3. juli 2010, 11:37

»Det er ikke Glastonbury! Det er ikke Sydafrika! Det er 4000 Roskilde!«

Himlen er mørk med dybe nuancer af blå, da Simon Kvamm for første gang råber ud over scenekanten og bliver mødt af en blanding af hvin og brøl.

Det er natten mellem torsdag og fredag, og Nephew har lige åbnet deres halvanden time lange sæt med »Danmark Man Dark«, der falder tungt og tight fra de store højttalere, for så at vige pladsen for »Va Fangool!« som skiftevist stavrer, stikker og suger – og har et meget stærkere fodboldslagsangs-DNA end »The Danish Way To Rock«, der som bekendt var lydsporet til landsholdets deroute i Sydafrika.

Herfra bevæger Simon Kvamm og resten af kvintetten sig videre ind i det fire album store bagkatalog, hvor der bliver mulighed for genhør med ellers udtjente størrelser som »Movie Klip« og »Superliga«, men også med anderledes slidstærke sange som »007 Is Also Gonna Die«, »Mexico Ligger I Spanien« og »Interkom Kom Ind«, hvor L.O.C. støder til for en kort bemærkning.

Ufolkelig folkeforfører

En gæsteoptræden løfter ligeledes »Sov For Satan Mand«, hvor Søren Huss – Saybias frontmand – synger intenst og aldeles fremragende.

Men direktøren for det hele er og bliver Simon Kvamm, og når man nu engang har set og hørt Nephew spille et utal af gange, er det interessant at zoome ind på denne performer af guds nåde, der spiller sin rolle som rormand og manisk midtpunkt med opspilede øjne og uden mislyd.

Og når publikum skal lokkes over på bandets side, er intet trick for billigt. Under »The Danish Way To Rock« sparker han således en fodbold signeret af flere af festivalens store navne ud i folkemasserne, og i »Worst/Best Case Scenario« lokkes pladsens drenge og piger ud i en sangkonkurrence.

Det er greb, som må stå på side 1 i den store »Sådan Spiller Du På Orange Scene Uden At Gå Ned«-bog, men kuriøst er det, at Simon Kvamm gladelig tyr til ethvert folkeligt kneb, men i hele sin stramme attitude virker aldeles ufolkelig.

Sådan er det altid. Om det så er på Skanderborg, i Store Vega eller på Roskilde Festival. Det er ét stort skuespil, ét stort stramt koreograferet show. Og tak for det – vi har jo så afgjort nok af det modsatte.

Men der er altså en begrænsning indbygget i formen, hvor hver en lyd og hver en bevægelse er tilrettelagt på forhånd.

For nok er det imponerede at se showet køre og at se Simon Kvamm styre det hele, men det er også lidt som at se og høre en dyr bilmotor spinde med alle sine blanke møtrikker, cylindre og stempler.

Godt tænkt, glimrende designet – og indimellem en smule ligegyldigt.

- Nephew, Orange Scene, torsdag nat.