29. marts 2010, 13:28

Der er noget på én gang fristende og farligt ved at udgive et bokssæt, som samler op på en hel karriere.

For hvor det på den ene side er en mulighed for at gøre status og høste anerkendelse for et helt værk, ja, så vil eventuelle mangler og problemer også stå frem, når så mange numre præsenteres ryg mod ryg.

Og da Anne Linnet sidste år udgav »Boksen«, stod det klart, at hendes sange ofte fungerer på trods. For de altid ferske produktioner og ofte fesne arrangementer har sjældent ydet de fine vers og ferme melodier retfærdighed.

Derfor var det også en sand fryd at opleve Anne Linnet i Store Vega, hvor det siddende publikum fik numre fra det omfangsrige bagkatalog i helt enkle, nedtonede og overvejende akustiske udgaver.

Sættet åbnede således med »Du drømmer«, som blev løftet nænsomt ud over scenekanten af Mads Wegners western-guitar, Jesper Bo Hansens tangenter og Engelina Larsens korstemme. 

Mere skulle der ikke til for at skabe en intim, kropsvarm og inderlig atmosfære, der øjeblikkeligt spredte sig i salen, som mestendels syntes at bestå af mødre og deres voksne døtre.

I den gamle gade

Siden fulgte den ene mesterlige sang den anden, og særlig stærkt stod tre på hinanden følgende numre, som satte en sart og smukt svungen streg under Anne Linnets kvaliteter som melodiker.

Først åbenbarede »Barndommens gade« – hendes uden sammenligning bedste sang – sig med sin poetiske og blidt pulserende melodi og fortrinlige tonsætning af Tove Ditlevsens vers om den barndomsgade, som er forskellig for os alle – men alligevel den samme.

Her sang 56-årige Anne Linnet om en stemmes »sprukne og kejtede klang«, og præcis sådan lød hun selv under »Atter en dag« og »Forårsdag« som fulgte.

Men hun sang også med en skønhed og sårbarhed, som løb igennem alle 16 sange, der selvfølgelig talte klassikere som »Tusind stykker« og »Smuk og dejlig«.

Alt sammen arrangeret helt, helt rigtigt og fremspillet med en fast tro på, at sangene snildt kunne bære at stå nøgne frem i krydsfeltet mellem pop, højskolesang og visetradition.

Det kunne de så sandelig også, og gid Linnet havde behandlet dem på samme måde på sine plader.

Mon sangene på hendes næste album får som fortjent?

Håbet er lysegrønt.

Anne Linnet i Store Vega, søndag.