Rasmus Seebach havde publikum i sin hule hånd, og til tider var der Beatles-tilstande. Musikalsk set var det dog en anderledes pauver oplevelse.
5. august 2010, 17:39
af 6 stjerner
Hele Skanderborg Festival, frivillige, publikummer, børn, unge, midaldrene, modne gæster. De var der alle sammen. 30.000, ja, måske snarere 40.000 musik- og festhungrende, da de første toner af Tommy Seebachs gamle grand prix-vinder »Disco Tango« gjaldede ud over højttalerne.
Responsen fra den brogede hob var der, men de var ingenting imod den veritable skrige/huje-parade, der sekunder scener skræmte de smukke gamle bøgetræer fra vid og sans.
Ind trådte Tommys søn Rasmus, den største komet i dansk popmusik siden Thomas Helmig. Ikke færre end 160 danskere og en hel del svenskere har erhvervet sig ungersvendens et år gamle debutalbum. Lie så længe har han ligget blandt hitlistens øverste. Med et smil så bredt som storebæltsbroen så han ud over det scenarie, som han gentagne gange under den følgende time kaldte »det vildeste, jeg nogensinde har prøvet«.
Han var uden måske helt at vide det selv, Skanderborg Festivalens hovednavn. Publikum sang således med fra første færd på åbningshittet »Lidt i Fem«, der lige nu hærger de danske radiobølger og derfra så publikum sig ikke tilbage. De stjal bogstavelig talt resten af de 13 sange ud af munden på Seebach. Uanset om de var andre hits som »Engel« eller »Glad Igen« eller de flertallige, elendige numre fra debutskiven, blev der skrålet med ad karsken bælg.
Nær Beatles-tilstande
Til tider var det nær Beatles-tilstande helt nede bagerst. Pigerne sang højest, og har man fat i dem, skal herrerne nok følge med. Det skete, og det var et fantastisk syn. Men samtidig lidt af et antiklimaks, for i sandhedens time kommer man ikke udenom, at Rasmus Seebachs er en glimrende sanger, helt bestemt. Soulpop ligger simpelthen til ham som hånd i handske.
Men sangskrivningen, I guder hvor var der mange nitter imellem. Og hans band var så grundkedeligt, at man næsten ikke troede sine ører. Og så er han altså en ganske almindelig fyr, der synger ballader om den samme kærlighed om og om igen.
Han virker såre sympatisk, næsten jovial på en scene. Men starquality besidder han ingenlunde. Ikke endnu i hvert fald. Men på Skanderborg var det heller ikke nødvendigt, for Rasmus Seebach var festivalens stjerne alene ved sin blotte tilstedeværelse.
