31. juli 2010, 22:30

Han råbte til de tre afghanere, der bar på gule containere og sorte plasticposer; netop den slags, som kan rumme sprængstof og trykplader, og som i nedgravet stand bliver til dødelige sprængladninger. Sammen med tolkens råb kastede danske soldater to granater, såkaldte »flashbangs«, som eksploderede med voldsomme, men ufarlige brag. Det fik de afghanske mænd til at forsvinde.

Den lille, knap nævneværdige episode fandt sted 1. oktober sidste år, og kan læses blandt de 92.000 rapporter, som netsiden Wikileaks for en uge siden gjorde tilgængelig for hele verden. Enkelte af rapporterne fortalte om ukendte grusomheder: Mest omtalt blev amerikanske soldaters drab på 19 civile og det efterfølgende forsøg på at skjule det. En række andre rapporter oplyser navne på afghanere, som samarbejder med Nato-soldaterne, ligesom der er navne og adresser på Taleban-krigere, som ønsker at skifte side. Offentliggørelsen af de navne har rejst vrede mod Wikileaks og bekymring for disse afghaneres liv.

Men de fleste rapporter, inklusive de rapporter, der fortæller om de danske soldaters gerninger, er ikke spor overraskende.

Berlingske Tidende har analyseret de 92.000 rapporter, som er tilgængelige på Wikileaks, med henblik på at finde dokumenter, der har tilknytning til det danske engagement i krigen i Afghanistan. Vi har fundet og gennemlæst knap 400 rapporter om danske soldaters aktiviteter fra 2004 til 2009. Et stort antal af dokumenterne beskriver fund af nedgravede sprængladninger eller fortæller episoder, hvor sprængladninger blev udløst og skadede eller dræbte soldaterne. Mange andre fortæller om Taleban-angreb med håndvåben og raketdrevne granater på danskerne, som svarer igen med håndvåben, mortergranater, kanonild og flybomber, når det går hårdt til.

Den dag kæmpede soldaterne endnu engang for deres liv, og én af dem fik tilværelsen forandret for resten af sin levetid.

»De må have haft en meget lav klassifikationsgrad (lavt sikkerhedsniveau, red.). Jeg forstår ikke, at vi spilder tid på at læse de dokumenter. Wikileaks burde have gennemgået dem først og nøjedes med at frigive dem, der er interessante. Nu sidder der et utal af officerer og embedsmænd i forsvarsministerier verden over og journalister og alle mulige andre og bruger, jeg ved ikke hvor mange, ressourcer på det her,« siger forskeren.

»IEDerne (de nedgravede sprængladninger, red.) fylder meget i rapporterne. Soldaterne må bruge enorme ressourcer på at bekæmpe dem, og de forstærker indtrykket af, hvor mange ressourcer Taleban er i stand til at binde på den måde. Gennem rapporterne ser man krigens rutiner, hvor der er en uendelig række af patruljer og møder med fjenden, der igen og igen forløber på samme måde. Tiden går, uden at der er nogen retning, nogen udvikling«, siger han.

Vedby Rasmussen tror, at alene mængden af rapporter om en konflikt, der ikke flytter sig meget ud af stedet, vil øge presset på politikerne for at afslutte den.

»Det er en ret god pointe, at man her har fem års rapporter om det samme og det samme,« siger han.

Oberstløjtnant Karsten Kjær er på grund af mundkurven eksempelvis afskåret fra at forklare hændelsesforløbet i en træfning, der i oktober 2009 førte til drabet på en lille pige - en episode, der tidligere har været beskrevet i medierne, ligesom han ikke har lov til at forklare, hvorfor danske soldater ifølge rapporterne gang på gang må undlade at skyde personer, der graver bombelignende genstande ned i sandet omkring de danske og britiske forposter i den grønne zone.

De nedgravede sprængladninger er dem, der invaliderer og dræber flest soldater i Helmand. Men soldaterne må stort set ikke skyde på de personer, der lægger dem. Karsten Kjær kan kun generelt sige, at soldaterne skal være absolut sikre på, at der virkelig er tale om en sprængladning, inden de må slå den pågældende person med spaden og plasticbeholderne ihjel.

Til gengæld må Karsten Kjær dog gerne give udtryk for sin irritation og vrede over, at rapporterne er blevet lækket. Og han kan ikke skjule sin bekymring for, at Taleban gennem rapporterne kan konstatere, hvad de danske soldater kan præstere - og hvordan de arbejder.

»Vi har ikke noget at skjule. Men sådan noget som dette gør man bare ikke«, siger han.

Christian Brøndum beskriver fire eksempler på millitærrapporter med dansk indhold:

1: Forsvarschef nær ramt

Den daværende forsvarschef Jesper Helsø kom Sankt Hans aften 2006 faretruende nær på en vejsidebombe, da han besøgte de danske soldater, der dengang befandt sig ved Feyzabad i det nordlige Afghanistan. En sprængladning monteret i en trykkoger ramte den første af fem biler i forsvarschefens konvoj. Helsø befandt sig i den efterfølgende bil. Den ramte bil var pansret, og ingen personer kom noget til. Historien er blandt de lækkede rapporter fra Wikileaks.

Den nuværende forsvarschef, Knud Bartels, blev i foråret ramt af en sprængladning under besøg ved en forpost nær Helmand-floden. Heller ikke denne gang skete der personskade.

2: Afghanere vil til Danmark

Guvernør Ghulam Abubaker i det nordøstlige Afghanistan har ikke meget med de danske tropper i Helmand i det sydlige Afghanistan at gøre. Men han er alligevel interessant for danskerne. Ifølge en rapport fra 4. februar 2008 har guvernøren taget imod 100.000 dollar fra lokale afghanerne i bestikkelse mod at hjælpe dem til illegal indrejse til Danmark. Rapporten understreger, at oplysningen ikke er verificeret, men at oplysningen passer med tidligere rapporter om guvernørens forbindelse til korruption. »Han anvender muligvis sin magt til at skjule illegale aktiviteter«, hedder det i rapporten.

Guvernøren er ellers kendt for at have sat fart i genopbygningsarbejdet i Kapisa-provinsen. Den skeptiske rapport om guvernøren blev forfattet af en enhed i den berømte amerikanske 101. faldskærmsdivision, kaldet Task Force Cincinattus. Den angiveligt store interesse for at rejse til Danmark blev rapporteret samtidig med, at rapporter om demonstrationer mod danske avisers offentliggørelse af Muhammed-tegningerne strømmede ind fra en række byer i Afghanistan, hvor demonstranter krævede danske og hollandske soldater ud af landet. Hollændernes brøde bestod i visningen af en omstridt film.

3: Ramt af snigskytte

Soldater fra Gardehusregimentets 2. Lette Opklaringseskadron overvågede terrænet foran den fremskudte base Sandford – nu kaldet Rahim – om formiddagen den 10. oktober 2009. Fra en af forpostens vagttårne holdt de øje med omgivelserne og var klar til at støtte andre soldater, der gik på patrulje i nærheden af basen. Ifølge enhedens rapport bemærkede de seks lokale afghanere, hvoriblandt én var bevæbnet med en AK47-riffel og derfor blev »positivt identificeret« som oprører.

Da den pågældende oprører gik i stilling med sin riffel, blev han skudt af en dansk snigskytte, der brugte en kaliber .338, der svarer til en langtrækkende kaliber 7.62.

»Kroppen blev trukket væk af de tilbageværende oprørere, som forsvandt. Patruljen fortsatte på sin opgave«, hedder det i rapporten. Ifølge Hærens Operative Kommando var den kontante afregning med den formodede oprører inden for troppernes magtanvendelsesdirektiv, kaldet »Rules of Engagement«.

Inden Forsvarskommandoen udstedte forbud mod at svare på spørgsmål om de lækkede papirer, oplyste presseofficer, major Kim Grünberger, at episoden ikke blev taget med blandt historierne fra Afghanistan på HOKs hjemmeside, fordi den ramte oprørers skæbne ikke var bekræftet.

4: Civil med dårlige bremser skudt

Soldater fra Gardehusarregimentets Lette Opklaringseskadron kørte den 16. september 2009 ved Gerehsk på vej mod den dansk-britiske lejr, Camp Price. Da en blå civil bil nærmede sig i høj fart, affyrede soldaterne et signallys som advarsel, sådan som de ifølge procedurerne skal.

Da bilen fortsatte, affyrede soldaterne to advarselsskud fra et tungt maskingevær, men da det blå køretøj fortsatte mod danskerne, vurderede de, at der kunne være tale om en selvmordsbomber. »Der er en meget ægte trussel om selvmordsbombere i Gerehsk«, fremhæver man i rapporten. Da bilen stadig kørte mod dem, skød soldaterne mod bilens motorhjelm, så den skred væk fra vejen og stoppede.

Danskerne undersøgte situationen, mens lokale afghanere hurtigt samlede sig og forsøgte at fjerne en såret afghaner fra den blå bil. Han blev evakueret til hovedbyen Laskah Gah til medicinsk behandling. Rapporten konkluderer, at defekte bremser i den blå bil var årsagen til, at den ikke standsede. Inden Forsvarskommandoen uddelte mundkurv , oplyste presseofficer Kim Grünberger fra Hærens Operative Kommando, at han svagt kunne erindre episoden. Han kunne ikke forklare, hvorfor man ikke omtalte den på daværende tidspunkt.