12. februar 2010, 19:30 – opdateret 12. februar 2010, 19:33

Sverige er i krise. Store og stolte industriforetagender har været på nippet til at lukke, senest har Saab måttet bøje sig for hollandske frelsere. Men krisen er større end kronen. Der pågår et kulturelt skred i vort broderland. Hele Sveriges selvforståelse står for skud. Alt det, der har gjort Sverige til Sverige, sværindustrien, der har sikret sammenhængskraften i landet, er ikke længere. Mange græder.

Kører man de små tre timer i retning mod Göteborg, Troldhättan og længere ud endnu, forstår man mere. Men jo slet ikke alt. Byskiltene kunne lige så godt stave sig igennem D-e-t-r-o-i-t, så langt væk fra København og Danmark er vi.

Den globale selvforståelse kom ikke til Sverige med internettet, det skete længe før. Nu er fordelene væk. Selv minderne er under pres. Derfor er kulturen endnu mere vigtig, og dens bannerførere, kunstnerne. Moberg, Strindberg, Bergman. Og Thåström.

Svenskernes spejl

Joakim Thåström har været bag mikrofonen i mere end 30 år, men han har aldrig været vigtigere end nu. Til alt held har han heller aldrig været bedre end nu. Især hans seneste to studieplader, »Skebokvarnsv. 209« (tæt på at være det bedste album, der nogensinde er lavet i Skandinavien) og sidste års »Kärlek Är För Dom«, er vidunderlige. Så typisk svensk, så lokal og samtidig så selvfølgelig global. Svenskerne spejler sig i rockikonets kvaliteter og husker hinanden på, at det bedste fra Sverige kan være det bedste i verden.

Torsdag aften i København viste Joakim Thåström glimt af denne ekstraklasse. Af sangforedrag og performance, hvor salen blev blæst omkuld af følelser. Værst gik det for sig i »Främling Överallt«. Titlen siger det hele. Magen til intense og enkle stykke rockmusik findes ikke. Her ville Nick Cave og hans Bad Seeds kaste håndklædet i ringen, Iggy and the Stooges ville aldrig turde lave en cover. Smukt og skræmmende. »Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce,« synger Thåström i en hyldest til en kollega med en stemme, der skærer sig igennem marv og ben som en hvæsset kniv. Det samme gjorde Thåströms moderne blues.

Han har passeret de 50, han ligner og lyder som en kloning af Ché Guevara og Bob Dylan. Hans attitude er så intens og optændt som en boksers lige inden gong-gongen. Selv mikrofonen er bange for hans ord. Han har boet hos os i København, på Vegas Vesterbro. Han kender sin Tom Kristensen, Túrell, Sort Sol. Han følte sig hjemme, og publikum sang med, da han erklærede sin kærlighed i »Sønder Boulevard«, trumfede med en cover af C.V. Jørgensens mesterlige »Indian Summer«. Jørgensen selv var i Vega.

Thåströms musikanter gjorde ikke væsen af sig, men deres udtryk er tungt, mættet af nerve og intensitet. På »Kort Biografi Med Litet Testamente« kommer de for alvor til deres ret. Det er Thåströms fineste stund i nyere tid. Et sandt og forløst drama, det gør så godt, at man må skrige. Her er han verdens bedste, Thåström. Her kan tidens gang og udvikling ikke måle sig med menneskets indre og kunstens væsen.