1. juli 2011, 22:32

I musikhistorien står nigerianske Fela Kuti indskrevet som opfinder af afrobeat-genren, populært kaldet den afrikanske funkmusik, samt som social og politisk aktivist. Det ene kan ikke adskilles fra hverken det andet eller tredje.

Fela Kuti nåede inden sin død som følge af AIDS i ’97 aldrig at opleve det frie, socialistiske Afrika, han agiterede for i tekst og handling. Men Kuti ville have elsket de ting, der er foregået på hans elskede kontinent i det seneste år. Hans sønner Femi og Seun lige så. For de har videreført faderens musik og udviklet på den, senest har Seun begået de anmelderroste "From Africa With Fury: Rise album", der er produceret af Brian Eno.

Fremragende performer

Fredag var de begge programsat på Roskilde, dels hver for sig og til sidst sammen, hvilket aldrig er sket før. Lillebror Seun startede en fest, der skulle vare det meste af to og en halv time. Hans tag på genren er meget vestlig inspireret, det er funk, som vi kender den fra USA, spillet med stor blæsersektion, flere guitarister og percussionister, i alt 16 m/k.
Stakkels The Raveonettes

Seun viste sig som en fremragende, ekstrovert performer, og hans hold af musikere, Egypt 80, der også spillede med hans far, fik de 10.000 fremmødte til at danse. Og måske endda til at tænke længere end til egen næsetip, da Seun proklamerede: ”What Africa need is development by African people”. Så sandt, så sandt, men havde han behøvet at følge op med en monolog og en sang om vaginaen direkte derefter...

Glimrende entertainer

Femi Kuti, der er oplært i sin fars orkester og siden firserne har styret sine egne tropper, kombinerer sin originale tone med en mere jazzet inspiration, stedvist også fra reggaen. Også han beviste ved sin fjerde optræden på Roskilde, at han er en glimrende frontmand og entertainer. Der var intensitet i musikken, energi så det stod ud af højttalerne, men kompositionerne var uden den melodi, uden den nuance og elegance, der karakteriserede broderens – og faderens for den sags skyld.

Hvorfor det efter en halv time simpelthen blev for enslydende og til tider direkte kedeligt og uopfindsomt. Brødre med bands leverede efterfølgende to af faderens tracks, også her trak Seun det længste strå som den mest interessante, mens Femi lignede og lød som håndværkeren og slideren af de to.

Ifølge festivalen selv var denne dobbeltbooking et af årets hovednavne. Kunstnerisk set levede brødrene ikke op til tilliden. Og publikum toppede i antal til Seuns seance, mens broderen skønsmæssigt spillede for et par tusinde færre. I et telt med plads til omkring 20.000. Og det endda på et tidspunkt, hvor der ikke var de mest prangende navne på den Orange hovedscene, men lokale The Raveonettes og tungrockerne Mastodon.

Det bør give festivalen noget at tænke over.