10. oktober 2009, 09:26 – opdateret 10. oktober 2009, 09:31

Forum var fyldt til bristepunktet, da den amerikanske

pop, neopunk- og rocktrio Green Day fredag aften gav en vis herre i den
københavnske kulturnat udenfor murene.

Centerfigur Billie Joe Armstrong var
nemlig kommet for at fyre op under sin helt egen 10.000 m/k klejne menighed.
Han kunne have valgt sætte stikket i guitaren og levere halvanden hitspækket
time til givetvis udelt eufori. Men sådan skulle det desværre ikke være. Nok
fik vi kaskader af håndspillede hits fra Green days millionsælleter “Dookie” (1994),
“American Idiot” (2004) og dette års “21 st Century Breakdown” (2009). Men de
var blendet ind i en optræden, som sjældent havde noget som helst med en
koncert at gøre.

Pink kanin

Man burde have anet uråd allerede inden Green Day entrede
scenen, idet de de sendte en mand ind og vrikke med hale og ører i
pink-kaninkostume til cirkusmuzak.

Siden hentede de selv vand-maskingevær,
toiletrulle-kanon, en t-shirt-kanon, sjove hatte og børn på scenen til at synge
både for- og med. Af dem var der tusinder (både piger og drenge med far ved
siden af), hvilket naturligvis kunne forklares med, at deres fædre var på i
Green Days tidlige år, og nu er deres poder så kommet i den alder, hvor enkel,
hitorienteret rock spillet af herrer med strithår, ild i røven og småpunktet
tøj er “totalt nice”.

Gigantisk børnefødselsdag

Sympatien var gensidig, og i langt de fleste af de mere
end to- og en halv time Green Day stod på scenen, lignede og lød det hele mest
af alt som en gigantisk børnefødselsdag. Armstrong var klovnen i midten.

Manden
der hellere ville gøgle end spille rock. Hvert et trick i entertainerens bibel
blev brugt, klappeøvelser, na na-syng nu med, intros til diverse kendte covers
fra rockhistorien blev sendt og afbrudt efter få riffs. Armstrong morede sig,
de andre smilede smed, det er hans band, han skriver sangene, han er manden i
midten, Billie Joe. Undskyld mig, men det var forbandet ynkeligt.

Unødvendigt

Og så allerhulens unødvendigt, når man som Green Day
senest har begået to virkelig fremragende- og sammenhængende rockplader, som er
uden blusel kan måle sig med Pete Townshends favntag om rockopera-genren.
Tilmed brygget over ambitiøse og kritiske temaer som fremmedgørelse og hysteri
med syngende lussinger direkte adresseret til såvel samfund som medier og præsident.
Med det in mente var det næsten surrealistisk at bevidne Green Day té sig som
rockens svar på Michael Jackson en søndag eftermiddag i Neverland.

Green Day fredag i Forum, København