30. juni 2011, 20:03

Fyren tænker ikke over, hvad han gør. Mens blikket er rettet mod scenen, løber hans fingre som af sig selv omkring papiret og tobakken, som trykkes sammen, finder plads, bliver til en formfuldendt cigaret.

Klokken er 18.00, og en skare er stimlet sammen i Odeon-teltet. På Orange Scene står Veto for den officielle åbning af Roskilde 2011, men her er det ikke angstredne vokaler og intense beats, der er i vente. Det er derimod en helt anderledes stenet afart af rocken.

Noget af 2010s bedste psych-rock

Tame Impala kalder de fire langhårede australiere sig, og med »Innerspeaker« leverede de noget af 2010s bedste psych-rock – altså rock med psykedeliske over- og undertoner. Og de har ikke stået længe på Odeons scene, før det står klart, hvorfor de løfter sig over så meget andet i en genre, som i sagens natur har det med at syre ud, men også med at fremstå en kende konturløst og ligegyldigt.

Tame Impala undgår nemlig dette med et begavet dobbeltgreb. På den ene side er de en stilsikker hommage til 1970ernes psykedeliske rock med rullende grooves og guitarer, som køres igennem et væld af pedaler og løber ud i slyngede, huggende, let hallucinerende mønstre, men på den anden side er de også fokuseret på den smittende melodi.

Svimlende fusion

Det er en svimlende fusion, og ikke mindst for fyren med cigaretten, som viser sig ikke at være en cigaret, men noget langt stærkere, og mens den søde røg slår dovne volter omkring ham og forsvinder op under teltdugen, spiller Tame Impala sig igennem på de én gang tågede og træfsikre indslag.

Og midt i det timelange sæt – som byder på enkelte flade perioder – står Kevin Parkers henslængte stemme, der lyder forbløffende meget som John Lennon. Men Tame Impala er nu først og fremmest Tame Impala, og da de går af scenen, er alle under teltdugen småskæve. Enkelte af røg, langt de fleste af fuldfede lydlege.

Hvem: Tame Impala.

Hvor: Odeon, torsdag.