24. april 2010, 13:15

M-E-D-I-N-A. Bogstaverne blinker grønt og fosforescerende på det sorte bagtæppe, mens en computerstemme læser dem op. Et efter et – og hele salen råber med.

Klokken er 21.40, og Pumpehuset er fyldt til sidste plads med piger, kvinder og enkelte mænd, der endelig kan møde lokalradioernes og diskotekernes ubestridelige dronning, som er døbt Andrea Fuentealba Valbak, men er slået noget så eftertrykkeligt igennem som Medina.

Og med ét står hun midt på scenen i kort læderjakke, überkorte lædershorts, og om hun har stiletter på er ikke til at se for hoveder, men mon ikke.

Medina har jo ikke just markedsført sig selv som endnu en forkølet singer-songwriter med uldtrøje og fornuftige sko, men spiller på sex, sex, sex, og gør det også i aften, hvor hun åbner med gigahittet »Velkommen til Medina«.

En velfungerende elektronisk genereret popsang med en dyb klubpuls, som et seks mand stort backingband fremspiller oven på de oprindelige grundspor.

Et ganske  glimrende koncept, som gør, at nummerets karakteristiske kølige klang bibeholdes, samtidig med at forløbet tilføres tyngde og rocket fremdrift.

Frysende piger

Andre højdepunkter i det 70 minutter lange sæt er de øvrige singler fra Medinas andet album, og under såvel »Ensom« som »Kun for mig« løber den depressive understrøm, som gør Medina interessant som kunstner – bevidst eller ej.

Hendes sange trækker nemlig billeder af ensomme, frysende og halvt afklædte unge piger foran lumre provinsdiskoteker frem på den indre nethinde, og gør det med sin afkølede lyd og tekster, der – på et temmelig fattigt dansk – kredser om natteliv, ensomhed og svigt.

Alt sammen stærkt interessant og på sin egen måde meget bevægende. Når melodierne altså er stærke nok, og i Pumpehuset taber Medina præcis som på plade voldsomt højde, når de svigter hende.

For vel er hun veloplagt og klar med kostumeskift og begrænset, men velfungerende vokal, men numrene fra hendes første udgivelse falder til jorden med et vådt klask, og det samme gør en håndfuld fra gennembrudsalbummet »Velkommen til Medina«.

Disse øjeblikke står imidlertid i voldsom kontrast til »Kun for mig«, som lukker aftenen, og hvor bandets guitarer, bas, keys, trommer og laptops finder sammen om Medinas let hæse og vedmodige vokal på måder, som hypnotiserer salen.

Fremragende sang, fremragende leverance. Blot synd at Medina og hendes drenge ikke har lidt flere numre af samme kaliber at gøre godt med og er nødsaget til at spille mindre gode indslag fra bagkataloget blot for at fylde tiden ud.

Men om et par år – og et par plader – ja, så vil Medina og co. kunne levere en aften i en helt, helt anden klasse.

Forhåbentlig.

- Medina i Pumpehuset, fredag.