Koncert

Pegasus uden vinger

Band of Horses' enkle rocksange lettede for sjældent, da de søndag aften spillede i en udsolgt Falconer Salen.

ARKIVFOTO. Her giver Band of Horses koncert i Falkoner Salen i 2010.
ARKIVFOTO. Her giver Band of Horses koncert i Falkoner Salen i 2010.

Det er ikke til at blive helt klog på Band of Horses. Når de er allerbedst, får deres enkle og lettere blåøjede amerikanerrock vinger som en anden Pegasus, der ubesværet svinger sig op i de højere luftlag. Men når de ikke lige rammer den rent, er sammenligningen med en gammel, gumpetung krikke mere nærliggende. Det var i hvert fald det indtryk, som man sad tilbage med efter bandets udsolgte koncert søndag aften i Falconer Salen.

Den klejne frontmand Ben Bridwell gjorde i front for sine fire medmusikanter ellers vanen tro en ihærdig indsats. Herligt uprætentiøs og entusiastisk var han, når han høvlede bredsider af på Gibson-guitaren og sendte sin lyse stemme helt derop, hvor det var lige ved at stikke af for ham. Han ville tydeligvis gerne gøre det til en mindeværdig aften.

Ærgerligt nok skulle der gå næsten en halv time, før en gnistrende tung »Cigarettes, Wedding Bands« for alvor fik sparket gang i løjerne. Herefter fik den ellers uinspirerede nye single »Knock Knock« et tiltrængt los bagi, mens stort anlagte rocksange som »The Great Salt Lake« og »Is There A Ghost« fik det søndagsramte publikum til at røre på sig.

Ét skridt frem og to tilbage

Men hver gang bandet fik opbygget noget, der mindede om et momentum, blev der trukket ufrivilligt i håndbremsen. Problemet var især sangene fra deres aktuelle album »Mirage Rock«, hvor bandets højstemte inderlighed er blevet erstattet af en knap så elegant countryrock, og melodierne desværre alt for sjældent lyser lige så stærkt som på tidligere udspil. Andre gange var det andre mindre vellykkede detaljer som f.eks. projiceringen af et billede af en gammel traktor på det enorme bagtæppe, mens Bridwell inderligt gentog linjen »the world’s such a wonderful place« under den ellers fine »Ode To LRC«. Bizart.

I sidste ende var det derfor træfsikre kendinge som »No One’s Gonna Love You« i en smuk nedbarberet udgave og den store rockhymne »The Funeral«, der tog de største stik hjem. De kunne dog ikke ændre på indtrykket af en aften, der alt for ofte viste, at grænsen mellem det store bevingede sus og det lettere kedsommelige er hårfin. I hvert fald når man insisterer på at holde tingene så simpelt som Band Of Horses.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.