22. november 2009, 10:45

Ordner er noget, man vinder på slagmarken.

Det var begrundelsen, da den daværende unge officer Knud Bartels for år tilbage skriftligt anmodede om at blive fritaget for at modtage de dekorationer såsom ridderkors og fortjenstmedaljer, der automatisk drysser ned over den officer, der ikke dummer sig for meget eller tager af kassen.

Som firstjernet general og Hendes Majestæt Dronningens nytiltrådte forsvarschef modtager og uddeler Knud Bartels ordner, som det hører sig til. Men indvendigt gemmer der sig en snert af en republikaner; en idealist, der tror på den franske revolutions paroler om lighed, frihed og broderskab. Hvilket principielt ikke inkluderer monarki som styreform.

»Set med mine øjne dekoreres en soldat for sin indsats som soldat. Det gik, indtil jeg blev oberst. En dag, mens jeg gjorde tjeneste i Bruxelles, ringede det fra Personelstaben i Forsvarskommandoen. Man sagde, at ’du forventes jo udnævnt til general i nær fremtid til en stilling i Danmark. Hvordan synes du, at de personer, som du kommer til at dekorere med ridderkors og fortjenstmedalje, vil føle det, når de modtager dekorationen af en person, som har udtalt - i ungdommelig skarpsindighed - at dekorationer kun er noget, man erhverver på slagsmarken’«, mindes Knud Bartels:

»Jeg udbad mig 24 timers betænkningstid. Så ringede jeg tilbage og sagde, at jeg var blevet konfronteret med et argument, jeg ikke kunne imødegå, og derfor ville rette ind og modtage dekorationer. Jeg håbede, at sagen blev ved det. Men så lød der en sukkersød stemme, som sagde: ’Husk nu vi skal have en skrivelse fra dig, hvor du tilbagekalder din tidligere holdning’. Den var hård at underskrive, det siger jeg dig.«

HISTORIEN OM DEN ELLERS princip­faste Knud Bartels, der måtte æde sin modvilje mod ufortjente ordner i sig, er historien om en begavet ung mand, præget af en stærk far og med den franske revolutions idealer i bagagen, som bliver officer, og gradvist bliver lidt rundere, lidt mindre tilbøjelig til at gribe hver eneste chance, der byder sig, for at slås for en sag eller et princip. Men trangen, pligten, til at vælge sin egen vej og holde i principperne, sidder stadig i ham, som de har gjort siden opvæksten som søn af den dengang kendte danske ambassadør Eyvind Bartels.

Eyvind Bartels sad som dansk ambassadør i Paris i 1960erne i centrum af de danske overvejelser om at søge ind i forløberen for EU, De Europæiske Fællesskaber. Udenrigsministeren var den ligeledes navnkundige Per Hækkerup, som Eyvind Bartels nærede et personligt modsætningsforhold til. Eyvind Bartels, der tilhørte det udenrigsministerielle aristokrati, kunne ikke døje at beværte den whiskydrikkende udenrigsminister, hvis politik han var inderligt imod. Og han lagde i adskillige interview dengang ikke skjul på, at han som ambassadør ikke var uddannet som restauratør. Eyvind Bartels - og med ham familien - blev sparket ud af ambassadørboligen i Paris og sendt først til Indien og siden Egypten, inden Eyvind Bartels uomtvistelige kvaliteter førte ham tilbage til magtens centrum som ambassadør i Washington.

»Min far var en intellektuel rebel. Det kunne nogle gange føre til fantastiske resultater og andre gange føre til betydelige konfrontationer,« siger Knud Bartels om sin far, der inden sin død i 1987 var flyttet tilbage til Nordjylland; det eneste sted i Danmark, der har lagt jord til en revolution i form af oprøreren Skipper Clement. Dér følte Eyvind Bartels sig hjemme.

»Det er klart, at jeg kan mærke, at jeg er hans søn,« medgiver Knud Bartels. Han skynder sig at understrege, at sønnerne af de store udenrigsministerielle elefanter i 60erne, den senere forsvarsminister Hans Hækkerup og han selv har et udmærket forhold til hinanden. Men Knud Bartels er klar over, at han som sin far kan have en spids facon.

»Det er jeg med tiden blevet mere bevidst om. Men det bunder i, at jeg i mit karriereforløb fortrinsvis har været chef for enheder, først som kompagnichef, så bataljonschef, brigadechef og divisionschef. Det er steder, hvor man giver ordrer. Jeg har også arbejdet i Bruxelles i to ombæringer. Det er min erfaring, at man vinder ved at formulere sig præcist og kort. Det kan opfattes skarpt og stødende,« siger Knud Bartels.

Men han vil gerne opfattes som en chef, der »virker ved eksemplets magt«. En, der leder fra fronten, og som stiller samme krav til sig selv som til sine undergivne. Det var baggrunden for, at Knud Bartels som chef for 3. jyske brigade sendte sin komfortable GD - en militær firhulstrækker - bort, og valgte at stå op i den åbne luge i sin pansrede mandskabsvogn på en kold og meget lang, raslende ubekvem tur fra Haderslev til Aalborg. »Under øvelsen opholdt jeg mig dér, hvor en brigadechef under virkelige forhold opholder sig,« fastslår Knud Bartels.

Han morer sig over at blive kaldt for en »hærflagellant«, altså en officer af selvpinertypen:

»Jeg vælger ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg har ikke meget tålmodighed med middelmådighed, og jeg har den opfattelse, at chefvirket skal ske ved eksemplets magt. Det er til tider ubehageligt, men hvis chefen kan, så kan vel alle. Jeg har ikke mødt mange medarbejdere, som ikke bifalder den tankegang.«

På samme måde vedkender han sig gerne begrebet »officersære«.

»Det indebærer, at når man bærer stjernerne eller striberne, har man et ansvar. Det kan man ikke fralægge sig, og det skal karakterisere virket som officer,« siger han.

BEVIDSTHEDEN OM SIN SKARPE profil, som »måske ikke altid passer i det militærpolitiske Danmark«, betød, at han blev overrasket over at blive opfodret til at søge jobbet som forsvarschef. Og så alligevel ikke så overrasket endda. Der kan være situationer, som nu, hvor en »skarp profil med utvetydige meninger har sin berettigelse«. Altså en stærk chef, en officer til benet, i spidsen for et forsvar, der har været alvorligt rystet. At sige nej var ikke en option. Det kan man kun, hvis der er tvingende private grunde, som eksempelvis en meget syg hustru. Han og hans belgiske hustru, Inge, må klare sig som weekendpendlere. I det omfang tjenesten tillader, naturligvis. Hustruen kunne ikke drømme om at opgive sit job i NATOs hovedkvarter i Bruxelles.

SELV OM BARTELS ikke stiller mindre krav til sig selv end til medarbejderne, skal hans undergivne heller ikke regne med det omvendte. I foråret 1999, da Knud Bartels sad centralt med forberedelserne til et nyt forsvarsforlig, og luftkrigen mod serberne i Kosovo spidsede til, rekvirerede han feltsenge til medarbejderne, så de kunne overnatte på deres kontorer. På et enkelt punkt er Knud Bartels markant anderledes end sin far. Eyvind Bartels gav gerne interview og skrev adskillige kronikker om europæisk politik og fransk kultur. Men Knud Bartels har, indtil sin udnævnelse, kun efterladt sig få spor i offentligheden. Det er bevidst. Han mener ikke, at hans opgaver har omfattet, hvad han opfatter som, selvpromovering. Men det betyder ikke, at han afskyr presse og journalister. Og selv om politikere har kaldt Forsvarskommandoens kultur for »rådden«, afskyr han ikke politikere:

»Det er det nemmeste i verden at tale om elendige politikere og en blodtørstig presse. Politikere har deres logik, jeg har min, og kunsten er at forene de to.«

Pressens ret og pligt til at arbejde frit vil han forsvare til det sidste. For netop ønsket om at forsvare friheden var en vigtig årsag til, at Knud Bartels valgte at blive officer under Den Kolde Krig, hvor ufrihed truede.

Knud Bartels ved, at han har to år og fem måneder som forsvarschef, inden han falder for aldersgrænsen som 60-årig.

»Jeg vil kaste et vemodigt blik på mit kontor, tage min mappe og gå stille derfra,« siger han.

Ingen parader, der kan vække ubehagelige minder, om dengang en anden forgænger, Christian Hvidt, måtte gå før tid på grund af strid med forsvarsministeren om sin afskeds­parades størrelse. Desuden kan Knud Bartels ikke fordrage at blive hyldet.