Koncert:

Veloplagt Pink i Parken

Stjernens blend af MTV-designede sange og opsigtsvækkende show-effekter gjorde sig godt i Parken.

6 Kommentarer
4 af 6 stjerner

Den kæmpemæssige kanon står midt på scenen, mens spotlyset spiller i dens overflade. Noget skal ske. Så går den af med en brag, sender sin ammunition mod en klynge balloner under Parkens tag og ud af dem falder en kvinde i en wire. Hastigt, elegant, med sugende schwung.

Klokken er 21.56, og sådan åbner man et show, hvis man er Alecia Beth More. Eller rettere, hvis man er hendes stjernedryssede persona, Pink. Og ligeså overlegen hendes entre er, ligeså undervurderet er hun som popstjerne.

Lady Gaga, Rihanna og Beyoncé er således dem, der tales om, når der tales om tidens største kvindelige navne, mens Pink først nævnes i anden omgang. Og dét til trods for, at hendes poppengemaskine er fuldt på omdrejningshøjde med deres – hvilket en indtjening på 40 millioner dollar mellem juni 2009 og juni 2010 siger alt om.

Nuvel. Lørdag er Pinks store Summer Carnival Tour nået til Parken og dens 22.000 publikummer, som efter kanonseancen ser stjernen – der mest ligner en kvindelig udgave af Billy Idol – løbe ned ad rampen med sit skævvredne smil, blegede hår, diminutive antræk og meget passende give sig i kast med »Get The Party Started«.

Hits og teaterrøg

Herefter folder Pink og hendes omfangsrige band sig ud over 90 minutter, hvor der hverken bliver sparet på noget i visuelt eller musikalsk henseende, og »So What«, »U + Ur Hand«, »Please Don’t Leave Me« og resten af hendes efterhånden betragtelige arsenal af MTV-designede sange gør lykke på såvel sæder som plæne.

»Where did you go?« synger hun et sted i showet, og det samme kan man spørge lyden om, der som vanligt er pivringe i Parken, hvor det effektive, men ikke just subtilt spillende band buldrer rundt mellem lægterne.

En ganske udmærket oplevelse er showet ikke desto mindre, og i fortolkningen af Police-klassikeren »Roxanne« viser Pink sin vokale styrke, ligesom hun hele vejen igennem demonstrerer sine evner som entertainer – og tager et sidste stærkt stik hjem ved at svæve ud over publikum i et wire-træk.

Imponerende, sjovt, velkoordineret og ikke til for andet end underholdningens skyld. Præcis som koncerten som helhed med dens kanoner, teaterrøg, burleske kostumer – og hvad der nu ellers måtte findes af betagende blændværk.

- Pink i Parken, lørdag.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Kommentarer

Sortering:

FANTASTISK!

Hvorfor var Parken overdækket sådan en herlig aften? Hvorfor lød lyden som en transistor? Hvorfor var PINK så suveræn alligevel?
Fordi hun kunne performe. Kald det blændværk, men så blev jeg sgu forblændet i en 30 årig entertainer, der viste lyst og energi til at feste....WOW
Se evt www.kunstbladet.com, hvor jeg har fotograferet fra koncerten - selv om man ikke måtte :-)

Wauuuuuuw

Sikke en gennemført koncert hun bragede af igår. Pink er og bliver en rigtig rockchick. Lyden fra parkens side var som flere har nævnt desværre lidt ringe og synd det skulle tage lidt af charmen for sådan en fed koncert der havde det hele. Fed måde Pink startede showet på og hold den virkelig kørende, genialt show og wow en exit

Pink og Parken og lyd

Fed koncert med en fed personlighed. Der var måske lidt dødvande midt i koncerten, men hvilken energi, entré og exit:-)
Og lyden i Parken... Den er for mit vedkommende oplevet rigtig god i to tilfælde: Begge gange da George Michael gav koncert. Kan hans lydmænd noget særligt eller følger de blot den manual der efter sigende skulle foreligge fra Parkens side...?

4 stjerner er IKKE nok - mindst 5

Havde Parkens lyd ikke været så ringe, havde det helt klart været til 6 stjerner - var til både Madonna og Britney's koncerter sidste år, og denne slår dem begge med flere længder....
http://www.youtube.com/watch?v=vGXH8Jn6aF0

Re: 4 stjerner IKKE nok...

Citat: "Havde Parkens lyd ikke været så ringe..."
Netop derfor er det en skandale at man stadig holder koncerter inde i det vanskabte betonhelvede der kaldes Parken.
Riv l..... ned - eller brug det kun til fodbold og intet andet som kræver en egnet akustik.

Jeg kan ikke opfordre for kraftigt til boykot af Parken som koncertsted!

alternativer

Der er desværre ikke så mange alternativer i nærheden af København, hvor akkustikken er bedre - dermed bliver eneste alternativ en stadionkoncert - det begrænser så perioden, man kan holde koncerter i til en ret kort periode om sommeren...
Da det oftest er de samme mennesker, der går til koncerterne, vil det nok få gæsterne til at vælge koncerter fra, hvis det samme antal skal presses sammen på 8-12 uger - det betyder færre entreindtægter => mindre til kunstneren => billigere kunstnere => dårligere udbud => færre entreindtægter etc...

PT må vi derfor nok desværre nøjes med Parken til de store kunstnere - Forum er fx. ikke meget bedre, og der kan jo ikke være ret mange ift Parken...