Klassisk

Julen har bragt velsignede drenge

Det suveræne Københavns Drengekor sang en snarlig festaften ind med »Juleoratoriet«. Godt hjulpet af Copenhagen Phil og fire solister. Eller i hvert fald tre.

Københavns Drengekor spillede en central rolle, da »Juleoratoriet« på smukkeste vis blev opført i Københavns Domkirke.
Københavns Drengekor spillede en central rolle, da »Juleoratoriet« på smukkeste vis blev opført i Københavns Domkirke.

»Fryd jer og glæd jer!« Københavns Domkirke er ret beset for stor til musik. Det vældige rum runger, så Thorvaldsens midterfigur og dusinet af apostle må sig forbarme.

Men kirkens eget drengekor skal selvfølgelig synge »Juleoratoriet« på hjemmebane. Og de fyldte ikke bare gudshuset til sidste bænk i torsdags – de gjorde det til 12 på den åbne Richterskala.

Alene åbningen lyder som en regn af gaver:

Paukisten straffer de røde kedeltrommer, træblæserne skræpper som fugle i flok, trompeternes stød bliver som de herligste hagl.

Så da koret efter få sekunder stemmer i med »Jauchzet, frohlocket!«, er det jul igen.

Det er i høj grad de dygtige drenge, folk flokkes om. Københavns Drengekor hører i dag til verdens fineste af sin slags – de seneste to årtier under både kærlig og kompetent ledelse af Ebbe Munk.

Og netop koret spiller en hovedrolle i J.S. Bachs berømte juleværk fra 1734. Stykket selv har i øvrigt tabt lidt til »Messias« de senere år. Tidens tunge er nu engang engelsk. Også på julemusikkens område.

Når mesterværkets første halvdel synges af domkirkens unge herrer, kan man godt blive lidt traurig over dets status som nummer to.

For drengenes høje toner sidder lige i skabet, som man siger. Kun børn af deres køn og på deres alder kan give jubelsangene den helt rigtige kant. Hvor piger hurtigt bliver lidt lyse og voksne kvinder lidt mørke, da står Københavns Drengekor sublimt i sprød barokmusik.

De voksne solister tager også visuelt deres birolle på sig. Ikke noget med at føre sig frem eller stille sig op som en mur. Alle fire sidder spredt, klar til at rejse sig og sætte sig hurtigt igen – et par stykker endda helt ude i siden.

Og som de synger! I hvert fald tre af dem.

Tenoren ejer et enestående flair for genfortælling af det glade budskab.

Mezzosopranen hører af gode grunde til aftenens få på spindesiden og går til partiet med en både velgørende og velkommen varme.

Den koreanske bas med efternavnet Sim kommer heller ikke til kort. Alene hans »Grosser Herr und starker König« kunne have væltet Jerusalems mure for tredje gang.

Kun den enlige sopran trækker ned. Pigen ejer ellers en smuk nok stemme. Hvorfor hun ryster op med et romantisk vibrato af de allermest skælvende, forbliver en gåde.

Hvad man heller ikke får meget af den aften, er vel værkets mørkere stemninger og blødere farver:

Ebbe Munk kan en sjælden gang forivre sig, virke vred i arme og hænder, helt glædesløs.

Eller er det bare prisen for en julekoncert i klodeklasse? Både poderne selv og en stopfuld domkirke betaler den i så fald hjertens gerne.

Det hele sættes sammen med lige dele finkultur og friskhed. Samtlige sange får en elementært fængende fart og sender de tre kantater ned på bare fem kvarter – endda uden at virke det mindste forhastet.

At ikke mere flyder sammen i domkirkens ekkorum, forbliver helt julemagisk i sig selv.

Så tak for Bach i år. Og god fejring af en vis nat. Fortryllende drenge fødes i øvrigt endnu.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.