Tudetrist møde med Sanne

Sanne Salomonsens svækkede stemme og selvtillid blev udstillet på sørgeligste vis i K.B. Hallen.



Sanne
Salomonsens vokal har tabt den kraft og spændvidde, som har gjort hende til en
af dansk rockhistories største og mest elskede stjerner.
Sanne Salomonsens vokal har tabt den kraft og spændvidde, som har gjort hende til en af dansk rockhistories største og mest elskede stjerner.

Jeg husker hende under en høj jysk himmel. Med langt hår, dyb nedringning, stramme læderbukser og en ild i de smalle øjne, som varmede helt nede ved ølteltene.

Og jeg er ikke alene om minder som disse, der sandsynligvis flimrer i hver eneste 30-plusgæst i K.B. Hallen på denne fredag aften, hvor vi er på fornavn med stjernen på scenen, og mange har købt t-shirts, hvorpå der står ROCK MAMA med enorme typer.

Men den sørgelige sandhed er, at forestillingen om Sanne Salomonsen ikke længere matcher virkelighedens Sanne Salomonsen, og det står alt for hurtigt klart i den fyldte sal, der først mødes af »Hel igen«, som det seks mand store backingband giver i en muskuløst rockende version.

Siden følger den gamle »Hvis du forstod«, som sender publikum tilbage til en tid med skulderpuder, koldpermanent og dynejakker for så at give plads til den helt nye »6. sans«.

Sådan veksler resten af det halvanden time lange sæt også mellem nyt og gammelt, og der er derfor rig lejlighed til at synge med på Salomonsens seneste store hit, »Taxi«, og klassikere som »Den lille løgn«, »Voodoo« og »Den jeg elsker, elsker jeg«.

Uværdige krumspring

Nogen fest bliver det bare aldrig. Snarere et vemodigt møde med en kvinde, som på smukkeste og mest beundringsværdige vis har kæmpet sig tilbage fra et slagtilfælde, men slet, slet ikke er klar til at optræde i en så stor skala som K.B. Hallen.

Dertil er stemmen for svag og helt uden den kraft og spændvidde, som tidligere kunne synge 1001 Grønne Koncerter op på én gang.

De tider er ovre, og de aparte optrin under koncerten, hvor guitarist Morten Woods først giver et nummer og senere lader trommeslager Nikolaj Steen og korsanger Annika Askman gøre det samme ligner ikke så meget en gavmild gestus fra Salomonsen, men mere et forsøg på at vinde tid til at hvile sin stemme og krop, der ellers kun bevæger sig rundt på 2-3 kvadratmeter at scenen. Som virker så hjerteløst stor.

»I aner ikke, hvor meget jeg har glædet mig til i aften« siger Salomonsen flere gange undervejs, og det gør det bare mere sørgeligt. For det er tydeligvis ikke hele sandheden.

Nervøsiteten og usikkerheden lyser nemlig ud af hende fra første til sidste sang, og gladest ser hun faktisk ud, da det hele er slut, og hun kan bukke farvel.

Dér dukker fortidens smil op i et kort glimt. Ellers er hun fjernt fra fordums styrke, og hvor føles det dog utaknemmeligt og ubarmhjertigt at skulle skrive disse ting og veje denne hårdt prøvede kvinde på en anmeldervægt.

Men det skal jeg, og det her er sandheden om Salomonsen lige nu. En legende som er bedre tjent med et stilfærdigt akustisk set-up og en langt mere overskuelig ramme end K.B. Hallen.

Alt andet er bare uværdigt – og tudetrist.

Var du til koncerten? Hvad syntes du om den?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.