Bosnien,« fortæller Marc Pedersen, der boede på værelse med Torben Bødker.

Soldaterne sad side om side som et sportshold på vej til en kamp, de havde trænet til i flere måneder. Koncentrerede og forventningsfulde. Men da bussen nåede grænsen til Bosnien, blev Torben og resten af soldaterne tavse. Kroatien var et fint og frodigt sommerland, men mødet med Bosnien var anderledes: Seks års sønderbombede byer med stålbjælker stikkende op fra murbrokkerne.

Lejren lå i en gammel fabrikshal, der var blevet angrebet så mange gange, at væggene var gennemhullede nok til, at solen kunne kaste prikkede mønstre ind i hallen. Torben boede sammen med to andre i en gammel container. Humoren blev grovere, som ugerne gik.

I en gengældelsesmission tissede Torben i en Fanta-flaske. For at gøre joken gennemført stillede han flasken i køleskabet natten over, før den blev serveret for offeret.
Men nogle måneder henne i udsendelsen stoppede Torbens jokes.

Hans ven Marc fandt ham flere gange grædende, når han havde siddet alene og tænkt over tingene. Andre gange tændte Torben fuldstændig af over ingenting. En dag, de havde været ude på en mission, som ingen ønskede at tale om, satte Torben sig på en bænk foran værelsescontaineren og barberede sig skaldet.

»Hvad fanden har du gang i?« spurgte Marc.
»Nu skal jeg være hardcore,« svarede Torben med et fjoget smil.
»Men det var tydeligt, at der lå noget i det smil, som slet ikke var sjovt,« fortæller Marc Pedersen i dag, der sammen med de andre gav Torben tilnavnet »Skalle« efter episoden.
TORBEN LANDEDE i Billund i februar 1999. Storesøster Jeanette havde taget sin søn på otte år, sin datter på fire måneder og to dannebrogsflag med i lufthaven. Torben vidste, at Jeanette ville hente ham, men alligevel gik der halvanden time, før han kom ud ad dørene som den allersidste.

Han så Jeanette og børnene, gik lige forbi dem med et tomt blik og tog alene hjem.
Til afsked på kasernen var opgaven at rense udstyr. Herefter blev Torben og de andre tidligere udsendte kaldt sammen foran obersten. Han spurgte, om der var nogen, der havde det dårligt og havde brug for hjælp. Ingen rakte hånden i vejret.

Efter udsendelsen flyttede Torben tilbage på kollegiet i Hvidovre. Han faldt ind i de sædvanlige rytmer, men det var ikke længere det samme at være med ham på bodegaen i Rebæk Søpark Centret, fortæller en gammel ven.

En aften efter midnat røg han og to venner ud i en diskussion med fem andre gæster, der umiddelbart ellers ikke lignede nogen, man skulle diskutere med. Skænderiet drejede sig om en banal ting, men udviklede sig. Pludselig tog Torben ordet med et vildt udtryk i øjnene: »Ved I, hvordan det er at stå med et dødt barn viklet ind i pigtråd? Har I nogen idé om, hvad det gør ved et menneske at finde en massegrav?,« råbte Torben ind i hovedet på de fem fremmede, der gik deres vej.

Bagefter var han ved at bryde sammen. Vennerne spurgte, hvad det handlede om, men han ville ikke tale om det. Og sådan fortsatte det.

Kun efter en del bajere eller i særlige situationer med familien kom oplevelserne frem. Så fortalte Torben om henrettelser med pigtråd, om voldtægtslejre og om den kaffepause, hvor han så døden i øjnene, da en bil kom kørende hurtigt imod ham.

Torben forsøgte at kæmpe mod fortidens minder. Han købte bogen »Helbred dit liv«, begyndte på elektrikeruddannelsen og tog et fuldtidsjob ved siden af. Men som årene gik, fik han det værre. Når han sad til familiefester, ignorerede han sin mor. Når folk lånte ham penge, så de dem ikke igen. I 2004 måtte forældrene sige til Torben , at de var nødt til at sælge den lejlighed, de havde købt til ham. Han havde ikke betalt husleje i lang tid, og de havde ikke råd til den.

Herefter fortalte Torben sine forældre, at de havde udsat ham for »ekstremt omsorgssvigt«. Han brød kontakten med dem og forklarede vennerne, at han havde valgt familien fra.

Torben Bødkers liv fungerede udadtil, men indadtil begyndte han at indse, at noget skulle ske.

Nytårsaftensdag 2007 - otte år efter hjemkomsten fra Bosnien - ringede han til konsulent Yvonne Tønnesen, der er ansat af fagforeningen HKKF for at hjælpe soldater med efterreaktioner fra udsendelse.

»Skal jeg virkelig gå ud og gøre noget ved nogen, før jeg kan få hjælp?,« spurgte han.
Yvonne Tønnesen forsøgte uden held at lave en aftale med Forsvarets psykologer.

Torben skulle selv henvende sig, lød beskeden. Torbens mor ringede også flere gange til dem. Men også hun fik at vide, at der ikke var andet at gøre end at registrere Torben hos de sociale myndigheder, hvis han ikke selv henvendte sig.

Imens prøvede Torben selv at komme væk fra sine tanker med lange gåture, sport og intensiv læsning om specifikke emner. Hvert emne - specielt religion - kunne holde hans opmærksomhed i flere måneder. Han nåede både igennem jødedommen, kristendommen og asatroen.

Når tankerne alligevel blev for meget, røg han hash. Men han havde det dårligt med sit misbrug, og han ville tilbage til virkeligheden. Den 28. oktober 2008 skrev han i sin dagbog: »Det kan ikke blive ved med at ende godt, det bliver ved med at rive dig væk fra den virkelige verden. Jeg har ikke nogen kæreste, men det er klart, når du altid ryger dig skæv hele tiden. Tag dig nu sammen, mand. KOM NU!« I løbet af vinteren 2008/ 2009 blev livet sværere for Torben Bødker . Efter bofællen sagde lejligheden op, og Torben skulle finde et nyt sted at bo, begyndte hans tilværelse for alvor at ramle. Når bofællen sov hos sin kæreste, barrikaderede Torben hoveddøren med en stol og åbnede sin egen værelsesdør ud til gangen, så han kunne høre, hvis der kom nogen. Han fik vanskeligere ved at holde styr på virkeligheden.

Søndag den 8. marts i år ringede Torben til sin søster. Han fortalte Dorthe, at han havde afsløret en familiehemmelighed: Deres farfar var nazist.

»Hør nu her Loppe. Hvad er det for nogle lyserøde piller, du er på? Eller er du blevet psykisk syg?,« spurgte Dorthe.

»Jeg har nok bare røget for meget,« lød svaret, og Torben fortalte, at han ikke havde sovet i to døgn.

Han ville gerne gøre noget ved det.

Dorthe fortalte ham, at den eneste, der kunne hjælpe, var deres far. Torben spurgte usikkert, om hun virkelig troede, at forældrene ville tale med ham efter alle de år. Han overvandt sin frygt, ringede hjem og spurgte som det første sin far, om de stadig elskede ham. Bent Bødker forsikrede sin søn om, at det gjorde de. Han fortalte også sønnen, at de gerne ville hjælpe ham med en ny lejlighed og med i det hele taget at få hjælp.

Dagen efter - mandag den 9. marts - tog Dorthe Bødker over til Torben .

Hun var fængselsbetjent og kom efter arbejde i sin uniform. Torben lagde sig ind under dynen og kiggede angst på uniformen. Hun tog slipset af og løsnede skjorten.

»Det er mig Torben , det er mig,« sagde hun.

Han satte sig stille op på sengekanten og pegede med store armbevægelser ind mod brystet af sig selv.

»Jeg har brug for kær-lig-hed. Jeg har brug for kær-lig-hed,« gentog han staccato.
»Det vil vi også gerne give dig Torben , vi elsker dig jo. Men du bliver nødt til at give os lov.« Dorthe selv havde svært ved at forholde sig til situationen. For første gang gik det op for hende, at hendes bror virkelig havde brug for hjælp.

Hun sagde, at han skulle pakke en taske, så de kunne køre på Psykiatrisk Skadestue, hvor han kunne få en pille, falde i søvn og være i sikkerhed.

Torbens øjne gik fra barnlige til vilde og tomme. Vidste hun, hvad de ville gøre ved ham? Han var født til noget specielt. Han var Thor. Torben spænede ud ad bagdøren og ned ad trappen.

Dorthe løb efter ham men måtte opgive, og hun så ham aldrig siden.
Familien ringede til politiet og forklarede dem situationen. Natten mellem mandag og tirsdag kom betjente ved hjælp af en låsesmed ind i Torbens lejlighed. Han var der ikke, men de efterlod en besked om, at han skulle kontakte sin familie.

Tirsdag den 10. marts klokken 4.16 om morgenen ringede Torben til sin fars mobil. Bent Bødker skyndte sig ind i stuen for ikke at vække sin kone.
Torben fortalte, at han var i Hvidovre.

»Jeg kommer hjem nu, far. Vi ses.« Men Torben kom ikke hjem. I løbet af eftermiddagen ringede moren til Yvonne Tønnesen fra fagforeningen for at spørge hende til råds.

»Det var, som om en sten faldt fra mit hjerte. Efter ikke at have set min søn i fire år fik jeg endelig at vide, hvad der var galt. Vi kunne endelig gøre noget. Yvonne fortalte, at det ikke var hashen, der var problemet.

Det var efterreaktionerne fra udsendelsen.

Han havde PTSD ( Post Traumatisk Stress Syndrom, red.), og det var presset med at skulle flytte, der havde gjort det sidste. Hashen var - ligesom for mange andre med den sygdom - bare en måde at dulme tankerne på,« fortæller Kisse Bødker i dag.

I samråd med Yvonne Tønnesen fandt hun ud af, at det var bedst at efterlyse Torben hos politiet for at få ham tvangsindlagt. Hun ringede til Station Bellahøj, der lovede at sende nogle betjente og en læge. Men da betjentene dukkede op, var der ingen læge med.
På omtrent samme tidspunkt nåede Torben frem til samme konklusion.

Efter i flere år at have haft brug for hjælp tog han endelig initiativet og henvendte sig på skadestuen på Rigshospitalet. Her mødte han en sygeplejerske, som han talte med i lang tid. De blev enige om, at Torben skulle på Psykiatrisk Skadestue. En portør fulgte ham derover, men noget gik galt. Efter at være ankommet til Psykiatrisk Skadestue forlod han kort tid efter hospitalet. Sygeplejersken, der havde talt med ham så, at Torben var på vej væk. Hun løb efter ham, men han ville ikke blive.

Cirka en time efter, klokken lidt over seks om aftenen, sidder Torben Bødker i sin sofa med sourvenirsabelen fra Gardasøen i hånden og de to politibetjente over for sig.
»Hænderne væk fra den kniv,« siger den yngste betjent med reference til sabelen.
»Hænderne væk fra den kniv,« gentager han, da der ikke bliver reageret.

Torben lægger den fra sig på sofaen.

Den ældste betjent går et par skridt frem og siger noget i retning af: »Vi skal vel ikke visitere dig, før vi fortsætter?« Torben griber igen om sabelen.
Han rejser sig og står over for den ældre betjent. Den yngre betjent trykker det meste af pebersprayen af mod Torbens ansigt. Torben stopper op et sekunds tid, men fortsætter så mod den ældre betjent og slår ham i hovedet med sabelen. Den ældre betjent synker sammen til sofabordshøjde.
»Træk pistolen,« siger han til sin yngre kollega.
Det når den yngste betjent ikke, før Torben løber efter ham ind på bofællens værelse. Torben står midt i rummet. Betjenten ser sabelen glimte i lyset fra gaden. Den er hævet op over Torbens hoved. Den unge betjent afværger, men slaget rammer ham i hovedet. Det sortner et øjeblik. Torben fortsætter frem mod den yngre betjent, der får trukket sin pistol og holder den med begge hænder mod Torben : »Klik« - Funktionsfejl.
»Fuck, den lortepistol,« tænker betjenten.
Han er sikker på, den er ladt.

Tidligere på dagen har han set patronen i den lille sprække til patronkammeret.
Han tager nyt ladegreb og skyder igen. Denne gang går den af. Torben giver et lille buk, og der breder sig en rød ring i maveregionen på hans hvide T-shirt. Men han fortsætter mod betjenten med uformindsket styrke.

»Hvorfor fanden lægger han sig ikke,« tænker betjenten og skyder igen: »Klik. Klik.« - Pistolen svigter igen.

Betjenten løber ud i entreen. Blodet fra slaget løber ned i venstre del af ansigtet og forringer sigtbarheden i den i forvejen dunkle lejlighed.

I entreen husker han en eller anden form for nærkontakt, men kan ikke erindre mere. Han løber ned på gaden, hvor han forventer at finde den ældre betjent, fordi han ikke så ham på vej ud af lejligheden.

Men den ældre kollega står ikke nede på gaden. Han står tværtimod oppe i entreen i lejligheden og har lige affyret det sidste og dødbringende skud mod Torben Bødker .

DE SIDSTE AFGØRENDE øjeblikke i eks-soldatens liv foregår i entreen, men hvad der præcist sker er svært at vide, da de to betjentes vidneforklaringer adskiller sig væsentligt fra hinanden omkring hændelserne i entreen: Den yngre betjent husker noget nærkontakt, men lægger ikke mærke til mere - og opfatter slet ikke, at kollegaen er til stede, da han løber gennem entreen på vej ud af lejligheden.

Den ældre betjent, derimod, forklarer, at han affyrede to skud mod Torben Bødker , imens den yngre betjent stod lige foran ham i entreen. Forskellene i forklaringerne begynder, efter den ældre betjent får det første slag i hovedet: Da den ældre betjent kommer til sig selv, er han, ifølge sin egen forklaring, alene i Torbens værelse og hører tumult fra bofællens værelse på den anden side af væggen. Han hører et skud fra en tjenestepistol; det lyder ligesom på skydebanen. Han trækker sin pistol og går ud i entreen.

Her kommer den yngre betjent og Torben væltende ud fra bofællens værelse. De er i karambolage, og den yngre betjent kommer ud med ryggen først.

Ifølge den ældre betjent har Torben overtaget. Han virker som et vildt dyr og råber, at de skal gå ud.

Da entreen ikke er særlig bred, bliver både den yngre og den ældre betjent presset til at gå baglæns mod hoveddøren, mens Torben skubber. Til sidst når de helt op i hjørnet. Den ældre betjent ser, at den yngre betjent ikke har sin pistol. Han tænker, at Torben måske har den, men kan ikke se, om Torben har pistol eller sabel.

»Jeg fornemmede hele tiden, at der var tale om en meget farlig situation, men nu - hvor ( den yngre betjent, red.) havde mistet sin pistol og jeg ikke vidste, hvor den var - så var den helt gal,« siger han i afhøringen.

Han skyder mod Torben.
Eks-soldaten fortsætter kampen.
Den ældste betjent skyder Torben igen. Først her flygter den unge betjent, ifølge kollegaens forklaring, ud ad hoveddøren. Torben rækker ud efter den ældste betjents pistol, og de kæmper om den. Den ældste betjent får rykket sin pistol fri. Torben falder ned på knæ.

Betjenten går væk fra ham, men peger fortsat med pistolen mod Torben , der falder sammen, mens hans åndedræt bliver anstrengt. Til sidst ligger Torben ned på siden op ad hoveddøren.

Nu får den ældste betjent øje på den yngste betjents pistol.
Den ligger ifølge hans forklaring på entrégulvet mellem Torbens ben.
Han samler den op, propper den i lommen og bestiller en ambulance over radioen.
Torben er død. Han bliver kørt i en grøn sæk til Retsmedicinsk Institut.

De to sårede politibetjente bliver kørt i ambulance med politieskorte til skadestuen på Rigshospitalet. De er begge uden for livsfare. I et lokale ved siden af betjentene sidder en sygeplejerske og bliver trøstet af sine kolleger. Det var hende, der talte med Torben tidligere på dagen.

Begravelsen finder sted halvanden uge efter. I kisten ligger Torben iført en FCK-trøje, som FCKs fanklub har fået lavet til lejligheden. Der står »Skalle« på ryggen: Det kælenavn, han første gang fik i Bosnien.

Der er flere tidligere udsendte soldater ved begravelsen. Til den efterfølgende reception går en af dem op til Torbens mor og spørger, om de ikke kan få et bord for sig selv udenfor.

Flere af dem har nemlig svært ved at være sammen med så mange mennesker og sidde i et rum uden flugtveje.

Siden Torben Bødkers død for fire måneder siden har syv andre fra hans kompagni søgt hjælp.

Researchen til historien om Torben Bødker bygger på en række interview med familiemedlemmer og venner samt på oplysninger fra en række af sagens dokumenter, som Berlingske Tidende er bekendt med.