Metal-krigerne i Mastodon forvandlede Orange Scene til helvedes forgård.
2. juli 2011, 13:42
Der findes et grumt sted i J.R.R. Tolkiens »Ringenes Herre«, hvor orkerne – de troldelignende væsener – producerer våben. Hvor de slider ved smeltedigler med flydende jern, og hvor de banker klinger og økseblade ud af de enorme støbeforme. Og skal man forestille sig hvilken musik, der ville blive spillet dernede i dampen og mellem de springende gnister, så er Mastodon fra Atlanta, Georgia, et godt bud.
Fredag aften omdannede de i hvert fald Orange Scene til noget nær helvedes forgård med deres teknisk virtuose og heftigt temposkiftende metal. Og på en Roskilde Festival, der vrimler med følsomme sangskrivere, så var det katharsisk af blive gennemtromlet et deres voldsomme og über-tighte metal, hvor Brann Dailors dobbelte stortrommer kører som Gatling-maskingeværer og Troy Sanders’ bas buldrer ved siden af rasende – og rasende velspillede – guitar-mønstre fra Brent Hinds og Bill Killiher.
Ond elegance
Det er en musik som konstant slår sig i tøjret – og som man slår ørerne på – men også spillet med en elegance, som kommer til udtryk i råstærk og usentimental power.
Fra åbneren »Iron Tusk« til lukkeren »The Bit« – en tordnende version af The Melvins’ gamle rocker. At Mastodon har opnået bredere succes med deres seneste, komplekse og hyperambitiøse 2009-udspil »Crack The Skye«, det kan man kun glæde sig over, og deres sæt på Orange Scene var som albummet en mastodontisk magtdemonstration. Der kunne mærkes i ører og bryst. På såvel orker som mennesker.
Hvem: Mastodon
Hvor: Orange Scene, fredag





































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten