Klassisk

Tænk at det kan gøres så simpelt

Per Nørgårds nye symfoni er elegant og overraskende enkel musik – men hvorfor blev den præsenteret med kedsommelige optakter?

Komponist Per Nørgård. Arkivfoto: Jeppe Michael Jensen
Komponist Per Nørgård. Arkivfoto: Jeppe Michael Jensen

Stykket omtales i E.L. James’ kvindevenlige »Fifty Shades« og vil danne lydsporet til en planlagt filmatisering. Lyder det spændende?

For en gangs skyld nej. Ralph Vaughan Williams skabte glimrende ting i sit lange liv – hans kvarterlange »Fantasi over et tema af Thomas Tallis« fra 1910 er bare ikke en af dem.

Når man sidder i DR Koncerthuset og længes frem mod den hjemlige premiere på Per Nørgårds symfoni nummer otte, så falder de brede strygerklange lige bredt nok.

Men verdens bedste W.A. Mozart da? Hans musik vil da overleve pudderparykkens epoke for evigt?

Ikke hans klaverkoncert nummer 13 fra 1783 – der tilfældigvis er aftenens andet værk. Lige præcis den viser østrigeren fra hans mindre sindrige side. Eller som klodens største kender af værket engang har sagt det: »Helheden er mindre en summen af de enkelte dele«. Sjovt sagt, forresten.

At solisten i form af amerikanske Jonathan Biss overhovedet gider rejse rundt med de uambitiøse takter, forstår man rigtignok godt:

De ligger lige til klaverfingrene og passer til hans lidt glatte spillestil. Ingen af de godt 1.000 fremmødte i DRs smukke sal har oplevet det unge talent gå mere i ét med et værks ånd.

Og at musikken mangler dramatik, ved amerikaneren godt selv. For han giver et bevidst nedtonet ekstranummer. Et ikke særlig ekstraagtigt nummer. Knap nok et nummer. Sikkert fordi alt andet ville ha’ overdøvet det foregående i overført forstand.

Fin applaus for hans indsats. Men hvorfor har arrangørerne i DR ikke været mere ambitiøse på egne vegne. Er et par mindre inspirerede stykker en fair flankering af den danske symfonikers seneste genistreg?

Når kun 1.000 af husets 1.820 sæder er besat sådan en aften, behøver det jo ikke være den nye musiks skyld. Det kunne lige så vel være to hengemte værkers skyld. Eller fraværet af en solist med neonnavn.

Poetisk og umiddelbar Nørgård

Symfonien fejler i hvert fald ikke noget, modsat den mageløse Nørgård selv – han måtte ligge hjemme med influenza.

Hans nye værk er tværtimod en overraskelse på alle måder. Tre satser med masser af humor, med overraskende lange melodier, med varme i strygerne og de skønneste klange i blæsere og slagtøj.

Endda spillet med hjerte af DR SymfoniOrkestret og rutinerede John Storgårds på dirigentpodiet.

Kort sagt et fantastisk eksempel på dét, en kender af den 80-årige komponist har kaldt svimlende forenkling. Per Nørgårds kræfter rækker ikke længere til den helt store multitasking, til en masse lag med forskellig fart. Han fokuserer i stedet på det vigtigste og giver øret tid til at sanse det.

Måske det mest poetiske og mest umiddelbare på værklisten siden hans musik til »Babettes gæstebud«.

De vidunderlige Wienerfilharmonikere vil inden længe indspille værket og gøre det til en sikker sællert på verdensplan. Per Nørgårds nye enkelhed er også i den forstand godt set. Avantgarde på den lettilgængelige måde.

Gid den også havde fået bedre rammer forleden.

Hvem: DR SymfoniOrkestret samt John Storgårds og Jonathan Biss.
Hvad: Musik af Vaughan Williams, Mozart og Nørgård.
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag.
Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2 DAB.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.