Forsvarsministeren forventer, at den nye vestlige strategi for Afghanistan vil »flugte fint« med danske ønsker. Udenrigsministeren bakker op om fjernelse af Taleban-folk fra FNs terrorliste.
27. januar 2010, 23:41
KØBENHAVN/LONDON: Danske soldater i Afghanistan skal i løbet af i år indlede et tæt samarbejde med afghanske soldater for at træne dem til gradvist at overtage ansvaret for sikkerheden i Helmand-provinsen.
Det siger forsvarsminister Søren Gade (V) op til London-konferencen om Afghanistan. Selv om forventningerne til konferencens konkrete udbytte er sat ned, fordi den afghanske regering endnu ikke er på plads, venter forsvarsministeren alligevel resultater fra London og fra næste uges forsvarsministermøde i NATO, som »flugter fint« med de danske tanker om strategien i Afghanistan. En strategi, som et bredt flertal af partier i Danmark står bag og snart ventes at afslutte med en revision af den danske strategiplan fra 2008.
»Vi skal træne tæt med afghanerne, og det er bestemt ikke ufarligt. Vi skal samtidig fortsætte med de opgaver, vi hidtil har løst,« siger Søren Gade. Og netop samarbejde i skarpe operationer med afghanske styrker ventes at blive et hovedemne på London-konferencen, ligesom civilt-militært samarbejde og uddannelse af politi og sundhedspersonale ventes at få vægt.
Afghansk forstærkning på vej
Det tætte samarbejde med afghanske styrker bliver muligt, når den afghanske hær forventeligt til sommer stationerer en bataljon soldater på omkring 600 mand i det danske ansvarsområde. Det var den afghanske forsvarschef, Bessmillah Muhammadi, der for nylig lovede Søren Gade og dansk forsvar at sende de længe efterspurgte tropper.
London-konferencen ventes også at diskutere en ændring af kommandoforholdene i det sydlige Afghanistan. Hidtil er den militære ledelse af den sydlige del af landet foregået gennem NATOs »regional command south«, ledet af en britisk chef. Men efter alt at dømme betyder ankomsten af mange tusinde amerikanske tropper, at den regionale sydkommando splittes i en sydøstlig og sydvestlig kommando. På dansk niveau, som del af den britiske task force i Helmand, får ændringen dog næppe større praktisk betydning. Under alle omstændigheder har Danmark ingen planer om at flytte fra området omkring den vigtige handelsby Gerehsk, hvor danske soldater har investeret så mange liv og kræfter siden 2007.
Talebanere fjernet fra terrorliste
På konferencen i London vil det givet også blive diskuteret, i hvilket omfang man skal forhandle med Taleban-ledere om at inddrage dem i en såvel en politisk som en militær løsning for Afghanistan.
Fem Taleban-navne er netop taget af FNs terrorliste på opfordring af den afghanske præsident, Hamid Karzai, og det har udenrigsminister Per Stig Møller (K) det fint med.
»Det er Karzai, der sidder med hænderne nede i det kogende vand,« siger Per Stig Møller, der deltager i dagens Afghanistan-konference.
»Karzai har indstillet dem, og de er screenet, og dem mener Karzai altså, at man kan lave business med. Og som jeg har forstået det, har de ikke været aktive siden 2001. Det er godt, at man kan komme af listen igen. Men de hardcore forestiller jeg mig ikke, at man kan lave aftaler med. Heller ikke Omar Mullah,« siger Per Stig Møller om Talebans åndelige leder.



































