25. juli 2010, 12:00

Med hurtige bevægelser afsikrer soldaterne deres geværer, mens skudsalver og tunge eksplosioner drøner i baggrunden. Fjenden kan angribe hvert øjeblik, og det er afgørende, at den afghanske gård bliver indtaget.

I ly af bebyggelsens ydermur lister den lille gruppe sig frem. Et par mand sikrer mod pludselige baghold, mens en anden får sparket porten op med hælen. Med hævede våben løber kammeraterne forbi ham og ind mod huset bagved.

Hver bevægelse er koordineret på forhånd, alle ved præcis, hvor de skal sigte og placere sig i forhold til de andre. Det gælder liv og død, at ingen går i vejen for hinanden. Kom bare an, Taleban, vi skal nok få ram på Jer.

I virkeligheden er soldaterne ved at indtage et gult murstenshus på hærens kampskole i Oksbøl, lidt nord for Esbjerg. Skodderne er malet hvide, og muren omkring bygningen er et almindeligt dansk plankeværk.

Eksplosionerne i baggrunden er dog rigtige nok og kommer fra infanteriet, der træner i nærheden, men lyden blander sig med en fjern susen fra Vesterhavet og en flok kvidrende svaler, der har lært at ignorere både skud og soldater.

Vinden lugter af krudt og dansk sommer. Temperaturen nærmer sig 20 grader.

Selv om gruppen i de sidste dage har øvet indtrængen i almindelige huse og rum, er det første gang, de forsøger sig med et compound, som er betegnelsen for en indhegnet og lerklinet afghansk gård.

Nu skal der trænes for alvor. I en form for naturalistisk teater med potentielt dødelig udgang, for de 24 konstabelelever er sammen med omkring 700 andre soldater på vej til Afghanistan, hvor de skal udgøre hold 10 i den internationale ISAF-styrke. De er på vej til en krig, hvor 34 danske kolleger allerede har mistet livet. En krig, som ingen længere regner med, at et dansk hold kan vende hjem fra uden dræbte.

De 24 soldater udgør sektionen Let Opklaring, der kommer fra Den Kongelige Livgardes kaserne i Høvelte. I Helmand skal de køre eskorte for forsyninger og agere livvagter for vigtige personer, og desuden vil de få en væsentlig del af ansvaret for at træne det lokale afghanske politi.

Hvilket er et risikabelt job, for politiet betragtes som et attraktivt mål for Taleban. Ifølge de danske politikeres Helmand-plan bliver hver tiende betjent skudt eller bombet ihjel hvert eneste år.

Billedet er meget typisk for flere tusind håbefulde unge, der hvert år søger ind i Forsvaret. De fleste vil være professionelle soldater, fordi de kan komme med på en mission - og ikke på trods af risikoen. Og så er Den Kongelige Livgarde et oplagt valg. Regimentet har samlet set udsendt flest soldater til Afghanistan, og på det kommende Hold 10 kommer alle kamptropperne fra kasernen i Høvelte.

Det var også begrundelsen for 20-årige Kim, der forlod en handelsskoleuddannelse for at forfølge sin gamle drengedrøm om at søge ind til hæren. For selv om det danske soldaterliv er fedt på sin egen måde, så giver det et ekstra kick, at konstabeluddannelsen skal bruges til noget ude i verden.

Allerede nu er han også sikker på, at han gerne vil fortsætte som soldat efter det første halve år i Afghanistan. Men der er flere ansøgere end pladser, så måske er det slet ikke et muligt valg.

»Jeg har talt med en kammerat om, at vi så kan rejse til et andet land. Måske til Australien og den australske hær. Vi tager det, som det kommer. Men jeg vil ud og opleve noget, inden jeg bliver alt for gammel,« siger Kim, der slet ikke har noget imod, at arbejdet også er lidt farligt.

Eventyret skal bare overstås, inden han stifter familie, for han ved godt, at han kan blive såret eller dræbt. Og selvom han må tage hensyn til sine forældre, så er der i det mindste ikke nogen lige nu, der er afhængige af ham.

Forældrene støtter ham også. Måske mest fordi de hele tiden har vidst, at Afghanistan er næste stop. Og at Kim vil rejse uanset hvad.

»Det med at du også selv kommer til at sprænge ting i luften, det er fedt. Jeg er nok stadig lidt barnlig, men jeg har udviklet mig og er helt sikkert blevet lidt mere voksen af at være herinde,« siger Kim helt uden den kækhed, der ellers kommer let til ham.

»Jeg elsker også at sidde bag et rat, og heldigvis har jeg fået muligheden for at blive chauffør,« fortsætter han og fortæller om arbejdet med at holde det tunge Eagle IV-køretøj i de andres hjulspor.

»Så man ikke kører mere lort op,« siger han og taler i virkeligheden om de dødsensfarlige vejsidebomber. De kan være næsten umulige at opdage, når de bare består af sprængstof i en plasticflaske, og de kan være russiske flybomber på op mod 1.000 kilo, der aktiveres med et fjern- eller radiostyret kanonslag.

Og jo, selvfølgelig er det et pres at være ansvarlig for kammeraternes sikkerhed, men alle i gruppen har en opgave, og ingen kan undværes.

Derfor har han heller ikke overvejet at springe fra, selv om månederne op til den forestående udsendelse har budt på flere dræbte og talrige historier om, at det er endnu farligere at være soldat i Afghanistan, end statistikkerne ellers har vist.

»Jeg har jo skrevet under på, at jeg skal af sted, og jeg ville svigte mine kammerater, hvis jeg blev hjemme. Vi arbejder som en helhed, vi er afhængige af hinanden,« siger Kim.

Han taler også gerne om at genopbygge Afghanistan, og en positiv udvikling han gerne vil være en del af, men mest af alt fremhæver han sammenholdet. En helt særlig samhørighed, der gør båndet til de nye kammerater stærkere end selv det, han har til gamle venner.

»Vi er vidt forskellige, men vi har lært hinanden så godt at kende, at vi vil gøre næsten alt for hinanden,« siger Kim flere gange med forskellige ord, der hver gang betyder det samme.

I skyggen ligger gruppens yngste medlem, 19-årige Anders, ved siden af den et år ældre Nick.

»Det kan godt være, du er den yngste, men min mor vasker stadig mit tøj,« siger Nick, der har let ved at få de andre til at grine.

»Jeg ved slet ikke, hvordan man gør,« svarer Anders.

Blandt de mest farveplettede er Peter, der med en alder på 27 år hører til blandt sektionens seniorer. De andre lytter, når han taler, og de mange farvepletter har han fået, fordi han under nattens paintball-krig havde til opgave at løbe først ind i de huse, der skulle indtages.

Han er gruppeførerens højre hånd og har desuden gennemgået et træningsforløb som sygehjælper. Hvis en af kammeraterne bliver såret i kamp, er det ham, der skal holde hovedet koldt og yde førstehjælp på stedet.

Og så er han halvt grønlænder, har sektionens mest veltrænede fysik og en fortid som tømrer. I mange år havde han også en drøm om at prøve soldaterlivet af, men så blev han udlært og fik arbejde, bil og lejlighed, og det skulle afvikles, inden han sidste år gennemførte værnepligten.

»Efter, jeg kom ind, har jeg fundet ud af, at man også skal bruge øverste etage. Det gjorde, jeg blev bidt af det. I en grad jeg ikke havde regnet med. Det er helt klart i militæret, jeg har fundet ud af, hvor meget jeg kan præstere,« siger Peter.

Han ser opgaven i Afghanistan som en personlig udfordring, hvor han kan lære sine egne grænser at kende. Og så vil han gerne hjælpe med at gøre landet til et mere sikkert sted at være.

Det har dog ikke fået familien til at bakke op om Peters beslutning.

»De er meget imod den. De forstår ikke, hvorfor jeg vil sætte livet på spil for en krig, de ikke mener er vores. Og min mor er meget, meget utryg,« siger Peter, der i øvrigt er single. Men ellers var han nok taget af sted alligevel.

Også selv om han ved, det er med livet og helbred som indsats, og at han umuligt kan forestille sig, hvordan virkeligheden i Helmand er. Ikke før han står med fødderne i det afghanske sand.

»Jeg har også prøvet at forestille mig, hvordan livet er bagefter, hvis jeg bliver alvorligt såret,« siger Peter og går i stå midt i sætningen.

»Det er svært. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville håndtere det. Jeg prøver at skyde tanken lidt ud - og så håbe på det bedste.«

Men opstår der en situation, hvor han må tage en anden mands liv, så er han ikke i tvivl. Krigen i Helmand er ikke traditionel, og en bonde, der ellers går og passer sin mark, kan på et øjeblik forvandle sig til en fjendtlig kriger.

»Jeg vil ikke have noget problem med at skyde. De vælger selv at tage et våben i hånden og trykke på aftrækkeren. I nogle situationer er det dræb eller bliv dræbt,« siger Peter.

Han er ikke bange, for så ville han ikke tage af sted. Men han ved også, at ingen på forhånd kan vide, hvordan de vil reagere under beskydning.

Det er netop den usikkerhed, der gør, at selv små detaljer skal trænes og repeteres i en uendelighed. Manøvrerne skal sidde på rygraden, så de udløses som en automatisk refleks, hvis soldaterne pludselig står i en presset situation.

Selv hvis de hører en dør smække, skal den første tanke være, at det er skud fra artilleri.

Her skyder konstabeleleverne med skarpt efter mål på lang afstand, og deres pansrede patruljekøretøjer bliver for alvor bragt med ind i kampene. Eagle IV-vognene er produceret i Schweiz, men med enorme, terrængående hjul og et tungt 12,7 millimeter TMG-maskingevær monteret på taget, ligner de mere en XL-version af en amerikansk Hummer.

En af de skytter, der er blevet trænet i brugen af maskingeværet, er Morten på 21 år. Han er fra Viborg og tog sin værnepligt lige efter Handelsskolen, hvorefter han søgte direkte ind på konstabeluddannelsen. Med en højde på næsten to meter rager han godt op over sine kammerater, men det er nu ikke derfor, han er blevet udpeget til at føre det tunge maskingevær. Det styres inde fra bilen med en skærm og en avanceret styrepind, og Morten har fået opgaven, fordi han, med sine egne ord, har det godt med teknik.

Styresystemets mange knapper kræver da også et vist overblik, men så kan det til gengæld zoome præcist ind på selv små mål på store afstande. Og ramme dem med meget stor kraft, også en kilometer væk.

Dermed står Morten med ansvaret for et våben, der har meget let ved at slå ihjel. Og da hans opgave er at beskytte kammeraterne, er der også en vis sandsynlighed for, at han kommer til det.

»Selvfølgelig er tanken der en gang imellem, men det kan jeg jo ikke gå og tænke på hele tiden,« siger Morten, der bevæger sig roligt og har en venlig og umiddelbart vindende personlighed.

»Når man har prøvet at skyde med det én gang, så føles det ikke længere som et computerspil. Så mærker du kraften,« forklarer han efter en lille pause.

Og derefter vil Morten helst ikke ind på, at det tunge våben er en effektiv dræbermaskine.

»Jeg vil helst helt undgå at skulle affyre skud, for så løser vi jo i virkeligheden opgaven på den bedste måde. Selvom jeg jo godt ved, at sådan bliver det nok ikke,« siger han og taler i stedet om, at nu skal den afghanske hær i højere grad selv stå for sikkerheden i landet.

Men jo mere afrejsen nærmere sig, jo mere tænker han over opgavens mulige konsekvenser. Også for ham selv. Mest håber han på spændende oplevelser og gode minder, og så vil han ellers tage eventuelle fysiske eller psykiske problemer, hvis de kommer.

Det måtte han allerede gøre, da to soldater blev dræbt under en øvelse i Oksbøl, i midten af juni. Den ene var en kammerat, han havde været værnepligtig med.

»Det var hårdt. Jeg blev meget ked af det, men det var også et uheld, og sådan er konsekvenserne,« siger Morten.

Gemt i et skovbryn holder soldaterne øje med en slette foran, og efterhånden som radiostyrede mål af fjender dukker op, hamrer de resolut aftrækkeren i bund.

I Helmand ville målene være kampklare talebankrigere - i Jægerspris er det bare silhuetter af metal. Men de er formet som mennesker, og de lægger sig ned, når de bliver ramt.

Efter at skuddene i flere minutter er faldet tæt, løber fire mand ud på sletten og hen til en lille høj. Her ligger fjenden i skjul - og han skal uskadeliggøres.

Soldaterne kaster en granat og løber igen, mens de skyder ned i lavningen. Ned mod endnu en silhuet, der hurtigt bliver gennemhullet af skuddene.

Dermed har de løst opgaven uden selv at lide tab. I træningen skal et par småting lige korrigeres, men i virkeligheden er manøvren fuldstændig magen til den, som soldaternes kolleger på et af de tidligere Afghanistan-hold foretager i dokumentarfilmen Armadillo.

Den scene, der er blevet debatteret voldsomt i medierne, fordi soldaterne på klos hold dræber fem talebanere, der ligger skjult i en grøft.

Drab, der er blevet kritiseret, men som formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther kalder »lige efter bogen«. Soldaterne i filmen gør præcis det, de er trænet til - det samme det nye hold konstabelelever fra den Kongelige Livgarde lige nu øver sig på.

Og det er den slags dramatiske situationer, der er med til at skabe det unikke sammenhold i en gruppe af udsendte soldater.

»Det er dem, du stod sammen med, da du så en kollega blive dræbt, eller lige da I var lige ved at ramme en vejsidebombe. Det er dem, du har kigget i øjnene, da du troede, det var slut. Jeg er sikker på, at de her gutter kan ringe til hinanden efter 30 år, hvis de har brug for hjælp til et eller andet,« siger Flemming Vinther og mener både de gamle og de nye soldater.

Han er overbevist om, at båndene vil vare livet ud. Og at de oplevelser, som soldaterne deler, hverken vil kunne forstås af familie eller venner.

Hovedparten af de 24 soldater i Let Opklaring rejser til Afghanistan i begyndelsen af august. Kim, Peter og Morten skal af sted i morgen.

Temperaturen er lige nu over 40 grader i Helmand.