5. september 2010, 11:05

De kaldte ham Guffer, fordi han altid kunne fremtrylle en pose vingummi eller Piratos ude midt i ingenmandsland i den afghanske ørken. Her var Mark Visholm i sit es, når han pløjede gennem hjulsporene sammen med sin bedste ven, Kasper Kiran Larsen – kaldet ”Solrød”.

Mark og Kasper lærte hinanden at kende hos Gardehusarerne i Slagelse, og de blev smedet sammen for altid. Dels fordi de ved en tilfældighed lignede hinanden som tvillinger, og dels fordi de siden kom til at tilbringe mange timer sammen i jeepens førerhus ud og ind mellem ørkenen og den grønne zone langs Helmandfloden, hvor de hårdeste kampe foregår mellem de danske soldater og hovedfjenden, Taleban.

De var begge tømrere, inden de skrev professionelle kontrakter med forsvaret. De var høje, slanke, rødblonde og selv Marks forældre kom en gang til at tage fejl af de to venner. Forskellen mellem dem trådte tydeligst frem, når Mark Visholm gjorde det, han havde for vane: Flækkede af grin.

”Mark havde konstant det der kæmpegrin på, så man skulle tro, han var på eventyr. Han havde sådan nogle store, hvide fortænder, som fik ham til at se endnu gladere ud altid. Man skulle kende ham meget godt for at vide, at han en gang imellem havde brug for at være lidt alene,” fortæller Kasper Kiran Larsen.

De befandt sig også inden for en armslængde af hinanden, da Mark Visholm som den første danske soldat blev fældet af et dræbende skud gennem hovedet den 29. november 2007.

At Mark Visholm overhovedet befandt sig i Afghanistan den skæbnesvangre dag er lidt af en tilfældighed. Eller rettere: Det er et udslag af en enorm viljestyrke hos den dengang 22-årige soldat fra Skælskør.

Marks forældre, Benny og Sonja Visholm, var tidligt klar over, at sønnen ville være soldat. Lige fra han var lille, spurgte han sin far, hvor længe han skulle stå i lære for at blive general. Det var hans inderste drøm. Men han havde en gevækst på knæet, som generede ham så meget, at han blandt andet måtte stoppe med at spille fodbold som stor dreng. Og han blev senere opereret i knæet, mens han stod i lære som tømrer.

Af samme grund blev Mark Visholm afvist, da han søgte ind i militæret. Og det kostede ham blod, sved og tårer at få overbevist officererne om, at han kunne klare sig i det danske forsvar og i jernhårde krigshandlinger i Afghanistan.

”Han havde været meget skuffet, hvis ikke han var kommet med til Afghanistan. Han bed alle smerter i sig, selvom de ret ofte var ganske ulidelige. Faktisk tror jeg tit, han kæmpede hårdere end os andre for at vise, at han godt kunne være med, når det gjorde ondt,” fortæller Kasper Kiran Larsen.

Benny og Sonja Visholm drømte inderst inde om, at deres ældste søn tabte interessen for militæret, hvis han fik en god civil uddannelse i stedet for. Derfor var de lykkelige, da han gik i tømrerlære.

”Da han blev konfirmand, var han en mager cykel ligesom ham der,” siger hans far og peger kærligt på lillebroderen Thomas, som går i folkeskolen og endnu ikke er skræmmende af statur.

Mark Visholm startede på Teknisk Skole i Slagelse, men da det i de år var vanskelligt at skaffe en læreplads, blev han uddannet tømrer på skolen. Men han var vaks og parat, hver gang der bød sig en mulighed for at komme ud til en mester – også selvom det kun var i nogle uger eller måneder. Så tog han bussen rundt på Sjælland fra mester til mester for at få noget erfaring fra rigtige arbejdspladser. Han ville ud, hvor der skete noget – både som tømrerlærling og siden som soldat.

Så snart han var udlært tømrer, vendte Mark Visholm sig da også igen mod militæret. Fire års læretid havde ikke slukket drømmen om at blive general.

”Mark ville kun være i militæret. Og var han kommet hjem fra Afghanistan i fornuftig stand, er jeg sikker på, at han ville af sted igen. Han var helt sikkert klar over risikoen ved at være udsendt, men det var kun det, han ville. Han ville gøre en indsats for freden ved at gå i krig. Han sagde flere gange, at han ikke kunne andet end at elske de små afghanske børn med deres store øjne,” fortæller Benny Visholm.

Mark var fire måneder inde som værnepligtig, men blev til sin store skuffelse pure afvist, da han søgte videre som professionel soldat på grund af sit dårlige knæ. Men her viste jernviljen sig. I stedet for at resignere og acceptere sit nederlag, gik han i benhård træning for at overbevise officererne om sin duelighed. Til sidst lykkedes det ham, og Gardehusarregimentet i Slagelse accepterede ham som soldat trods det dårlige knæ.

”Mark var meget lykkelig, da han endelig fik lov at trække i trøjen. Han trænede intensivt op til sin udsendelse, så der efterhånden kom lidt sul på kroppen og overarmene,” fortæller Sonja Visholm, som støttede sin søn fuldt ud i hans militære karriere, selvom hun var bange for, hvad der kunne ske ham, når han skulle sendes i krig for Danmark.

Ved siden af den fysiske træning fik Mark Visholm en ekstra uddannelse på Slagelse Sygehus, så han kunne virke som sygehjælper i sin gruppe i Afghanistan. Han lærte at lægge drop og stikke slanger ned i halsen på folk. Da ingen af hans kammerater havde lyst til at agere forsøgskaniner, så brugte han sig selv. Han var hverken bange for nåle i armene eller slanger i halsen.

I den periode fik han også tid til lillebroren Thomas, som han ofte tog med ind i biografen Panorama i Slagelse, hvor de så to film i træk. De kunne lige nå ud i pausen og spise pizza. Mark elskede pizza – så meget, at han ifølge Thomas havde telefonnumrene på 12 forskellige pizzeriaer gemt i hukommelsen på sin mobiltelefon.

Om eftermiddagen og aftenen sad de to brødre på værelset og spillede computerspil – de fleste var skydespil. Mark Visholm havde over 500 spil og videoer, som lillebror Thomas overtog, da han blev udsendt.

Thomas savnede sin storebror, da han rejste og havde det svært med, at Mark skulle i krig. Det ser man tydeligt på et fotografi, soldaterkammeraten Kasper Kiran Larsen tog ud gennem de regnvåde vinduer i bussen, da de drog af sted til Afghanistan. Benny og Sonja Visholm smiler og vinker, mens Thomas står og ser betuttet ud med armene ned langs siden et par meter derfra.

Mark Visholm havde i teenageårene udviklet sig til en habil skytte – ligesom sin far, som er jæger. Han havde gået lidt til riffelskydning og kunne ramme alt med et gevær. Alligevel blev han eddikesur, da det blev besluttet, at han skulle være maskingeværskytte i Afghanistan – en såkaldt ”gunner”. Mark gad ikke skyde med det gamle ragelse, det danske forsvar stillede til rådighed.

Men det var som gunner, han udviklede det nære forhold til Kasper Kiran Larsen, der var chauffør på deres køretøj. Sammen tilbragte de mange timer sammen i førerhuset på deres letpansrede bil. Kasper koncentrerede sig om at følge lige i sporet på den forankørende, mens Mark sad på passagersædet. Her var han i sit es som spasmager og hele delingens ørken-DJ.

”Han sad ved siden af mig og gnaskede vingummier og snakkede med de andre vogne over radioen. Så kunne gutterne ønske musiknumre, som Mark afspillede over den interne radio fra sin MP3,” fortæller Kasper Kiran Larsen.

Når musikken fra Metallica døde ud, talte Mark og Kasper om dagens oplevelser og kamphandlinger. Det var her i førerhuset i ørkensandet, de lidt dybere følelser og længsler kom for en dag. Indtil Mark faldt ofte i søvn på passagersædet gennem ørkenen. Men som Kasper siger, så dykkede han hånden i posen med Piratos og lod ham blunde lidt. Han vidste, at Mark var klar på et sekund, hvis det virkelig gjaldt.

Sonja Visholm sendte pakkerne med vingummi og lakridser til Guffer i Afghanistan, så han altid på de mest uventede tidspunkter kunne hive en pose guf op af lommen. Hun sendte også mandemagasiner og pornoblade af sted til Mark og hans venner, fordi hun er sig helt bevidst, at det bare var store drenge, der kæmpede en vigtig krig for Danmark.

Den detalje griner Benny Visholm af. Han skulle ikke have noget af at stå og rode efter kulørte blade i den lokale kiosk, men han bakkede helt op om adspredelsen til sønnen og hans venner i krig.

Benny Visholm mener, at den menige dansker ved for lidt om, hvad der foregår i Afghanistan. Vi er for blødsødne. I Afghanistan har fjenden ingen uniformstvang, ligesom de internationale styrker har. Man er derfor nødt til at skyde først og spørge bagefter. Og skulle der så ryge en enkelt civil afghaner med i købet, så er det ærgerligt, men uundgåeligt. Som han siger: ”Skulle der smutte en for meget med i købet, så sker der vel ingenting ved det.”

Mark Visholms forældre har altid bakket sønnen op i hans valg af levevej. Derfor smerter det dem at se, hvor stedmoderligt vi behandler soldaterne, når de vender hjem fra krigen.

”Vi mister nogle unge folk nede i Afghanistan, men Danmark er ikke gode til at hylde dem og deres kammerater for deres indsats. Det virker, som om danskerne ikke forstår, at vi jo netop slås i Afghanistan, så der ikke springer bomber i Tivoli, i Ørestad eller i Kastrup Lufthavn. Det er billigere for samfundet at lade de danske soldater slås dernede end herhjemme,” siger Benny Visholm.

Aftenen før den 29. november 2007 ringede telefonen hjemme i huset i udkanten af Skælskør. Det var Sonja Visholm, der tog den. Selvom stemmen i røret kom fra en ørken mange tusinde kilometer væk, lød den meget klart og tæt på:

”Hej, det er Superman!”

Det varmede. Men det var sidste gang, Sonja Visholm hørte sin store søns stemme.

I dag har familien Visholm mistet Mark i krigen, og det huer dem ikke, at lillebror Thomas går rundt med de samme drømme som sin storebror. De er kede af det, men ikke bitre over tabet af Mark, fordi han selv valgte sin levevej og kendte de mulige konsekvenser. Alligevel truer Benny Visholm kærligt sin yngste søn om, at han binder ham, hvis han finder på at rejse til Afghanistan: ”Jeg synes, vores familie har betalt nok til den krig!”