Klassisk

Musikkens magiske maskiner

Dansk Komponistforening fejrede 100 års jubilæum med seks splinternye stykker for computer. Musikken vil besjæle Det Kongelige Biblioteks atrium hver eneste dag halvåret ud.

Den Sorte Diamant, set fra vandsiden.
Den Sorte Diamant, set fra vandsiden.

En læser havde set interviewet med Dansk Komponistforenings formand i Berlingske forleden og undret sig over ordet punktmusik. »Mener du ikke punkmusik?«, skrev hun.

Ikke helt. Punktmusik er det pæne ord for avantgarden efter Anden Verdenskrig. Det var vilde værker med pling i den ene højttaler og plong i den anden ofte akkompagneret af rindende vand, ringende telefoner og tænders gnidsel.

Musikken blev hadet af alle, der ville nøjes med melodi. Andre havde øre for dens spinkle skønhed og tidssvarende stil. »Den lyder som stjernerne på himlen«, som bannerføreren Karlheinz Stockhausen sagde.

Så når komponisternes forening fejrer sit første århundrede med et dusin værker for højttalere alene og præsenterer dem i Den Sorte Diamants forhal, summer aftnens feststemmer af spørgsmål:

Vil de unge lyddesignere lægge flere punkter til avantgardens lidet afholdte tradition? Eller bliver musikken ny på en ny måde?

Svaret ligger bevægende nok et sted i midten. Ja, der er stadig vand og klokker og klingklang i højttalerne over fire etager. Og nej, ferniseringen i torsdags ville have lydt helt anderledes for bare et årti eller to siden.

De foreløbig seks værker har rigtignok ikke så meget til fælles: Nogle åbner næsten som en romantisk ouverture i dur og mol og det hele. Andre forbliver abstrakte som smeltede snemænd eller skulpturer fra en anden planet. En af titlerne driver gæk og består kort og godt af 12 prikker.

Men de deler alle et blik for huset og et øre for dets beliggenhed. Hvor musik engang skulle forholde sig til samtiden, skal musik i dag forholde sig til samstedet så at sige.

Præcis det gør de korte ungdomsværker geniale til formålet. Især de enklere stykker fanger forhallens særlige stemning af finkultur og kaffekrus. Da de engagerede lyttere i torsdags selv måtte vælge ekstranumre, pegede første pil på Kristian Hverrings syndigt smukke »Vandspejl«. Én eneste harmoni med en uendelighed af variationer over.

Så man anede en vis lettelse i Det Kongelige Biblioteks direktørs ansigt den aften. For det er jo hans hus, der skal lægge vægge til værkerne hver eneste dag kl. 13 fremover. De måtte gerne være mindst lige så milde som den nu pensionerede atriummusik af Fuzzy.

Og dét er de. Milde og gavmilde. Gak til Diamanten og få ørerne slebet ganske gratis!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.